Gengangere

Hvem blev Gengangere?
af Charlotte S.H.Jensen, arkivar ved Landsarkivet for Sjælland

   Traditionen beskriver mange gengangere som temmelig resultatorienterede.
   De vil noget. De gemte penge skal findes, det myrdede barn begraves ordentligt, eller der skal måske rettes op på et gammelt tyveri. Folketraditionen kan næsten altid give gode grunde til, at en genganger er på farten. Som regel forklarer sagnene gengangerierne med henvisning til en eller anden form for uorden, et glemt løfte, en decideret misgerning, eller lignende. Der er ganske enkelt sket "noget forkert". "Det forkerte" kan være af uoprettelig karakter, og i så fald har spøgelset ikke mange muligheder for at få fred. Men der kan også være tale om forhold, som de efterlevende kan rette op på, for at hjælpe den stakkels hvileløse sjæl med at finde ro i graven.
   En af de hyppige grunde til gengangeri er, at den døde ønsker at gøre opmærksom på en lemfældig begravelse. For bondesamfundets mennesker var en ordentlig begravelse meget væsentlig. En afdød skulle helst klædes pænt i ligtøj, lægges i en ordentlig kiste og komme i "kristenjord" dvs. på kirkegården, og præsten skulle naturligvis medvirke. Ellers var det vanskeligt at få fred. Det gælder bl.a. sprede børn, der blev "født i dølgsmål" - dvs. hemmeligt - slæt ihjel og begravet på en mark eller lignende. Opdager man et sådant genfærd og graver det lille skelet op, vii spøgeriet i reglen standse, hvis man sørger for at grave de jordiske rester ned på kirkegården. Rejsende kræmmere, der blev dræbt, udplyndret og gravet ned på en mark, kan have samme ønske. I nogle sagn hører man også om spøgeri ved gamle gravhøje, og om skeletter eller "benrade" - der ligger mærkelige steder og som bliver fundet, netop fordi der foregår noget besynder- ligt på stedet.
   Blandt personer, der har fårt en "uordentlig begravelse", finder man også henrettede forbrydere og selvmordere. Frem til 1867 havde selvmordere ikke krav på begravelse med sædvanlig kirkelig ceremoni, hvilket utvivlsomt har understøttet fantasien. Nogle folkemindeoptegnelser fortæller, at selvmordere ikke - som andre -matte klædes i ligtøj, men skulle begraves i det tøj, de havde haft på, da de døde. Nogle optegnelser nævner desuden, at selvmorderen burde have fx det reb vedkommende havde hængt sig med, lagt ned i kisten.
   Genganger-sagn kan også have deres rod i, at der er ting som gengangeren ikke har nået, er blevet snydt for, gerne vil fortælle eller har gjort forkert. Det kan dreje sig om varsler for fremtiden – som at loftet vil falde ned, der hvor familien har en vugge stående etc.
Sagen kan fx også handle om penge, som den døde har gemt væk, og som han eller hun gerne vil have de efterlevende til at finde.
   Åbenbarelser af en anden art findes i sagnene om genfærd på uretfærdig jord. Her er gengangerne mænd, der gennem småtyveri har tilegnet sig noget af naboernes jord. Nattepløjeren har pløjet furer fra naboens mark til sin egen, og går derfor i reglen og råber, at der skal pløjes et vist an tal furer tilbage til nabomarken. Om nogle nattepløjere fortælles, at de kidnapper natlige vandrere til at pløje for sig, og først Iader dem gå, når de fx har været marken rundt tre gange - eller måske endda først ved daggry.
   Skelflytteren har flyttet skelpælen til sin egen fordel. Efter døden lusker han rundt og pusler ved pælen, eller han flytter med en skelsten. Nogle skelflyttere går og råber: "Her er ren og ret skel", på stedet, hvor den flyttede skelpæl burde have stået. Andre spørger med klagende stemme: "Hvor skal jeg sætte den, hvor skal jeg sætte den", og får tit ro, når en frisk knægt drister sig til at sige, at genfærdet skal lægge stenen, hvor den blev taget. Markerne kan også hjemsøges af folk, der har svoret falsk for at få mere jord, eller landmålere, der har Iadet sig bestikke under udskiftning, og derfor må gå omkring og rasle med deres malekæder.
   En særlig type genfærdssagn handler om kvinder, der døde i barselsseng. Kvinder der døde "uforløst", dvs. uden at have født barnet, ville ifølge folketroen senere nedkomme i kisten. Derfor, fortæller nogle sagn, burde døde gravide have vand og lidt børnetøj med sig til den lille. Et par mønter var også en god ide – ikke til færgemanden, men til introduktionen, den særlige kirkelige ceremoni som kvinder skulle gennemgå, når de kom i kirke efter en fødsel. Selvom familien havde givet den døde kone sagerne, var det alligevel ingen helt sikker "kur" mod gengangeri. I en del sagn træffer man den døde barselskone, der går og klager: "Der er nok til en, men ikke til to!". Kvinden havde født tvillinger i graven, og manglede derfor bømetøj til den ene! Den slags spøgerier holder dog som regel op, hvis man giver gengangersken det, hun beder om. Der findes enkelte gravundersøgelser, der kan understøtte, at barselskvinder er blevet begravet med forskellige remedier, bl.a. vaske- eller dåbsvand, til brug for det spåede barn.
   Årsagerne til gengangeri kan således være mangfoldige, og visse beretninger rummer også sociale aspekter. Fx. i sagnet om en herremand, der har franarret en fattig kane nogle småpenge. Efter sin død hjemsøger konen herremanden med al den styrke, hun ikke havde i levende live. Hun råber "Mine penge og min ret" og slår efter ham med en ilddrager, så han må søge tilflugt i en bageovn. Om herren på Stadsgård fortalte man, at han gik igen "for det han havde været saa barbarisk imod hans bønder". Hans standsfælle på Lundgård blev "bestandig" plaget af en afdød tjenestekarl. Karlen havde i levende live været "noget fjollet og unem til at fatte", og var derfor blevet mishandlet. Nu hævnede han sig.
Som regel var det dog ikke den forurettede selv, men højere magter der gav retfærdighed for de små i samfundet. Forvalteren på Kalvø "havde begået mange Uretfærdigheder mod Bønderne", og derfor måtte han efter sin død færdes i skikkelse af en sort hund. Den sagnomspundne Ingeborg Skeel på Voergård fik heller ikke megen ro i graven, og for bondesamfundets fortællere – samt tilhørere - kunne der sikkert være en del trøst i beretninger om, at de uretfærdigheder man led, blev hævnet i det hinsidige.

Citat fra Spøttrup Borg, spøgelser og gengangere.