Da Fuurboerne ville slå Ivar Krabbe ihjel

Da fuurbønderne ville slå Iver Krabbe ihjel.

Om Fuur og Fuurboere i gamle dage.
A.C.Nielsen.
Skive Folkeblads Bogtrykkeri 1955.

I Fur og Branden kroer gik det stundom hårdt til for år tilbage.
„Niels i e Haves Kræsten" (indenrigsminister C. N. Hauge) skriver i sine „Erindringer 1937": „I disse kroer svirede furboerne, særlig fiskerne, ofte i flere dage uden ophold. Og de nøjedes ikke med at svire. De sloges, så både hår og skæg blev revet af hovedet på dem. Så længe disse svireorgier fandt sted af disse store og bom­ stærke fiskere, var der ikke tale om, at andre vovede sig ind på kroen".
„De sloges". Det var de altså ikke bange for; men i grevefejdens dage drog de i samlet flok ud fra øen for at slutte sig til skipper Klements oprørske bønder i Sven­ strup. Det var nok ikke politik, der interesserede dem; men de ville have herremanden på Krabbesholm slået ihjel, de ville se hans krop i galgen, for han havde drillet dem, været hensynsløs over for dem, og det skulle så sandelig hævnes. Hvordan det hang sammen? Lad os prøve at finde ud af det.
Se, det var dyrt at komme i Himmerig før reformationen 1536, bogstavelig talt. Det vidste folk i hvert afsides dalstrøg og på de fjerneste øer, også på Fur. Det havde datidens gejstlige indprentet dem. Ville man ikke betale, nuvel, så måtte man finde sig i at blive pint i skærsildsluer, til den sidste rest af begær var pint ud af den syndige krop eller sjæl. Til Vitskøl kloster hørte der 2000 tdr. land plus Livøs 600, desforuden 165 gårde på Himmerland og et par hundrede brug nordenfjords. Til Stubberkloster 146 større og mindre gårde, beliggende i 34 forskellige sogne, 7 gange 7 herligheder, som man sagde: 7 møller, 7 skove, 7 søer, 7 moser og heder, 7 grønne enge, 7 snese plove og kaldsret til 7 kirker.
Jo, det kostede dyrt at slippe for skærsildens kvaler. Det vidste også fru Maren Jensdatter til Lundgård på Fur, hvorfor hun i 1410 tilskødede Viborg domkapitel sin gård og alt sit øvrige gods på øen. Hun havde endda arvet det efter sin fader Jens Mikkelsen Krabbe. Allerede under ærkebiskop Eskild (blev valgt af kapitlet i Lund 1137 og havde en embedsperiode på 40 år) havde domkapitlet i Viborg fået fingre i St. Mortens kirke og havde i de følgende år grådigt grel>et mere og mere af Furøs jord. Ved Maren Jensdatter blev det næsten alrådende derovre. Men hvorfor gjor­ de hun det? Var det bare generø­ sitet. Vi skønner, at angsten drev hende, som den driver moderen i Sudan til at drukne sine tvillihgebørn i Benueflodens mudrede strøm: Ånderne skal jo have de­ res. Her: kirken skulle have sit, for at den kunne sørge for hendes sjæls frelse. Stakkels kone!
Hør her, hvad domkapitlet skulle yde til gengæld: ved det alter, der blev rejst i St. Morten, skulle der daglig holdes sjælemesse for hende, dertil en årlig mindefest, der skulle være meget højtidelig, og hvorved ikke mindre end 12 præster skulle medvirke. Jo, hun fik skam noget igen. Nu kunne hun trygt lægge sig til at dø. Det kunne ikke gå helt galt hinsides. Det kostede dyrt at komme i Himmerig, for hendes vedkommende det meste af Fur. Hvad var selv 7 gange 7 jordiske herligheder´ mod det at slippe for pinen! Tankegangen er rent bibelsk, men gejsterne i Viborg grinte.
Rigtigt! Hvad kommer det furboernes drabelige krigstogt ved. Dog måske! Fru Maren var en datter af Jens Mikkelsen Krabbe. Årene gik, og ingen skal bilde mig ind, at furboerne var glade for at stå under det almægtige kapitel, der havde rådighed over dem til legeme og sjæl. Kirken gik sin opløsning i møde, den kunne ikke blive ved at opretholde sin magt ved grove løgne, den rystede og knagede i begyndelsen af 1500tallet. Krabberne havde klaret sig godt. Tyge Krabbe på Bustrup var rigets marsk, hans datter Elsebe Krabbe blev gift med rigsadmiralen Peder Skram. Glob Krabbe sad på Østergård i Åsted sogn, havde nedrevet Næsum (Nissum) og opført Østergård sydøst derfor, deraf navnet. En fætter til Tyge Krabbe, Glob Krabbes søn, Iver Krabbe, var rigsråd, lensmand p#a Skivehus, mand på Koldinghus, hans hu­ stru Magdalene Banner byggede Krabbesholm efter hans død og opkaldte den efter ham.
Da nu kirkens magt begyndte at smuldre, ville Iver Krabbe have fingre i Fur, han anså øen for sin retmæssige ejendom, den var bleven Viborg domkapitels ejen­ dom under falske forudsætninger. Nå, var det hans ø, så havde han vel også lov til at jage der­ ovre. „Den løwerdag nest efter Set. Ketteli Dag" 1532 kom han og en ven, Hans v. Wisch, en holstensk adelsmand og eventyrer, derover med heste og hunde og jægere. Det kan nok være, det gik løs. Det blev vel nok en jagt, der skulle mindes.
Hvad i verden, det var jo Krabbes ejendom, sådan så han da på det, og han havde vel lov at gøre med sit, hvad han ville. Den vilde jagt gik hen over bakker og dale, igennem marker og hegn, gennem skov og krat, frem og tilbage i Povl Grieses korn, gennem diger og lukkelser, intet hensyn blev taget, hundene tog sig af lam og kalve, „ret en uchristelig færd mod de arme bønder". Hvad de to fine herrer ellers fik ud af jagten, kan jeg ikke vide, men fur­ boernes had fulgte dem i hvert fald over sundet.
Domkapitlet i Viborg havde" ved jagten fået våben i hænde mod den mand, der ville tage Fur fra det. Det var ikke sent til at bruge dem. Den 19. juli 1532 blev der udstedt tingvidne fra Furs birke­ ting og den 21. juli 1532 sognevidne angående herremandens jagtfærd. Glob Krabbe mæglede, og der blev sluttet en slags våbenhvile mellem de to partier, men Iver Krabbe ville nu have Fur, og furboerne, der altså havde valgt det mindste onde og taget parti for kapitlet, rasede endda i hævnlyst.

Så kom borgerkrigen, og furboerne drog — som skrevet — i samlet flok til Svenstrup for at få givet Iver Krabbe dødsstødet. Han skulle slås ihjel, skulle han, den slubbert, han skulle dingle i galgen, mindre kunne ikke gøre det. Herremanden kunne ikke klare sig mod skipper Klements rasende horder, de led et frygteligt nederlag. På vore egne blev bondehæren anført af skipper Thomas, og han lod „den røde hane gale" over Sallinglands herregårde. Spøttrup og Landting kunne han dog ikke indtage.
Furboerne fik virkelig fat i Iver Krabbe, der jo så skulle klynges op. Men så hændte der noget mærkeligt. En bonde ved navn Jeppe Jensen, der må have haft en stor indflydelse på de rasende furkæmper, fik dem til at nøjes med at indsætte ham i Ål­ borg arrest. Vi, der kan lidt histo­ rie, ved, at der fik Iver ikke®" lov til at sidde ret længe, for snart, havde adelsmændene magten. Kong Kristian den tredie sejrede over sine modstandere, skaffede ro i landet og gennemførte reformationen 1536. Jeppe Jensen fik sin løn af Iver Krabbe. Han fik bl. a. en bondegård som tak.

Iver Krabbe tog straks fat igen.
Nu skulle domkapitlet og kravlet på Fur få at mærke, at det ikke var rådeligt at sætte sig op imod en herremand. Han sprang op som en løve, men måtte lægge sig som en hund, der har fået klø. Flere ting spiller ind her. Først: i et kongeligt forsikringsbrev stod der, at kirken foreløbig skulle beholde det gods, som den havde fået for messer, tidebønner m. m., indtil konge og adel i forening havde fået truffet en ordning. Dernæst i recessen af 1536, at domkapitlet og deslige skulle blive ved at bestå. Sidst: furboeme kunne fremlægge tingsvidne fra Fur birke­
ting om, „at så længe de kunne mindes eller høre spørge af deres gamle forældre, havde messerne været holdt ved magt, som kapitlet var pligtig at lade holde i Fur kirke". Det har været med en sær fryd, furboerne spillede denne trumf ud mod Iver Krabbe, da han håbede at kunne få Fur fat ved at påstå, at messerne ikke var blevet holdt. Furboerne havde ikke glemt den vilde jagt, og nu kom herremanden til at trække det korteste strå.
Nå, jeg behøver vel ikke at sige, at kapitlet også havde sin tummel med de stridige furboer, først i det 17. århundrede blev kapitlet ophævet, og da slap de arme øboer endelig for det kirke åg, som blev lagt på dem, da fru Maren skænkede gård og gods til Viborg domkapitel.
Iver Krabbe døde den 27. april 1561. Han og hans hustru fik grav og ligsten i Åsted kirke. Hun døde først 1597.