De to troldes kærlighed

De to troldes kærlighed.

Du er min ven
Og jeg er din igen
Om hundred år
Vor kærlighed består

Se – dette her skete nu tidligt, det var dengang toldene lige var begyndt at flytte her til landet. Isen var smeltet – det var det dejligste forsommervejr, træerne havde fået grønne blade og fuglene sang så lystigt. På halvøen Fjends i landet vendt mod solopgangen ved Skive fjord gik en enlig trold. Tombert hed han. Og han mente nu, at her var et godt sted at slå sig ned. Han udsøgte sig det smukkeste sted at bo, en høj bakke med udsigt over hele fjordlandet, byggede sin bolig under højen og mente nu alt var godt. Hver aften nød han solnedgangen mod vest.
I landet vesten for fjorden gik en anden trold, Thildebritt hed hun. Hun plukkede bær og kogte urtesuppe. Og hun elskede om morgenen at sidde og se på solen, når den stod op i øst.
Sådan gik nogle hundrede år – de føles nu ikke så lange, når man er trold.
En nat var det torden. Lynene glimtede over fjorden. Begge trolde gik ud for at se på uvejret. Thildebrit kiggede mod øst og Tombert mod vest. Og da – midt i et vældigt lynglimt - fik de øje på hinanden. Lynet slog ned og de blev forelskede i det samme sekund. De ville mødes.
Tordenvejret forsvandt, troldene løb ned til vandet, så tæt overfor hinanden som de kunne komme. – De råbte. Men der var en hel fjord med vand imellem dem. Månen lyste kun svagt.
De begyndte at kaste sand og jord ud i vandet for at lave en dæmning, så de kunne komme over. – De arbejdede hårdt. Månen forsvandt, det blev mørkt. Selv om de anstrengte sig længe, nåede de to sanddynger ikke sammen. – Troldene kunne ikke se, hvor de kastede sandet, så Tomberts dæmning førte den ene vej og Thildebritts den anden. – Da morgenlyset kom, standsede de op og så, at de havde bygget forkert. – Det var trist. – Siden fandt de på råd, for det gør forelskede folk. Og nu er de troldefar og troldemor.

Men således blev de to landtanger ved Sundsøre og Lundø skabt.