”Du er sandelig dygtig til at spille Ludo,” siger Fanden efter at han for tredje gang er blevet slået hjem af Gnav. Nu har han kun en brik tilbage på brættet, men den er til gengæld nået næsten hele vejen rundt og mangler kun to slag i at komme ind i slutspurten. Gnav ryster bøtten med terningerne ekstra grundigt. Han har sine fire brikker spredt ud over hele spillepladen.
”2 + 3 er fem. Hop hop hop hop hop. Og hjem med dig” griner Gnav og flytter sin ene brik hen til Fandens sidste brik og vælter den.
Fanden springer op og lyner og svovler af raseri. Ild og torden rumler rundt i troldehulen og mor Tildebritts ellers rene køkken bliver fuldstændig sodet til.
”Jeg skal Fanden Brøle Mig riste dig over en sagte ild i al evighed!!” skriger Fanden, men Gnav sidder bare med et stort grin.
”Vel skal du ej. Du lovede at spille ærligt spil. Hvis jeg tabte skulle jeg følge dig altid, og hvis du tabte skulle du følge mig. Nu mangler jeg bare fire slag, så har jeg vundet.”
Gnav tager bøtten og ryster terningerne igen. Fanden beslutter sig for at snyde. Han vælter hele spillet med brikker og terninger ud over gulvet, som i forvejen er sodet til af fandens raseri. Så griber han Gnav, ruller ham ind i et gammelt skind, der ligger på sengen og stormer ud ad døren med Gnav under armen.
Sådan en trold skal ikke vinde over ham. Fanden skal sandelig nok vise, hvem der bestemmer.
Og Fanden stormer ud i verden. På hans vej bliver alting svedet af.
Nissen i Hestehandler Harpøts gård sniger sig hen til den store gryde, hvor hestehandleren har kogt kærlighedsdrik, lige siden han kom hjem med de opskrifter, han har stjålet fra onkel Fusels rygsæk. Og drikken ser ud til at virke. I hvert fald høres der tydelig fnisen og sære knirk fra hestehandlerens stuer, og nissen er virkelig nysgerrig. Han kigger på de små papirstykker, der ligger ved siden af gryden. Kærlighedsdrik, elskovsdram, livseliksir. Hvad i alverden er det hestehandleren har gang i?
Der er stadig ild under gryden og den brune drik bobler og syder. Ved siden af står flaske efter flaske lige klar til at få påfyldt drikken, og i en kasse ved siden af er der propper. Nissen tager den store grydeske og smager på drikken. – Den smager en smule surt. Han kigger igen på sedlerne og ser, at der i denne drik skal både armsved, æbler og oreganoolie. Ærlig talt, den smager lidt for surt. Nissen ser sig om, tager sukkerbøtten og hælder først en skefuld sukker i gryden. Så smager han igen og hælder derefter hele sukkerbøttens indhold i gryden. Da han smager for tredje gang begynder smagen at ligne nisseøl, og det er slet ikke så ringe.
Han hører døren til stuen smække og smutter op på sit loft igen.
Hestehandleren og hans kone kommer ind i bryggerset. De holder hinanden i hånden og konen stryger ham let over kinden og lover, at mens han laver reklameskilte, skal hun nok fylde drikken på flasker.
Elverkongen og onkel Fusel stopper forbavsede op ved det svedne spor, der løber gennem landskabet. Det stopper tydeligvis ved indgangen til troldehulen, og da de træder indenfor er hele hulen i et syndigt rod. Alt er sodet til og et Ludobræt ligger knækket ved siden af Gnavs troldeseng, hvor der tilgæld mangler et skind.
”Det forstår jeg ikke”, siger onkel Fusel. ”Det er længe siden, jeg har været her, og mor Tildebritt plejer da at rydde op bagefter.”
”Hvad laver de ludobrikker alle vegne? Se, nogle af dem er svedne i kanten. Du fortalte mig ellers, at alle troldene var gået ud for at indbyde til julefesten”. Elverkongen havde ventet, at hulen var i bedre stand, men det undrer ham egentlig ikke, at troldene roder. Men at de ligefrem soder over det hele, det havde han ikke ventet.
”Der er noget galt”, siger Fusel”, man skulle tro at Fanden selv havde været på besøg. Jeg kan ikke engang finde spor af mine opskrifter.”
Fusel hører pludselig, hvad det er han har sagt.
”Åh, nej. Hvis det virkelig er Fanden, der har været her, har han måske stjålet mine opskrifter. Så kommer alle vi underjordiske virkelig i knibe. Så vil Fanden få magt over os.”
Elverkongen har kigget rundt i troldehulen, og han er gået så langt, at han har taget en klud og tørret soden af stolene. Han sætter sig på en af dem og peger på kisten.
”Hvad er der i kisten”, spørger han.
”Åh, det er vist bare gammelt skrammel”, siger Fusel og letter på låget. I kisten ligger den Store Gamle Troldebog og en lille fin stak af opskrifter, hæftet sammen af en tøjklemme.
”Opskrifterne! Vi er reddet!”
Vil du videre til 17. dags julekalender, så tryk på billedet herunder:
Vil du læse julekalenderen til en af de andre dage, så tryk på billedet herunder:
Du kan læse om 16. dag julekalender 2020 på følgende steder:
Kontaktoplysninger
Kirsten Borger
Ørslevklostervej 272
7840 Højslev
Tlf: 51 18 24 87
kirstenborger@gmail.com