Den onde Hr. Skeel til Jungetgård

Albert Skeel til Jungetgård

Du er min ven – og jeg er din igen:

Hør den lille køkkenpiges fortælling fra Jungetgård:
Den ligger der stadig, Herregården Jungetgård. Statelig, hvide mure og kamtakkede gavle, med røde tagsten, så strunk som nogen kirke.
Jeg var i køkkenet. Det lå i kælderen. Jeg skulle bære affald ud til høns og grise. Og feje lergulvet. Jeg var stærk! 10 år og mæt. Kokken var rar, hans kone også, og jeg lå i halmen og hørte dem snorke om natten. Dagene gik og det var sol og regn.
Fruen på Jungetgård, fru Anne Kaas lå eller sad og foretog sig dengang kun lidt og den yngste datter Ingeborg ligeså. Ingeborg var 15. Ung og bly og lad, som kun én kan være, som er vant til at lade sig opvarte. De 2 ældre søstre var væk, giftet bort og sad som fruer på store herregårde langt borte.
Herren, hr Albert Skeel, var her sjældent. Og godt det samme, for han var slem. Det var altid råb og brøl, slag og knuste glas, og mange tårer, når han var hjemme. Han lå i evindelig strid med alle, folkene på gården, sin hustru og sine børn, andre adelsherrer, bønderne, sine hunde, dyrene – og fiskene i fjorden. Han slog tit på fiskerne, når de kom til gårds, hvis han syntes fiskene var for små.
Fruens og pigernes ansigter var strimede af gråd, når herren var hjemme. Fruen turne ikke bestemme noget, når han var væk. Efter hans mening gjorde hun alt galt. Når han kom tilbage slog han hende. Vi andre måtte gemme os i krogene, så han ikke så os. For fik han øje på os, så vankede der slag.
Her i året 1608, var herren netop blevet færdig med at betale en stor bod til Kongstedlund . Han havde sit iltre sind at bebrejde dette. Ved pinsemarkedet i Aalborg 8 år før var herren godt og dygtigt fuld, som altid, - sværdet bar han ved sin side, og da han kom i klammeri med Hr. Niels Axelsen Juhl, endte det med, at han prikkede hr. Niels ihjel. Det måtte han betale en stor bøde for. De rige kunne nemt klare frisag dengang, også for mord. Men bøden måtte han betale.
Men det blev klaret og Hr. Albert lå igen i retssag. Nu med fogeden på Brandholm. Og i disse dage i oktober var han rejst helt til Viborg, hvor retssagen var for dommeren ved landstinget. Hvad retssagen var om, husker jeg ikke, for herren lå jo altid i slagsmål med alle. Herhjemme gik dagene, mens han var væk, som de plejede. Fredeligt, afventende. Fruen var ikke helt forgræmmet. Og Ingeborg var næsten glad. Jeg havde lært Ingeborg en lille kærlighedssang, som hun sad og sang ved vinduet:
Jeg ved jeg elsker dig,
Jeg ved du elsker mig,
Ømhedens klange
Kærlige sange,
Og når jeg rører dig
Og når du rør mig
Jublende glæde
Jublende glæde.
Din ømhed er stor
Vor kærlighed gror, vor kærlighed gror

Men pludselig kom et bud ridende på en skumredet hest. Alle styrtede til, for han var kommet helt fra Viborg, næsten 8 mil borte.
Han var redet fra Viborg straks det skete, om eftermiddagen, dagen før!
Men hvad der var sket, hørte vi først senere. Vi måtte rense hans støvler for mudder, fjerne hans kappe og hat og lægge det til tørring ved kaminen i køkkenet. Men det kan jeg sige Jer – jeg var så susende nysgerrig!

Jeg måtte storme op og ned ad trapperne med mad til salen, hvor fruen og den fremmede sad ved det store bord. – Og jeg tænkte, at det måtte være en glædelig begivenhed, han fortalte om, den fremmede. – Fruen bad mig hente Ingeborg – Jeg løb ind til kammeret. Ingeborg sad i sit kammer, sløv som altid. Hun anede vel intet om ankomsten af den fremmede. Hun nynnede dæmpet sin sang og så ikke op da jeg kom. ”Der er kommet en fremmed”, sagde jeg.
Hun så op og virrede med hovedet:

”Hvad vil du?”

Jeg hviskede hende, at der var kommet en fremmed med nyt, hun måtte gå ind og bringe ham varme. Måske var det gode nyheder.

” Han er ung – men våd over det hele. Han trænger til varme”.

Han var ung og pæn, men lignede en druknet mus. Han trængte til at blive tørret ved kaminilden, men fruen sad bare og talte dæmpet med ham.
Da gik Ingeborg ind, hun sagde intet, men da hun gik forbi den unge mand, tog hun sin varme uldne kappe af – den havde hun jo på i kammeret, hvor der ingen varme var – og lagde den om den unge mands skuldre. Han kiggede forbavset på hende. – Hun gik tavst hen og satte sig.
Jeg stod ved bagvæggen og sagde ikke en lyd!

Men hør engang, hvad det var for grumme ting, han havde at berette fra Viborg:

Da retssagen var vel overstået og Hr. Albert var gået ud, mødte han på vejen derfra fogeden til Brandholm, som havde vundet sagen. Hr Albert strøg straks i flæsket på ham og slog ham en på hatten med sin sværdklinge og kaldte ham de grueligste ting. Fogeden blev vred og trak sit sværd igen. Som to kamphaner sprang de omkring hinanden med dragne sværd og gnisterne fløj, når klingerne mødtes. Det bragede fælt og de kaldte hinanden forfærdelige ting. Men ingen fik sår, for Palle Rodsteen, som vores unge mand hed, fik stoppet hr. Albert og holdt ham, så han ikke kunne kæmpe.

– Fogeden vendte om, stod med ryggen til, - alle tænkte, at nu ville han nok gå sin vej, men så slap han en vind så lang og rungende, at murene omkring dem skælvede.

Og så forbløffet blev alle, også den unge mand, at han slap sit tag i Hr. Albert.
Og Hr. Albert sprang frem og stak sit lange sværd i ryggen på fogeden. Og denne segnede i sit eget blod og døde lige der på stedet!
Dommeren var endnu i retten og kom ud og så det skete. Hans vagter greb vores husherre, Hr. Albert, der stod med sit dryppende sværd i hånden. De slæbte ham i hullet og lagde tunge jernlænker om hans arme og ben. Og dommeren råbte, at husherren for denne udåd skulle hænges ved sin hals. –

Og nu tænker I … det var da en sørgelig historie … men nej, det var i grunden en god historie.

For som Ingeborg sad der ved bordet, var hun nu så dejlig. Hun gyste og der dryppede en lille tåre fra hendes øje. Og den unge mand, Hr. Palle, vendte sit tonefald, så det blev blidt. Han skubbede lyset lidt hen, så han kunne se hendes ansigt, og så var det som om han ikke kunne få blikket væk igen.
Fruen blev grebet af en energi, vi ikke havde set længe. Hun sprang op, kaldte alle tjenestefolk til og beordrede mange ting sat i værk, endnu mere skulle der syltes og bages, brænde sankes. Folk fra nær og fjern skulle kaldes til for at hjælpe hende, som hun sagde. Det skulle nok ende med en stor begravelse. Der var meget, der skulle gøres inden Hr. Albert fik sin dom. Hun strålede!
Alle fik så travlt. Fruen kunne med et finde ud af alt og rystede ikke mere for Hr. Alberts vrede. Hun styrede huset alene.

Alle havde travlt, - alle, undtagen hr. Palle og Frøken Ingeborg. De havde tid til at sidde foran kaminen. Hun lærte ham den lille sang og de sang den med smukke stemmer og nød varmen.

Hvad! - spør I, hvad der siden skete – jo! Hr. Albert Skeel blev hængt på Torvet i Horsens et på måneder senere. Han fik en storslået begravelse og ligger nu under gulvet i Junget kirke. Og … så blev de unge gift.

Og det var der ingen, der var kede af! Tværtom forsvandt hr. Alberts hoved på mystisk vis fra gravpladsen i Junget kirke …

Det kan I jo lede efter!