Elskovsdrikken

Fortalt af den gamle skovkone.

Med hop og med spring,
jeg danser omkring og tænker på masser at ting.

Jo- måske ved I, at jeg ikke er som andre bedstemødre. Jeg er skov-kone. Jeg hører til de underjordiske. Min far var selveste elverkongen.

Jo-troldunger. Nisseyngel! Herlige unger!

Det er ikke så ringe at kunne de ting, jeg kan. Små metoder som kan få verden til at gå bedre end det ellers måtte gå.
Opskrifter på gode drikke, der kan betyde noget.

Der boede engang en meget, meget rig og meget, meget gammel mand på en stor gård på de bakkede jorder i Østsalling. Det er godt og vel 200 år siden. Han var lidt sær.

Hans store hus bygget af røde mursten med en perlerække af sprossede vinduer mod haven og gårdspladsen, og 3 stolte skorstene på tagryggen. Stuerne lå på rad og række med dobbelte døre imellem, og sølvtøjet stod funklende, tungt og nypudset på de udskårne egetræsmøbler.

Men gamlingen boede alene i de mange stuer. Han var sur og vranten, der var stille og tyst omkring ham og de få tjenestefolk listede omkring på strømpesokker.
Og mens han sad ved det mørke egetræsskrivebord med stabler af papirer, regnskaber, rykkere og udskrevne veksler, lutter sager om penge, som folk skyldte ham, - mens han sad over disse sager , blev han ældre og ældre..
Årene gik, det mørke hår blev gråt, og nu var det næsten faldet af. Hans store krop skrumpede ind, tøjet hang om ham.

Han havde aldrig været gift, han havde været enebarn og kendte ikke til måder at omgås folk - uden at befale. - Og nu var det, som huldet faldt af ham, at der blev plads i hans hjerne til flere tanker.
Der var blevet tomt i hans hoved. Stilheden i de tomme stuer bragede i hans ører, tjenestefolkenes tavshed skreg ham imøde, den fuldstændige mangel på munterhed fik hans vrantne væsen til at eksplodere i galskab og raseri.

Juh, raseri!

Og så fik han den tanke, at det var musik og dans, der skulle til.

"Syng"´ skreg han til forkarlen Hans, når hans skulle trække køerne på stald.

" Grin - mor dig”, hylede han, og forskrækkede kokkepigen, når hun med sine røde arme æltede den tunge rugbrødsdej.

Var den lille hønsepige omsider faldet søvn efter at have samlet morgenes æg, knaldede han døren til hendes rum op og brølede: "Ude af fjerene - du skal danse for mig, danse, danse, danse!

Ja! prøv du engang lille nissepige, at rejse dig og danse. Dans, dans og grin, højere og højre. Grin nu. nej vel, det er ikke let.

Og lyden skurede i hans ører. Det falder folk svært at grine og more sig og have det sjovt på kommando. Så der ser I.
Især den lille hønsepige var af natur bange og forsagt, så hun græd kun.
Snart sneg tjenestefolkene sig om hjørnerne og gemte sig, når den gamle dukkede op. Stilheden i hans stuer flænsede hans ører. Han græmmede sig og rasede over sine forspildte muligheder.

JEG boede dengang i en sølle træhytte i skoven. Jeg passede mig selv, dyrkede lidt grøntsager og urter og hjalp ind imellem folk, der havde sorger, de ikke kunne løse selv.

En dag kom den lille hønsepige løbende ud til mig. Gråden sad hende i halsen, fødderne havde hun revet på brombærkrat på stien, hun havde glemt at tage træskoene på, sådan var hun vant til at liste omkring. Hun var 10 år.
"Hjælp os", græd, hun " han er helt ustyrlig den gamle! nu vil han giftes,"

"Jaså - javel giftes. Med hven da? " spurgte jeg.

" Med Karen, min søster, hun er stuepige, og hun vil ikke ha ham!”

"Men hvorfor dog lige Karen?"

" Jo, hun er så god til at danse - hun var den eneste, der turde - jo sagde hun og hoppede tre gange. Og nu vil han ikke lade hende i fred med mindre hun gifter sig med ham ... Og han er så gammel!"

Karen kendte jeg godt. Hun var et gudsbenådet livsstykke fra den fattigste af
udbyggergårdene. Nr 5 i rækken af mange søskende. Hun arbejdede som pige på den store gård.
Hun kunne godt bruge at blive godt gift, for der var en livsvilje i hende. Men det var nu synd, hvis det blev med den vrisne gamle mand.

- Jeg tænkte lidt. Selv om jeg vist blev lidt forstyrret af den lille hønsepiges gråd.

"Send den gamle herud til mig. Jeg kan give ham opskriften på en trylledrik, han skal give din søster, så hun vil gifte sig med ham. Næ, næ, græd nu ikke, det skal ordne sig altsammen. VI, der er af de underjordiske, skal lære ham at danse, troldene, nisserne ... Hi hi, ja han skal danse som aldrig set før"

Hønsepigen løb hjem og gamlingen kom.

" Her får du en opskrift på en trylledrik, der vil få den unge pige til at elske dig. Giv hende en god dram af den og hun vil danse efter din pibe.

Tag et modent æble, skær det i 16 stykker
Bind det under armen helt som hvis du havde krykker,
Gå til sengs og sov en nat
Fyld æbket med din sved.
Sved så æblet moses ud og skallen moses med.
Om morgnen tar du det og hælder på en flaske rom.
Stil dette hen en dag og nat og ryst det grundigt om.
Si den så og lav en dram,
Den unge får at drikke.
Sørg for at hun drikker godt,
Ellers virjer drammen ikke
Den unge vil nu elske dig,
Skønt du er grim og lumpen
Til du blir olding, gammel, sær
Og ganske sammenskrumpen.

Den gamle vrinskede og storkede hjem, så hurtigt hans ben kunne bære ham, bryggede drikken og da ugen var omme, drak Karen - omend nødtvunget, da det smagte sært - hele flasken med trylledrik.

Så tummelumsk blev hun derefter at hun måtte sige ja til at gifte sig med den gamle. Som straks foer til præsten og bestilte lysning og bryllup den følgende lørdag.

Nu hang Karen noget med næbbet. I dagene op til brylluppet blev hun i sortere og sortere humør - for hun havde jo tænkt at hun skulle have forkarlen Hans.

Og den lille hønsepige kom igen løbende ud mig, for Karen havde så læsterlig fortrudt og ville så gerne at jeg kunne lave det om.

Men det er jo sådan med mennesker, at de ikke altid forstår de underjordiske.

"Stol I kun på mig, lille pige, jeg sørger for at alle bliver lykkelige - få den gamle til at bede mig komme og spille til dans på min violin. Så skal alle danse, så det er en lyst. - Den gamle skal få rørt sine ben muskler, så meget så Karen nok skal ende med at blive lykkelig ".

Lørdagen kom. Karen var svært for grædt, og Hans så omtrent lige så ringe ud - iklædes myrter og slør måtte hun jo.
Det gik til kirken - ind kom de og Karen håbede stadig.

"ja, gu vil jeg ha hende", brølede den gamle til præstens ord, mens man dårligt kunne høre hendes beklemte ja. Og præsten talte og skrev i sin store bog, at nu var de gift. Og så kørte selskabet hjem til gården.

Stuerne var pyntet op, men man hørte ingen latter. De indbudte gæster stod beklemte op ad væggene i de fine stuer, som ingen havde været i før, da jeg ankom med min violin - og med min dejlige og skjulte bande af nisser og trold unger.

"Spil", brølede gommen, og jeg indledte med starten til en lille sørgelig sang. - Brudens tårer kunne nemt have lavet skade på de ægte tæpper, men ingen af gæsterne rørte sig. Og gommens kummerlige spjæt fik blot hendes tårer til at rende hurtigere.

(hviskes til nisser og trolde):
Hør, er I med på at få alle til at danse? - kom så syng det bedste I kan på denne lille vise, så glemmer alle, hvor de er ... Og så skal der nok blive danset.

Fire store tudselår skal stødes i en morter,
Stødes i en morter
Otte totter rødligt hår og to knaldhårde vorter
To knaldhårde vorter
Baldrian og nisseøl
Tyve læs alrunerod
Tvende negle fra en fod
Smager godt,
Værsgo, og skyl
Det vil få dig til at glemme
Hvor du hører hjemme.

Så må dansen fange alle der kan benet røre
Osv ...
:-)
Nisser og trolde fyldte i al hemmelighed gæsternes krus med denne drik ... Og de kom mest i gamlingens.

Og jeg greb min violin og spillede.

"Dans", jublede han, og folk sprang på gulvet og dansede.
"Vildere", skreg han. Og folk dansede. "Og vildere!

Den gamle dansede og grinede og klukkede.
Og hoppede og spjættede. Aldrig havde han været lykkeligere. Og Karen sneg sig til at danse med Hans.

Oldingen sprang og spjættede. Og midt i det vildeste spring - brast hans hjerte - og han faldt død om. Der lå han, med et stort og lykkeligt grin i ansigtet.
Bruden bøjede sig bestyrtet over den gamle. Men død var han. I den lykkeligste stund i hele sit liv.

Ak, da, hvor blev hun ulykkelig. Igen vældede tårene, men forkarlen Hans stod lige ved siden af og måtte trøste den unge enke. Så forskrækket var hun blevet og havde megen trøst behov.
Det var Hans jo god til, og da sørgetiden var omme, blev han hendes ægtemand.

Og siden boede de på den store gård og levede lykkeligt og længe og fik mange børn og børnebørn.
Selv da de blev gamle bad de mig ofte om at komme og spille for dem.