Døden og gengangere

Døden og gengangere

Tidligere har man haft et andet forhold til døden, end vi har i dag. Mennesker på landet var tidligere ikke nervøse for at tale om døden og graven. De sludrede stille og roligt om emnet i hverdagen. Mennesker fik dengang et tættere indblik i døden, end de fleste har i dag, fordi de rent praktisk kom tæt på de døde og deres kroppe.
Lig

Hvis man skal tro folkemindesamleren Evald Tang Kristensen, som har indsamlet mange fortællinger om gengangere og dødsvarsler, så troede den jævne befolkning på historierne. Det gjorde han også selv. Han skrev i 1901:
”Men jeg betvivler ikke, at der er varsler til, og heller ikke, at der er genfærd. Jeg har endog selv gjort erfaringer i disse retninger,” i efterskriftet til Danske Sagn. Foto: G. Müller Bueghel, Herning Museum.
Når et menneske døde, blev der straks sendt bud efter nogle af de nærmestboende bekendte for at bede dem om at hjælpe med at vaske liget. Traditionelt var det kvinderne, der udførte dette arbejde, mens mændene satte sig til bords. Kvinderne gav liget ligskjorte på, og derefter blev det båret ind i stuen, hvor det lå i et par dage inden begravelsen.
 

Kistegilde
Når liget var blevet vasket og klædt på, holdt man ”kistegilde”. Dengang var der tradition for, at når mennesker havde udført et stykke arbejde i fællesskab, så sluttede de af med en fest. Det gjaldt, når høsten var kommet i hus, en bygning blevet rejst, fjerene plukket af gæssene, eller et lig var blevet klargjort inden begravelsen. Der findes beretninger, der tyder på, at kistegilderne til tider har været ret lystige. Der blev heller ikke sparet på drikkevarerne.
 

Fortællinger om døde kroppe
I eventyrene fortælles ikke sjældent om, hvordan man kunne finde på at lade lig indgå i practical jokes. Ane Marie Jensdatter fortæller fx om, hvordan en mestertyv skærer en henrettet røver ned fra galgen og bruger liget i en spøg. Eventyret viser noget om, hvordan man tidligere har kunnet tale om døden og de dødes kroppe.

Gengangere
I bondesamfundet mente man, at de afdøde kunne gå igen. Det blev der fortalt mange historier om. Ofte havde gengangerne på en eller anden måde krænket fællesskabets normer, dengang de endnu levede. De kunne være barnemordere, svindlere eller selvmordere. Som straf kom de til at gå igen.

Ritualer for at undgå gengangeri
Derfor foretog man forskellige praktiske sikkerhedsforanstaltninger, når et menneske døde. Fx kunne man stikke nåle i ligets fodsåler eller binde storetæerne eller benene sammen. Så var den afdøde bogstavelig talt forhindret i at gå igen. For at forhindre den døde i at finde hjem til det hus, som han havde forladt, kunne de efterladte også finde på at føre ligkisten med den døde gennem vinduet.

Fanget mellem liv og død
Hvis man overhovedet kunne se gengangerne, kunne de have mange former. Det kunne være hovedløse heste eller hunde med gloende øjne. Det kunne være menneskeskikkelser med kalvehoveder. Det kunne være svævende skikkelser. Og de kunne være sorte, hvide eller blå. Det beskrives også, at de er kolde. En kold krop er jo karakteristisk for døde mennesker, så på den måde bliver det tydeliggjort, at de er døde. De kunne også have stive lemmer, som jo også kendetegner de døde. Samtidig kunne de bevæge sig og måske tale og havde på den måde egenskaber som levende mennesker. Beretningerne om genfærd giver indtryk af, at mennesker tidligere har frygtet at blive fanget i feltet mellem liv og død.

Når døden ikke vil indtræffe
Der fortælles også om mennesker som har svært ved at dø, fordi der er et eller andet der skal ordnes først. Det kan fx være, at en kone ikke kan dø, før hun er blevet genforenet med sin elskede. Lovise Hansen fortæller om et ægtepar, der går igen, indtil de får afsløret en hemmelig skat. Og Christen Hansen Møller har fortalt om en anden forhindring, som skulle fjernes, før konen, Lille Stine, kunne dø.
 

Gravfred
Lovise Hansen har fortalt et sagn om en nonne, der blev indemuret i en underjordisk gang. I bondesamfundet blev det anset for vigtigt at blive begravet ordentligt. Der fortælles ligefrem om mennesker, som går igen, fordi de ikke har fået en ordentlig begravelse. Når de er blevet begravet, får de imidlertid fred og holder op med at forstyrre de levende.

Døden blev varslet
Døden kom sjældent uden, at man havde mærket det først. Både Lovise Hansen og Andreas Knudsen har fortalt om dødsvarsler til folkemindesamleren Tang Kristensen. Førstnævnte fortæller om en pige, som forudså, hvordan en begravelse ville komme til at foregå. Kort efter døde den gamle aftægtskone i huset, og alt kom til at gå, sådan som pigen havde set det, slutter Lovise Hansen.