Hvad er trolde?

Hvad er trolde?

Dette spørgsmål dukker ofte op, og det har vist sig, at der er mange forskellige meninger om, hvad trolde er, og hvor de kommer fra. Der er næsten lige så mange forklaringer, som der er folkeslag. Og hver egn sine trolde. De er forskellige, men der er mange fælletræk.

Hvor stammer troldene fra:

Trolde er udviklet gennem tiderne helt tilbage fra urtiden, hvor dinosaurerne vandrede rundt på kloden, og hvor bregner, græs og buske antog mærkværdige former. Gennem millioner af år har troldene udviklet sig sammen med de første pattedyr og andre arter. Trolde og mennesker har fælles forfædre. Men på et tidspunkt delte udviklingen sig, således at mennesker og trolde nok har bevaret nogle fællestræk, men også mange forskelligheder. Forskellighederne er tydeligst ved udseende og handlemønster.

Begge slægter har to arme og to ben, men troldene har en meget anvendelig hale og stort set hår over hele kroppen. Og trolde trives bedst i halvmørke og ved nattetide, de lever helst i huler under jorden, OG SÅ KAN DE SKIFTE STØRRELSE EFTER BEHAG. Trolde kan ofte virke gnavne på mennesker, men det skyldes i reglen generthed. Hvis man behandler en trold med respekt for de særlige troldekaraktertræk, er der i reglen ingen fare ved at omgås dem.

Fødsel:

Trolde er kønsmodne og klar til at stifte familie, når de er omkring et tusind år gamle. Inden da holder de sammen i store familier eller i flokke af ungdomstrolde. Både som børn og voksne holder trolde meget af fælleskab, og ser man én trold, kan man være næsten sikker på, at der i nærheden er andre trolde. Og især i ungdomsårene er troldene sammen i store flokke, som kaldes traupler. En traupel trolde kan bestå af mellem 4 og op til 40 trolde.

Troldene fødes, ligesom mennesker, når en han- og en huntrold har fornemmet stor kærlighed til hinanden og har udtalt et ønske om at stifte familie. Selve kærlighedsakten mellem hannen og hunnen er trolde dybt blufærdige omkring, de fniser blot og taler ikke om det, og ingen ved derfor præcist, hvorledes troldebarnet produceres. Hunnen føder en baby, der ikke er større end et menneskebarn, hvilket er forbavsende, da de voksne trolde ofte kan blive meget store. Så store som huse, mægtige som gamle egetræer. Men som sagt er troldebabyer, når de fødes, ganske samme størrelse som menneskebabyer, ja ind imellem er de endda mindre. Størrelsen kan troldemoderen nemlig bestemme selv. Alt efter, hvor familien bor, er der nemlig forskel på, om det er praktisk at føde små snilde babyer, der let kan flyttes rundt på, eller større babyer, der relativt hurtigt selv kan gå – eller i hvert fald stolpre afsted.

Troldemoren og -faren tager en fælles beslutning om, hvilken størrelse babyen skal have og hvor længe troldemoderen skal være frugtsommelig. Trolde bryder sig for resten ikke om ordet gravid, som de finder fantasiforladt, mens de holder meget at ordet frugtsommelig, som minder dem om den bedste tid på året, sommeren, modne frugter og naturens lækkerier.

En troldehun er frugtsommelig lige så længe, som hun ønsker!

Trolde holder egentlig mest af at føde deres troldeunger om sommeren, hvor det er nemt at finde føde. Men det kan af og til være en vanskelig beslutning at bestemme fødselstidspunktet, om det skal være først eller sidst på sommeren, fordi der er så mange hensyn, der skal tages. Skal babyen være stor eller lille, skal den fødes tidligt på sommeren, hvor der er rigeligt med mad til både forældre og barn, eller skal den have nået at vokse sig stor, inden den fødes og ser nattens måne? Af og til er troldefædrene utålmodige og vil gerne fremskynde tidspunktet for fødslen, så de får babyen at se, men her må troldemoderen være fornuftig og overveje alle synspunkter. Under alle omstændigheder vil troldene gerne have babyen, inden de skal sove deres lange vintersøvn. For det er unægtelig upraktisk at have en skrigende og sulten unge, når man gerne vil sove.

Troldemad:

Troldebabyer lever af troldemælk og mælkebøttesaft de første hundrede år af deres levetid.

Troldemælk ligner almindelig komælk, men er uhyre kraftig og potent. Hvis et menneske kommer for skade at drikker blot en smule af den, får man den grusomste mavepine, hvorefter alt begynder at vokse, hoved, hår, negle og lemmer. Og blot få mundfulde troldemælk vil få et menneske til fuldstændig at ligne en trold, både hvad udseende og egenskaber angår.

Troldemad ligner i grunden ellers meget bjørnemad. Insekter, og især orme og larver er deres livret – honning er ubetinget det bedste, de ved – men også bær, frugter, rødder, blade og blomster fylder meget på deres menu. Men til forskel fra bjørnene holder de mest af at få maden tilberedt over bål. Sammenkogte retter af orme, kållarver, maddiker, mælkebøtter, brændenælder og lyngrødder er deres foretrukne mad. Derfor trives de bedst om sommeren. De har forsøgt sig med at henkoge insekter, både skarnbasser og vandkalve, myggelarver og tusindben. Og dette fungerer også nogenlunde sammen med tyttebær, revling og brombær. Man kan også sylte både bøgeblade og tidseltorne.

Men den friske vare er dog alligevel den bedste. Naturens bedste råvarer serveres ved højsommer.

Der er dog det særlige ved trolde, at de har fået en forkærlighed for menneskenes havregrød. Ser de deres snit til det, snupper de havregrøden fra sultne børn om morgenen, spiser nogle mundfulde, putter lidt troldemælk i og rører så rundt i grøden og stiller den tilbage, hvor de tog den, uden at børnene opdager det mindste. Og det eneste, menneskene og deres børn bemærker, er at grøden måske bliver lidt hurtigere stiv og klumpet end den plejer. Og forældrene vil derefter iagttage, at børnene vokser lidt hurtigere end normalt, hvis ellers de spiser resten af den stive grød.

Dog er trolde næsten altædende. De kan sagtens spise alle rester af menneskemad, der er godt stegt og kogt. Men de kvier sig lidt ved at spise kød. Dertil holder de for meget af de arter, vi kalder pattedyr. Men fisk spiser de gerne, skønt de er svære at få fat på, fordi det for trolde er utrolig ubehageligt at få våde fødder.

Men spiser de mennesker? – Næ! I hvert fald ikke ofte. Det er kun for at straffe en uretfærdighed, at de kan finde på at spise mennesker. Og det kun, hvis mennesket er blevet solidt gennemstegt eller kogt i timevis og dertil krydret med friske eller syltede insekter og krydderurter på bedste vis.

Og netop fordi, det er sjældent, at de fortærer menneskekød, er de nemme at narre. Langt de fleste af de mennesker, de har indfanget – og disse mennesker fanger de altså KUN, hvis menneskene har været slemme, har narret eller forrådt dem – langt de fleste af disse er ved list og durkdrevenhed sluppet bort fra troldenes gryder.

Derfor er det kun dumme, tåbelige, skurkagtige eller direkte onde mennesker, troldene har spist. Og troldene bryder sig bestemt ikke om smagen.

Søvn:

Trolde holder meget af at sove. Det er faktisk noget af det bedste, de ved at foretage sig. Næst efter at spise, lege, undersøge ting og danse. Så trolde sover meget.

Af og til er mennesker stødt på hele traupler af trolde, der ligger og snorker, så jorden ryster. Man har måske troet, at det var jorden, der skælvede, for troldesnork kan høres vidt omkring. Enkelte snork er nået helt op på samme lydniveau, som når en jetjager gennembryder lydmuren.

Men da lyden let kan forveksles med både torden og gennembrud af lydmuren, er det sjældent at mennesker har funderet over, at lyden stammer andetsteds fra. Igennem de seneste flere hundrede år har eksistensen af trolde nemlig ikke været registreret i menneskehedens opmærksomhed.

Men lige så voldsomt et troldesnork kan være, lige så hurtigt er det overstået. Få sekunder efter, at det har været der, er det forsvundet. Og herefter er der absolut ingen spor. Selv et traupel trolde, der dog trods alt snorker individuelt og på forskellige tidspunkter, kan være svært at spore, fordi der er længe mellem hvert snork. – Det vides dog, at der, især på Island, hvor koncentrationen af trolde er særlig stor, er iværksat særlige videnskabelige undersøgelser af lydfænomener, hvor videnskabsmænd iklædt høretelefoner, ledninger og kompliceret computerudstyr, forsøger at finde frem til, hvad der forårsager sære tordenlyde og rumlende rystelser i atmosfæren.

Mine forbindelser til de nordeuropæiske trolde fortæller mig dog, at pludselige høje lyde i naturen sandsynligvis blot er troldenes søvnbehov, der tilgodeses, og snork forårsager disse atmosfæriske forstyrrelser.

Dagligdag

Dagligdagen for en trold er, når den er vågen, nøjagtig lige så forskellig, som dagligdagen er for forskellige mennesker. Nogle trolde holde af at dyrke sport, nogle elsker at erkyndige viden, andre vil bare gerne sidde stille og hygge sig, og andre igen holder af at danse. Nogle bruger deres dag på at samle og lave mad, andre er forfærdelig bekymrede for morgendagen, mens en del er fuldstændig ligeglade og nyder alle de glade øjeblikke, de kan finde.

Sådan er trolde nøjagtig lige så forskellige som mennesker. I grunden er det eneste, de har til fælles, dette, at de er trolde. Med alt, hvad det indebærer. Generne har de tilfælles. Udseende, livsbetingelser og livsformer er derimod forskelligt fra individ til individ.

For nogle er troldelivet en behagelighed, forandre er det en evig kamp. Nogle trolde kan ophidses over småting, og andre kan man såmænd kilde i dagevis, før de reagerer.

Der findes grundlæggende 4 forskellige typer trolde:

1. De meget aktive, glade og handlekraftige trolde. Disse lader sig ikke slå ud af modgang eller drillerier. Lige meget hvad der sker, bevarer de det gode humør og glæder sig til dagen og morgendagen. De bevæger sig helst i småløb og tager gerne dansetrin for hvert andet skridt. Man kan høre deres latter på lang afstand.
2. De meget dorske og dovne trolde. De er næsten ikke er mulige at få til at reagere på noget som helst. Ud over at de naturligvis er nødt til at bevæge sig ud for at få noget at spise. Når de bevæger sig foregår det langsomt og sløvt, og selv ikke et hvepsestik kan få dem til andet end at mæle et lille grynt. Hvis de får lov til det, ligger de helst i hulen og sover, eller de iagttager, hvad andre foretager sig.
3. De meget ulykkelige trolde. Disse er triste og kede af det, og de finder altid en grund til at blive i dårligt humør. De savner noget, ting, mad eller måske bare selskab og oplevelser, men de er rystende bange for at bevæge sig ud, for hvad kan der ikke ske? De forskrækkes ved den mindste lyd og burde derfor være gode vagter. Men de har en tendens til at styrte skrigende bort, så snart en mulig fare viser sig.
4. De meget temperamentsfulde trolde. Denne gruppe udgør de fleste og er derfor denne type, man oftest beskriver som rigtige trolde. De er almindeligvis i VÆLDIG godt humør, hvor de danser og traller rundt, men ved DEN MINDSTE LYD kan de blive meget vrede og opfarende og brøle og råbe og rende efter lydkilden. En vred trold skal man passe på. De er tilbøjelige til at ville slås, eller i hvert fald fægte omkring med arme og ben. Og blot et dask af en troldearm kan sende dyr og mennesker flere hundrede meter op i luften. Men lige så hurtigt, som de bliver vrede, bliver de glade og rolige igen.

Hændelser fra troldenes dagligdage kan man høre om i sagn og fortællinger fra dengang, hvor trolde stadig var til stede i menneskernes bevidsthed. Der findes en righoldighed af troldesagn og historier. Men man bør naturligvis altid bide mærke i, at troldemes fortællinger er skrevet af mennesker. Hver hændelse er således set fra et menneskes synspunkt, hvor det er vigtigt at fremstille troldene som dumme og ubegavede. Men i det virkelige liv er det ofte modsat.

Særlige egenskaber for trolde

Skift af størrelse:

Der er det særlige ved trolde, at de har en egenskab, som de har megen gavn af. De kan nemlig forandre størrelse næsten lige så let som at klø sig på næsen. – Men de kan det ikke helt fra fødslen af, det skal trænes. Ligesom de skal lære at gå eller tale. Derfor kan det af og til være svært for små børnetrolde at gøre sig store og farlige, ligesom det kan være svært for store og ældgamle trolde at gøre sig små og nuttede, fordi de gamle trolde blive noget stive i leddene.

Men trolde, der er bare et par hundrede år gamle, elsker at skifte størrelse i tide og utide. Specielt er det en hel sport for drengetrolde, der ofte holder konkurrencer om, hvor store eller små de kan blive, og hvad man kan bruge det til. Man kan derfor ikke med rette sige, om det er en stor eller lille trold, man har mødt, for størrelsen afhænger af troldens vilje.

Sollys:

Det er sådan, at trolde meget dårligt tåler sollys. De fleste trolde bliver så skidt tilpas, at de er nødt til at stå stive som stenstøtter hele dagen, hvis de er ude når solens stråler rammer dem. Men det er en gammel skrøne, at trolde dør og bliver til sten, når de rammes af sollys, for de vågner op igen, så snart det bliver mørkt. Og månens stråler tager de bestemt ikke skade af.

De fleste trolde er aktive om natten og helst ved kraftigt månelys. De har et glimrende nattesyn, ja de ser faktisk lige så godt som uglerne, men de er lette at narre. Fordi de også har en livlig fantasi, tror de ofte, at det de ser, er noget andet.

Usynlig/synlig:

Det er ofte fortalt, at trolde har en hvid pind, de kan tage i munden, så de kan blive usynlige. Det er der også trolde, der har. Men de skal gøre sig særlig fortjent til den gennem særlige prøver, de skal op til hos den ældgamle Dovregubbe. Han er den trold, der har levet længst, og han kan nemt gennemskue, om en trold magter at bruge pinden, så den ikke kommer ham selv, andre trolde eller mennesker til skade. For slet ikke at tale om dyr. Trolde holder nemlig meget at dyr. Især orme, som de spiser på alle mulige måder.

Den hvide pind passer de godt på, når de endelig har fået den. Og her er det vigtigt for dem at finde helt særlige gemmesteder at gemme den, så ikke andre trolde, eller værre mennesker, får fingre i den. Og de viser den ikke til nogen. Derfor er den eneste måde, man kan vide om en trold har en hvid pind, at iagttage trolden hele tiden. Hvis den pludselig forsvinder, er det måske en pind-ejer. Hvis man skulle finde en hvid pind gemt et særligt sted, skal man være opmærksom på, at det kan være forbundet med stor fare at bruge pinden forkert. Kun den rigtige pinde-indehaver har nemlig koden, der skal udtales, hviskes, for at få pinden til at virke korrekt.

Siger man koden forkert, kan der ske grusomme ting. Gamle glemte ondskabsfuldheder kan dukke op og skjulte uhygger kan tage magten fra en.

Udseende:

Trolde kan tydeligt genkendes på deres udseende. Man tænker, at en trold måske mest kendes på sin størrelse. Men da trolden nemt kan skifte størrelse er dette jo ikke entydigt. Derfor må man se efter andre kendetegn:

En trold har:

Stridt og filtret hår

En kroget klo på lillefingeren

En lang og krum næse, ofte bevokset med hår og vorter

Store og meget brede fødder og hænder.

Kun fire fingre på hver hånd og fire tæer på hver fod.

En lang og bevægelig hale, helt glathåret med en hårdusk i enden.

Tøj, der er lavet af fletværk fra skovbunden, grene, blade, mos, svampe og spindelvæv.

Trolde har en dyb, temmelig rusten stemme, når det er en voksen trold. Unge trolde, der har klare og smukke stemmer, elsker at bruge stemmen til at lave sære lyde, som torden, bølgeskvulp, tyrebrøl, tudsekvæk og krageskrig. Det slider på stemmen. Så derfor kendes en trolds alder nemt på stemmen, der altså er klar og ren, når den er ung, og hæs og rusten, når den er gammel.