Fanden i en hunds skikkelse

Der var en gård, der endnu kaldes Trappen. Her boede i sin tid en gammel adelig dame, som var temmelig sær og ikke omgikkes andre end en gammel pige og en stor sort hund. Hun holdt altid sine døre forsvarligt lukkede, gik aldrig i kirke og gav ikke en hvid til de fattige. Man sagde, at hun stod i pagt med den onde, og at det var ham, der var hos hende i den sorte hunds skikkelse, for hver nat kunne folkene på nabogårdene høre stærk larm og rumsteren i gården og på lofterne.

Da hun blev syg og til sidst skulle til at dø, skyndte den gamle pige sig hen til præsten og bad ham om at komme med det samme og frelse hendes frues syndige sjæl af Satans kløer. Præsten fulgte da med hende og blev forsigtigt lukket ind i stuen.

Men ved hans ankomst begyndte den sorte hund at tude helt afsindigt. Dette tog præsten sig ikke meget af, men han gik hen til vinduet, prikkede et lille hul i en rude og begyndte derefter at læse, så fanden til sidst måtte presse sig ud igennem det, og samtidig hørtes der en underlig piben i vinduet og i hele stuen. Først da kunne præsten komme til at tale med den syge, der kort efter sov roligt hen, og siden den nat hørte man ikke mere til uvæsenet på gården.

Når fanden ønsker at optræde, så ingen genkender ham, påtager han sig tit en sort hunds skikkelse. Denne forklædning forekommer særlig ofte i sagnene om skatte og skattegraverne, Just Mathias Thiele: Danske folkesagn, bind II side 69