Dødisbakker

Daugbjerg Dås er en isoleret, kuppelformet død-is-bakke, 1 km syd for Daugbjerg i Midtjylland, 72 m.o.h. Fra bakken, en såkaldt hatbakke, er der vid udsigt over et småbakket død-is-landskab med spredt bebyggelse.

Hvad er død-is?

Dødishuller er spor efter en klump dødis, det vil sige, en stor klump is fra en gletscher, som ikke længere er i bevægelse, men ligger og smelter. Når isen smelter, bliver der frigivet og afsat store mængder materiale, men der hvor den store isklump ligger, bliver der ikke afsat materiale. Når isklumpen til sidst er smeltet væk, er der et afløbsløst dødishul, der hvor den lå. I dag er der en sø eller mose i bunden af mange dødishuller.
 

Hvad er en Hatformet bakke?

En hatbakke er en rundagtig bakke i et morænelandskab.

Hatformede bakker dannes i bræmmer af dødis langs gletsjerens rand. I lavninger i dødisen dannes smeltevandssøer, ofte i rækker langs isranden, hvor der aflejres materiale, der veksler mellem groft grus (afsat af strømmende vand) og finkornet sand og ler (afsat i nærmest stillestående vand); stedvis forekommer usorterede partier, afsat af skred fra dødisen.
Kommer der en kuldeperiode, så gletsjeren rykker frem, vil lagene blive forstyrret (drejet, foldet osv.), men dødisen omkring søerne vil beskytte lagbakkerne mod udtværing. Efter isens forsvinden ligger de tilbage som enkeltliggende bakker.
Langeland, Samsø og Sejerø og egnen omkring Korsør og Skælskør domineres af tusinder af sådanne bakker i mange km lange rækker, der angiver isens randzone.

Dødislandskab, småbakket morænelandskab med talrige afløbsløse lavninger, der fremtræder som søer eller moser.
I Danmark findes dødislandskaber mange steder. Større sammenhængende områder ligger på det centrale Fyn og i Nord- og Midtsjælland.

Dødislandskaber opstår ved aflejring af ler, sand, grus og sten oven på og mellem dødis eller stagneret is, dvs. den del af en afsmeltende gletsjer, der ikke længere er i bevægelse.
Jordmasserne på isoverfladen stammer fra bånd af urenheder, smudsbånd, inde i isen. De kan også være ført op langs vældige brudflader i isen, fordi den bagved liggende is har skubbet til randisen. Det frismeltede materiale er vandmættet og glider som flydejord ned over isoverfladen.
I lavningerne bliver jordlaget efterhånden så tykt, at det isolerer og hæmmer smeltningen af den underliggende is, mens isen omkring fortsat smelter. Derved bliver dødisen ujævn og toppet. Smeltevandet søger ned under overfladen gennem spalter og gletsjerbrønde og underminerer dødisen, så der dannes et netværk af istunneler. Ved sammenstyrtning af disse opstår huller og isklinter, hvori smeltningen også forøges. Disse processer fortsætter, indtil isen er helt bortsmeltet. Begravede dødisklumper kan dog bevares i flere hundrede år. Smeltningen af de sidste dødisklumper efterlader ofte vandfyldte dødishuller.
Fladbakker (plateaubakker), der er opbygget afvarvige sedimenter afsat i issøer opstemmet mellem dødismasser, indgår tit som karakteristiske elementer i dødislandskaber.
Den forholdsvis varme periode i 1900-t. forvandlede mange gletsjeres randzoner til flere km brede bræmmer af dødis, der er dækket af jordmasser. Fra disse sker bortsmeltningen uregelmæssigt. Dette gælder fx for mange gletsjere i Alaska, på Svalbard og i Island.