En ulvehistorie

En Ulvehistorie.

Ved JEPPE AAKJÆR.

Det er ude på den vilde Alhede for halvandet Hundrede År siden. Skjønt vi er midt i Vinterens Hjerte -- 6. Februar 1763 - må Leonhard Schenheiters Datter Eva Maria Schønheiterin fra Grønhøj dog ud med Koloniens Fåreflok. Så hårde var Livsvilkårene den Gang på den barske Hede. Eva drev sine Får ud tidlig om Morgenen, og hun blev ved dem ”stændig" den ganske Dag. Ud på Eftermiddagen ”slog det ned" med en stærk Tåge, så hun blev forvildet; hun vilde nu drive Fårene hjem, vidste ikke andet end hun drev mod Grønhøj, men kom i Stedet hen mod Fallisgårde og Dollerup Kirke.

Bedst som hun drev forvildet om, ”kom Ulven iblandt Fårene"; hun hørte de løb og spredtes til alle Kanter, mens Ulveglammet lød gjennem Tågen og Mørket. Fortvivlet og udaset af Angst og Kulde satte hun sig ned i den våde Lyng, og her fandt man hende næste Morgen mere død end levende; det var fire unge Mænd Ira Kolonien - Gotlieb Knedler, Johannes Bretzer, Caspar Frischele og Andreas Rettigsøn - som var gået ud for at søge efter den ulykkelige; hun lå i en Kreds af 77 sønderrevne Får; så grusomt havde Ulvene regeret. Omsider fik man dajet hende hjem sammen med de Får, som Ulvene havde sparet.
To Måneder efter denne Begivenhed tog Kolonisterne Hævn, idet de fangede fire Ulveunger, hvis Kadavere de bar til Herredsfogden, som lønnede Jægerne med 8 Rdl.
Alheden var længe berygtet for sine Ulve. Theologen Søren Thestrup, der var ansat som Kasserer ved Hedekolonierne, skriver 1759: ”Hederne er opfyldte med Ulve, som skjuler sig i den høje Lyng og kan ikke fordrives, men gjør stor Skade på Hjorden; jeg erindrer, at Ulvene i min Barndom gjorde så stort Nederlag på Kreaturerne, som gik i Alheden, at man agede de ihjelrevne Får og Lam hjem i Læssetal. Ulvene samler sig undertiden i så store Flokke, at de Rejsende må frygte for dem; de forjager tit Hyrderne fra Hjorderne og gjør stor Skade"*).
En anden Kolonisations-Embedsmand, Henning Stiwitz, skriver (1764) at ”hvad der af alle Ting synes at kunne være Schæferierne ( Fåreavlen i det store) mest skadelig og hinderlig i en lykkelig Fremgang er de mange Røv-Dyr og blandt dem egentlig Ulvene. - - Dette Utøj, hvormed de jydske heder temmelig ere besatte, gjør stor Skade, og i min Tid (ca. 1760), besøgte de allerede Foldene midi i Byen Frederikshede. **)
Jyllands sidste Ulv skal ifølge Traditionen være skudt ved Estvadgård 1813; om samme Ulv fortalte min Bedstefar, at den dræbte et Føl i Vittrup, Vroue Sogn, og tilbragte sin sidste Nat i Toften bag mit Fødehjem i Åkjær, Fly Sogn; men den er nok alligevel ikke den sidste. lhvertfald fortalte en nu afdød gammel Sognefoged i Resenfelde, at han havde set Ulve omkring 1840, da han gik ved fårene på Alheden. Og denne Beretning stemmer egentlig godt med de lærde UnderSøgelser, der for nogle År siden anstilledes af nu afdøde Rigsarkivar C. F. Bricka, som brød en Lanse om Emnet med Professor Ed. Erslev, der holdt på Estvadgård-Ulven af 1813, som den sidste Rest af disse så forhadte Fårerøvere.***)

*)Oeconomisk Magazin III (1759) s. 99-100
**) Se min afhandling: ”Den jyske Hede før kolonisationen” i Jysk Historie og Topografi” (1906), s 355.
***) Om Ulve se bl. a. Ed. Erslev: Glubende dyrs undergang i Danmark (1871) og Briclkas Anmeldelse af dette Værk i "Historisk Tidsskr." (1871-72), 4. R. 2. B., S. 841-60; Erslevs Gensvar i ”Jylland!” (1886), s. 277.