Færgefarten i Virksund

Færgefarten på Virksund.

Maleri af limfjordsmaleren Hans Smidth.

Artiklen er et udsnit af bogen Skive kommunes historie, fra oldtid til 1880.

Af Bodil Hansen.

Virksund

Virksund har fået sit navn, fordi her engang for umindelige tider siden har ligget et “virke”, det vil sige en befæstning ved indsejlingen til Hjarbæk Fjord. Ordet virke kendes også fra Dannevirke, Danmarks befæstning mod syd. Virket har bl.a. tjent til beskyttelse mod indtrængende ufredsfolk. Placeringen ved det smalle sund har været strategisk god.
Når der ellers har været fred i landet, har der i århundreder været en livlig trafik på langs og på tværs af ljorden ved Virksund. Indtil jernbane og bil blev almindelige, foregik transporten lettest ad vandvejene. Ind- og udskibning fra store dele af egnene øst, vest og syd for Hjarbæk Fjord bl.a. fra Viborg foregik hovedsageligt fra Hjarbæk, Kvols, Sundstrup eller Virksund.
Den tværgående trafik kom naturligt nok til at foregå på det smalle sted mellem Sundstrup og Virksund. I ældre tid har der været betydeligt mere trafik over sundet, end vi nok forestiller os. Indtil 1790 lå amtsstuen i Skive, så mange måtte tage turen over sundet. Desuden var der en del kvæghandel på kryds og tværs. På markedsdage kunne der ligefrem være kødannelse for at få kreaturerne sejlet over på en stor, flad pram.

Virksund Færgeri

Hvornår der blev oprettet en egentlig færgeforbindelse over Virksund er ikke nemt at sige, men færgeriet hørte i middelalderen under bispestolen i Viborg. I praksis blev det måske til tider styret fra Ørslev Kloster, der også hørte under viborgbispen. Klostrets forhold til bispen var dog ikke altid det bedste, så ind indlem stredes de to parter vist også om færgeriet -det var naturligvis indtægterne, man var ude efter!
Det var dog kongen, som tildelte færgemanden bevilling på overfarten. Således gav Christian II i 1514 bevillingen afgiftsfrit på livstid til Niels Clemitsen, der indtil da havde været lensmand på Kalø. Kc
I 1536 inddrog kongen alt kloster- og bispegods og dermed også Virksund færgeri under kronen. Hvor længe det forblev der, vides ikke, men i Christian V‘s matrikel 1685-88 over Ørslevkloster sogn kan man se, at færgemanden på det tidspunkt hed Peder Christensen og boede i “Vircksund Færge-hus, som nu på denne Side er opbygt”.
Det kunne se ud, som om færgeriet på det tidspunkt li på vestsiden af sundet. Peder Christensen skulle dog samtidig betale en rigsdaler i årlig afgift til “Den Kontribution, der findes udi gl. Matrikel i Ulbjerg Sogn ”, så færgeriet kan tidligere have haft hjemsted på sundets østside - således som det jo også enke med at have. Men det mest sandsynlige er vel egentlig, at færgeriet fra viborgbispens tid havde jord på begge sider af sundet for dermed at have kontrol med sejladsen og indtægten af færgeriet.

På et tidspunkt må Sundstrup-siden være blevet erhvervet af Just Arctander i Viborg, for den 16. august 1701 solgte han “...det mig tilhørende Færgested beliggende i Nørre Jylland i Halds Ambt, i Rindtz Herridt Uldberg Sogn, Sundstrup Færgested, som af Christen Christensen hafver væred beboed...” til Ørslev Klosters ejer, generalmajor Johan Rantzau, og nu forblev begge sider af overfarten under Ørslev Kloster i næsten hundrede år.
Ifølge “Copie Jordebog over Ørtzlef Closter og Strandet tilliggende Gods 1734 ”, skal Thomas Pedersen i Færgehuset af et Boel i Sundstrup, Rinds Herred, Ulberg sogn, samt af Færgeløbet betale 14 Rigsdaler. I 1765 er Thomas Pedersen stadig færgemand i Sundstrup, Ulbjerg sogn. Samtidig nævnes, at Lars Thomasen bor i Sundhuset, Ørslevkloster sogn.
Sundhuset i Virksund opstod ligesom Færgegården i Sundstrup som en naturlig følge af trafikken over sundet. Længe efter færgeriets ophør stod ved Sundhuset det signal, man kunne hejse, når man ønskede at blive roet over. Mens man ventede på båden, kunne man i dårligt vejr søge ly i Sundhuset, og langt op i 1900-tallet kunne man som regel også købe sig en kop kaffe eller andet at styrke sig på i ventetiden.

Sundhuset var ikke nogen egentlig kro eller beværtning, men - hvem ved - ovennævnte Lars Thomasen havde måske nok syslet med tanken? I oktober 1762 blev alle bøndergårde under Ørslev Kloster og Strandet efterset for ulovligt “brændevinstøj” - og det var bl.a. hos Lars Thomassen ved Virksund”!
Sundhuset, som det kaldes af de ældre “indfødte”, er den landejendom, der omkring 1970 blev til Virksund Camping. Ved lavvande kan man neden for campingpladsen endnu se lidt af den stensatte færgebro, hvor færgebåden lagde til, og hejsesignalet stod.

Færgemanden bliver selvejer

Indtil 1796 hørte både Færgegård, færgeri og Sundhuset under Ørslev Kloster, og beboerne var fæstere, men dette år solgte Ørslev Klosters ejer, kammerråd Mathias Richter, færgeriet med alle rettigheder, derunder Færgegårdens krobevilling, til Joh. Tolstrup, Ulbjerg Nørregaard, for 1501 rigsdaler.
Da amtsstuen i 1790 var blevet flyttet fra Skive til Viborg, havde færgeriet mistet en del indtægter, og i begyndelsen af 1800-tallet blev nedgangstiden for færgeriet endnu mere markant. Der kom nogle ret hurtige ejerskift. I 1804 solgte birkedommer Møller ved en mundtlig kontrakt stedet med færge og alt tilbehør, bådshage, tove og flydebroer til Chr. Steffensen, Mors, der straks flyttede dertil, selv om han først fik endeligt skøde på stedet i 1807. Steffensen døde i 1809.

I 1810 kom Virksund Færgested på offentlig auktion, hvor Rasmus Christensen, tidligere snedker i Skive, fik det for 3030 rdl. Næppe havde han købt stedet, før han fik fornemt besøg. Generalpostdirektionen havde på statens vegne sendt kommandør Løwenørn på inspektion til alle Limfjordens færgesteder.
Løwenørn noterede, at der ved Virksund var 1 færge, 3572 fod lang og 9 3/4 fod bred, samt en kåg, men uden nogen som helst bekvemmelighed for de rejsende, ikke engang siddeplads. Især om natten kunne signalsystemet volde problemer; i stille vejr kunne man måske nok være heldig at tilkalde færgemanden ved at råbe over det ca. 240 meter brede sund, men i modvind kunne råbene ikke høres tværs over fjorden.
Løwenørn foreslog derfor, at der i Sundhuset på vestsiden skulle stå et gevær, som den rejsende kunne fyre af, når han ville over om natten!
Den konstituerede amtmand Jespersen blev rådspurgt i sagen og mente ideen med geværskuddet var ganske god, hvis blot der altid lå en i et af færgegårdens værelser ud til fjorden og vedkommende havde et vindue stående åben - når vejret tillod det!

Næste ejer var Søren Sørensen Huus, der døde allerede 1838. Året efter solgte hans enke gården og færgeriet for 800 rigsbankdaler til Frederik Nielsen, Hejlskov, i hvis slægt kro og gård stadig befinder sig. Nu er færgegård og -kro dog adskilte.
Da Frederik Nielsen overtog færgeri og kro i 1839 havde der været en stor naturkatastrofe, hvor Vesterhavet var gået igennem Agger Tange med store oversvømmelser af Limfjordsegnene til følge. Til øvrigheden oplyste han derfor i 1842, at broerne (landgangsbroerne) siden 1839 havde været omtrent bortskyllet, så ud- og indskibning var meget vanskelig, men der var også kun få rejsende - mest egnens folk. Flan antog, at færgen på et år gik over sundet ca. 70 gange, mellembåden 12, sejlbåden 11 og jollen godt 100 gange, og at der befordredes ca. 60 vogne, 30 heste, 12 stk. kvæg og 20 får, kalve eller svin.
Og så havde færgemanden et klagesuk til øvrigheden: Andre ved sundet gik ham i bedene med hensyn til hans næring som færgemand, hvad der var til stor skade for ham. For at beholde sit privilegium var han jo nødt til at holde folk og have bådene i orden for at kunne stå til tjeneste til enhver tid.
Det var nok ikke så nemt med den økonomi. I midten af 1800-tallet var den store pram så elendig, at den ofte lå på bunden. Når den skulle i brug, måtte den først øses, og når den endelig dukkede op til overfladen, var den så grøn og slimet af alger, at folk og fæ næppe kunne stå fast på den.

Næste generation, Niels Peter Frederiksen, som fik bevilling til færgested og kro i 1863, søgte da også i 1869 om tilladelse til at forhøje taksterne, der havde været uændrede siden 1818. Han kunne mærke, at trafikken var aftaget noget, siden jernbanernes komme, men materiellet måtte dog stadig vedligeholdes og medhjælp være til stede. Samtidig ønskede han oplysning om sine rettigheder, da folk på begge sider af sundet mente at have lov til at sejle rejsende over, når de blot ikke brugte landgangsbroerne, men med deres “færgeri” påførte de ham et betydeligt tab i “min i forvejen ringe næring som færgemand”. Generalpostdirektionen meddelte ham den 3.5.1870, at han havde eneret på færgefart over sundet.
Fra 1874 var det ikke mere herredsfogden, der havde tilsyn med forholdene på stedet, for da blev færgestederne henlagt under amterne, dog under indenrigsministeriets, senere trafikministeriets kontrol.

I 1966 åbnedes dæmningen over Hjarbæk fjord med landevejen mellem Skive og Hobro.

Herefter kan man komme tørskoet over sundet.