Fur, en lille anekdote

Fur, en lille anekdote.

Sundet er ikke bredt nok til at dele verden i to dele mere. Fur bliver mere og mere en del af den øvrige klode, og folkene derovre mister deres særpræg, ligesom øen noget af sin egenart.
Ikke underligt, at nisser og trolde vises væk. Det var ikke blot klokkeklangen fra St. Morten, der skurrede i deres øren, men alle vegne var der mennesker, der rodede i jorden, der pløjede og plantede og gravede og snakkede, så det ikke var til at få stilhed og ro for en ærlig trold. Ja, der går endda sagn om, at selve bjærgmanden i Rødstenen ville væk for at få ro: han kom til en fisker i Engelst og bad ham om at sætte sig over til den anden side, for det var ikke til at være på øen mere, der var for mange folk, de dyrkede jorden oppe i bakkerne, og der var for megen kristendom. Hans kolleger i Daugbjerg dås i Ertebøllebjerg, på Livø, i Vorde Galgebjerg havde vel ikke bedre kår.
Men historierne om Fur lever stadig.
Fra 1841—53 var sjællænderen Ernst Chr. Fischer sognepræst på Fur. Han var både jæger og landmand, dygtig til begge dele. Han byggede diger, merglede den kalkfattige jord og plantede træer. Rationalismen havde mærket ham, han ville være et nyttigt menneske. I kirkebogen har provsten ved en visitats i 1842 skrevet om ham, at han ved gudstjenesten „udviklede i et lige så indholdsrigt som smukt og med værdighed holdt foredrag denne sandhed: Hvorledes vor trang til kristendommen sikrest afhjælpes." Ved en anden visitats prædikede han om kristendommens ånd som retskaffenhedens, fredens og glædens ånd.
Kort før han forlod øen, var det emnet: „Beskaffenheden og vigtigheden af vore forbønner", han behandlede i et velordnet foredrag. Her er en god historie om pa stor Fischer: En søndag morgen var præsten beskæftiget med at
tække stuehuset. En furbo, nok „Bette Wejster", kom kørende forbi med sit studeforspand. Da han så tækkenålen fare ud og ind gennem præstens tag, standsede han sit Køretøj og råbte op til Fischer: „I seks dage skal du gøre dit arbejde, og på den syvende skal du hvile!" Præsten hørte det godt, han sad vist inde på loftet, han „stak op", som det hed. Nu kom hans hoved til syne mellem lægterne, og han pegede med nålen ned mod „Bette Wejster" og råbte: „På det, at dit asen og din okse også skal hvile!" Angrebet var slået tilbage.

Nå, han er altså nævnt i denne forbindelse, fordi han var en foregangsmand på landbrugets´ område og ville lære furboerne a( t plante ved deres gårde og huse. R. H. Kruse, præstesøn fra Natitrup i Salling, men blev furbo, skrev: „Udførlig beskrivelse over øen Fur i Limfjorden" (udkom 1873), malede, tegnede (bl. a. Landting og Vitskøl), han tog også fat på beplantning af jordstykker, der ellers lå nytteløst hen.
Hvad så med Maren, P. Nielsens Maren oppe på Dalager. Hun havde været på Askov højskole og samlede om sommeren et par vognlæs unge piger og kørte med dem til møde på Salling højskole.
Hun ville, at husmandskonerne på hendes hjemø skulle anlægge haver og se at få noget ud af jorden, noget, de kunne bruge i den daglige husholdning. Selv havde hun en stor og smuk have. Hun plantede træer i skellet ind til naboejendommen, men hun og hendes nymoderne idéer blev af mange betragtet som ukrudt, der måtte fjernes i tide eller holdes nede. Her er historien, der utvetydigt siger det: En nabo kom en morgen ind til Maren og sagde til hende: „Så, Maren, no hår a tawn å luged´ di træer op. A ku´ skam et hå det skidt te å sto i æ skjæll." Hvad gjorde Maren? Hun plantede træer igen, men de kom til at stå en alen længere inde, på hendes egen jord, så blev naboen nødt til at lade dem stå.