Da Lavst narrede Ladefogden

Da Lavst narrede Ladefogden.

Du er min ven, og jeg er din igen
Men hverken du eller jeg har arbejdet hårdt ved herremanden.
Men det havde Lavst Steffensen, den flinke mand i den gamle fæstegård.

Lavst var til hove, sådan hed det, når man skulle arbejde for herremanden, på herregården for at tærske boghvede. Han var sådan lidt af en drillepind. Herremanden havde en ladefoged, der bestemte, hvad mændene skulle lave. Han skulle tærske med, - han hed også Lavst og var fra Fyen, så de kaldte ham Lavst Fynbo. Så siger han: ”Nu vil vi to Lavster tærske sammen, og så vil vi tærske boghvede.«
Men de andre hovbønder tærskede det andet korn længere henne på logulvet.
Det var nu sådan, at når ladefogden tærskede, så skulde de andre også tærske, og når han ikke tærskede, så tærskede de heller ikke. Så gik der lidt tid, så skulde han ind og spise davre – morgenmad -, og bønderne blev i laden og kunde æde deres mad imens, hvis ellers de havde noget.
I mellemtiden tager Lavst Steffensen ved ladefogdens plejlslagel og sætter den ved noget træværk i laden og knækker den der, men ikke helt over, og så hænger han plejlen hen igen. Det så bønderne hver og en, og de grinte ad det og skulde nok tie med det, for de kunne jo regne ud, at de vilde slippe for arbejde nu. Efter davre kommer ladefogden tilbage.
”Ja, nu skal vi til at tærske igen”. Hver tog sin plejl, og han tog sin. Men plejlen var jo i stykker, og idet han tærsker, så bliver der flækker i slagelen; og så ville boghveden gå ind i de spalter.
Han ser til plejlen. ”Hvad fejler du? Hov, du er jo i stykker. Ja hold, vent så lidt, jeg skal hen og lave mig en anden slagel.”
Så render han hen i huggehuset og bygger sig en ny, - imens holder folkene jo pause. Da han kommer tilbage, og de har tærsket lidt igen, så skal han ind og spise til middag, og imens kunde de andre spise, hvad de havde. - Da knækker Lavst den anden slagel. Så skal de jo til at tærske påny, og boghveden går ind i flækkerne som førhen.
»Hvad dælen, ” siger han, »er den nu også i stykker! Da skal jeg Fanden hugge mig -,” som han kunde bande, ”gøre en, der kan holde, så skal jeg ad huggehuset igen. Vent I kun lidt.”
Han kommer så tilbage med en grumme stor kævle og bander på, at den skal nok holde. Den slagel beholdt han, men da han skulde holde slag med den anden, og den var for tung, blev han snart ked af at tærske med, og så gik det jo, som det bedst kunde siden. Der blev ikke arbejdet den dag. Det lo de af længe, bønderne.