Heksen i Daugbjerg

Heksen i Daugbjerg, Ka’ Ronnenaam,

   I Daugbjerg boede engang en led heks, der gik under navnet Ka’ Ronnenaam.
   Hun lod som om hun var noget så gudsfrygtig; for hver eneste søndag, når hun havde været i sognets kirke, kom hun til præsten for at køre med ham til en af sognets andre kirker, kirkerne i Mønsted eller Smollerup. Således kunne hun komme i to kirker på en søndag. Dog fattede kusken mistro til hendes hellighed. For at forvisse sig derom gik han en aften ned til hendes hus i byen. Her forlangte han at blive indviet i hendes hemmelige kunster. Efter nogen nølen frem og tilbage bad hun ham at møde næste aften ved kirken, hvor hun da ligeledes ville komme.
   Karlen gik nu hjem og fortalte præsten dette her. Denne ville i begyndelsen ikke tro på det, men karlen fik ham dog til at følge med til kirken, hvor præsten blev skjult i en krog i ”æ wavvelhus”(våbenhus), hvorfra han kunne høre alt. – Snart kom Ka’ Ronnenaam, og bad karlen gå tre gange rundt om kirken og hver gang blæse ind ad nøglehullet i Wavvelhusdøren. Tillige skulle han for hver gang han gjorde det sige for hver han gjorde: ”A gie mæ fannen i wold”. Når han havde gjort det de tre gange, ville djævelen komme og indvie ham.
   Karlen gik rigtignok rundt om kirken og blæste ind ad hullet, men i stedet for at sige ” A gie mæ Fannen i wold”, sa’ han ” A gie dæ fannen i wold”, og derfor kom djævelen ikke. Til stor overraskelse for heksen, der efter eget udsagn på denne måde, førhen havde lært 19 andre personer kunsten.
Men hvad skete.
   Præsten, der havde været tilhører kom nu frem og tog nu kællingen i hendes kasilken. Han slæbte af med hende ud på marken, hvor han manede hende ned i jorden. Stedet, en grøn fordybning, kaldes den dag i dag Ka Ronnenaams hul.
   Engang kom samme kælling kom til en mand på marken, der var i færd med at aflæsse et læs møg. Hun bad ham om lov at komme op at age ind til byen, da hun havde en krukke mælk at bære. Hestene ville gerne løbe, og manden, der havde godt af at kællingen spildte en del af mælken, lod dem da også løbe, idet han sagde: ”Som, som! A ka ett hå’l em”. Men da de var kommet ind i gården gik Ka’ Ronnenaam hen til en af hestene og sa’: ”Se det var da sær, ku ha ett haal sø-nen kjøn dyer”, men kort tid efter døde hesten.