Gangene under jorden i Daugbjerg Kalkgruber

Gangene under jorden.

Hernede i de lange smalle gange under jorden er der godt at være for os trolde. Ja, før kaldte folk os for bjergmænd. Hå, - selv de trolde, der boede i gravhøje og andre buler på landskabet kaldte mennesker for bjergmænd. De vidste ikke bedre. - Det er nok fordi vi kan forvandle os som vi har lyst til. Trolde, bjergfolk, elverfolk - vi hører til de underjordiske. Hernede i disse lange minegange har vi huseret, lige siden menneskene begyndte at rode i jorden og grave efter Kalk. De fandt jo ud af, at kalken kan bruges, når man bygger huse. De begyndte at bryde kalken her, da de byggede kirker og kloster.
Hvad er kalk? Hvorfor skal man bruge kalk, spør du. - Kalken bruges som murstensklister. Det limer stenene sammen, når man skal bygge huse, og blir selv så hårdt som sten, når det størkner.
Men først skal man gøre noget ved det. - Det skal brændes. Det gjorde man førhen her på stedet i store brændeovne. Det var tungt arbejde for både mænd og kvinder.
Jo, jo da - det er jo en slags jord - det kaldes et mineral. Jo. Kalken er et mineral, der hedder CaCO2 og det kan se forskelligt ud. Nogle steder i verden finder man det som knaldhårdt marmor, andre steder som kridt, som det man kan tegne på en tavle med. -Her ligger det som et kæmpestort gulvtæppe under jordoverfladen, og vind og vejr har slæbt sand og muldjord sammen og dynget det ovenpå i bunker.
Kalken stammer fra de urgamle tider, for 250 millioner år siden, der kaldes Perm-tiden, og kalken er rester af havbunden på et hav, der dengang dækkede Danmark.
Siden ændrede jordsen sig mange gange, det bles istider, hvor jorden blev dække med is og sne, og da isen smeltede blev det land skab vi kende nu dannet.
Da vikingerne slog sig til lærte man at bruge kalken.
Men den ligger jo dybt under jorden. Så man måtte grave ned for at finde kalken. Dybere og dybere gravede man, fra mange kilometer lange huler slæbte kvinder og børn kalken ud i fri luft , mens mændene stod dybt ned under jorden og hakkede med store tunge hakker, for at få kalken løs. Når den var kommet frem til overfladen skulle den brændes for at kunne bruges til mørtel, murklister.
Når kalken var blevet brændt skulle den blandes med vand. Derefter kaldtes det læsket kalk og så skulle der blandes sand i for at det kunne klistre. I løbet af kort tid tørrede det og blev til en solid og hård lim, mørtel. - Der var meget farligt at blande brændt kalk med vand - det kan blive meget varmt og man kan skolde sig på det.
Men det var nu et hårdt liv at arbejde med kalken og ofte var folk fattige. - De havde knapt til det daglige brød. Men forholdt man sig venligt til bjergmanden - mig he he - kunne det tænkes at jeg hjalp dem tilbage. Vil du læse en historie om, hvordan jeg engang hjalp en mand, der hver dag kørte mange kilometer med kalken til de steder, hvor den skulle bruges.. .  Så tryk på KALKVOGNSKUSKEN