Forvarsler

Nogle af de mennesker, som folkemindesamlerne Evald Tang Kristensen og Hakon Grüner-Nielsen besøgte, har fortalt om, hvordan mennesker havde fået forvarsler om begivenheder, som ville ske i fremtiden.
 

Varsler om snarlig død
Ofte var det et menneskes snarlige død, der blev forvarslet dem selv eller andre. Det kunne være, at man hørte lyden af en ligkiste, der blev flikket sammen – eller som Andreas Knudsen fortæller: Lyden af folkene der kommer for at fortælle, at en nær bekendt er død. Eller det kunne være, at man så en blodig hånd blive trykket mod ruden som varsel om, at ondsindede mennesker ville komme og gøre beboerne fortræd. Det kunne også være et lys, der brændte over en grav eller over et sted, hvor der ville ske en ulykke. Den slags lys kaldte de for liglys. Men det kunne også være mere udførlige begivenheder, der viste sig for folk, som det fx ses i dødsvarslet fortalt af Lovise Hansen. Ofte var det dyr, der bragte bud. Hvis hunden tudede ved nattetide, kunne man forklare det med, at den var synsk og så et fremtidigt ligfølge for sig. Det kunne også tolkes som et dødsvarsel, når uglen tudede på taget, to høns sloges i gården, eller en mus gnavede i ens tøj.
 

Synske mennesker
Visse mennesker blev opfattet som synske. De kunne se overnaturlige ting, som var usynlige for almindelige mennesker. Eventyrfortælleren Ane Marie Jensdatter var kendt for at være synsk. Endnu i dag er der mennesker i lokalområdet, der kan huske, at de har fået fortalt om hendes evner.
Ane Marie Jensdatters forvarsel om jernbanen
En mand fra egnen har fortalt, at der var engang, hvor Ane Marie Jensdatter så en vogn trukket af heste, der spyede ild ud af munden. Netop der, hvor hun så dem, kom jernbanen senere til at gå.

Ane Marie Jensdatter ´ser´ et drab
På Ane Maries gård var der en nedlagt vej, der gik over en å, som blev kaldt spillemandens rende. Her gik en omvandrende mand, som Ane Marie i syner havde set slå en pige ihjel. Manden på egnen har fortalt, at der var en bestemt dato, hvor man kan høre hende skrige. Han har aldrig selv hørt det, for der tør man jo ikke gå hen, som han siger.
 

Skæmt og skæbnetro
Mennesker kan godt gøre grin med skræmmende og magtfulde fænomener. At gøre grin med tingene har også været en af de måder, hvorpå jævne mennesker på landet forholdt sig til også de mere alvorlige sider af livet. Karen Kjær har fortalt et eventyr, hvor en kvinde spår, at helten i historien skal ”klæde stejlen”. Umiddelbart vil tilhørerne tro, at vendingen henviser til skikken med at lægge parterede lig på stejle [opretstående pæl som bar et vandret liggende hjul] efter henrettelser. Men historien tager en uventet drejning til allersidst. Det er fristende at se fortællingen som udtryk for, at Karen Kjær parodierer skæbnefortællingerne og måske gør lidt grin med de fatalistiske forestillinger, som de indeholder. Katrine Kjær fortalte eventyret til folkemindesamleren Evald Tang Kristensen i 1905. På dette tidspunkt tog de jævne mennesker i stigende grad afstand fra de folkelige trosforestillinger som fx forvarsler. Men eventyret kendes også i ældre versioner.

Vil du vide mere: