Engang sad nogle ugudelige karle i Lemvig en højhellig juleaften og spillede kort om store penge, og efterhånden som de blev mere og mere opslugt af tab og gevinst, blev de også mere og mere uanstændige i deres afskyelige banden og svær- gen. Da trådte en mand i smukke klæder ind og bad om lov til at spille med. Han satte sig da ved bordet, tog kortene og tabte i begyndelsen mange penge.
Men mens de sad og spillede, faldt der et kort på gulvet, og da en af karlene tog lyset og krøb ind under bordet for at samle det op, så han, at kløerne stak ud af den fremmedes støvler, og det stod ham da klart,, at denne ikke var andre end fanden selv, om hvem man ved, at han kan skjule alt undtagen kløerne.
Da gik der straks bud hen for at hente præsten, og da han kom, sad den fremmede endnu ved bordet og talte sine penge. Præsten, der var en klog mand, genkendte ham straks og befalede ham at forføje sig. Men fanden sagde, at folkene selv havde hidkaldt ham ved deres banden og sværgen, og at han ikke ville gå, før han havde smagt varmt blod.
Da tog præsten en lille hund, der løb omkring i stuen, og kastede den hen til ham, hvorefter den onde på det ækleste rev den ihjel og åd den op, bortset fra tre hår, som han måtte levne. Da præsten nu således havde opfyldt hans krav, borede han med en skomagersyl et lille hul i vinduesblyet og befalede fanden, at han skulle gøre sig lille og forsvinde ud gennem det, for hvis han var gået ud gennem døren, kunne han let være kommet ind igen.
Dette kostede dog præsten megen møje, men han gik så ihærdigt tilværks med læsning og manen, at fanden til sidst måtte lystre. Dog skreg han så højt derved, at det blev hørt over hele Thy.
Just Mathias Thiele: Danske folkesagn, bind II side 66
Du kan læse om Fanden ved kortspil på følgende steder:
Junget Valbyparkens legeplads Lund By VirksundKontaktoplysninger
Kirsten Borger
Ørslevklostervej 272
7840 Højslev
Tlf: 51 18 24 87
kirstenborger@gmail.com