Hvordan opstod heden

Fra 400 f.Kr. og op til midten af 1700-tallet blev store områder i Jylland, der før havde været skovklædte eller dyrkede, forvandlet til hede. Dels opstod lyngheden ved klimaforandringer i den skovperiode, der kaldes Bøge-lyng perioden. Dels kom heden på grund af at befolkningen siden bondestenalderen havde ryddet skoven for at dyrke landbrug.
I Middelalderen var der ellers rigeligt med skov. Men træerne blev bl.a. fældet og brugt som brændsel til jernsmeltning og teglbrænding. Senere krævedes der tømmer til flådebyggeri, og kulsviere tog også deres del af skovene.

Krig og pest
Jylland blev ramt af krige og pest mellem 1300-tallet og 1600-tallet. Pesten hærgede voldsomt i Jylland på Valdemar Atterdags tid i 1300- tallet langs den gamle hærvej fra Viborg til Slesvig. Senere rasede en voldsom plettyfus-epidemi i 1659. I dette århundrede blev Jylland desuden ramt af krig tre gange i løbet af 30 år. Først under Christian IV, hvor tyske kejserlige tropper invaderede to gange. Senere kom krigen med svenskerne, der gav store tab af menneskeliv og værdier.
Alt dette medførte, at en mængde ejendomme blev lagt øde, fordi beboerne enten var døde af sygdom eller dræbt i krigene. At der her i landet har været et ødegårdsproblem, ses af, at regeringen allerede omkring 1500 udlovede 10 års skattefrihed til den, der opbrød ny jord. Meget lave landbrugspriser og høje skatteudskrivninger, til dels på grund af krigene, havde nemlig også bevirket, at det dyrkede areal var blevet indskrænket, og lyngen bredte sig - især i Vestjylland.
Ved slutningen af 1700-tallet var næsten 1 million hektar af landets areal dækket af lynghede, nogle steder som næsten ubeboet vildmark. Efter gammel retsopfattelse var de store heder (almindinger) krongods. Når en gård blev øde, hvilket samtidig betød, at ingen betalte skatter og afgifter af den, hjemfaldt den til kongen. Ud fra en nationaløkonomisk betragtning var det dog ikke ønskværdigt. For det betød både tabt land og manglende penge til statskassen.
Ejendomsretten til de store arealer var langtfra afklaret. En matrikulering blev gennemført, og var nogenlunde i orden i 1750. Og der var tre typer ejendomsforhold til hederne: De områder, der ligesom Alheden var en del af kongens vildtbaner - dvs. jagtmarker. Derudover fandtes den ødeblevne jord, som -efter at den var forladt af ejerne - nu tilhørte kongen. Endelig var der de privatejede hedearealer.
Da konge- og regeringsmagten ikke selv gav sig i kast med at opdyrke nyt land, bortset fra de initiativer der lå i skattebegunstigelser, var der altså ingen drivkraft. Skulle heden generobres, måtte det derfor ske på privat initiativ. Hedebonden, der betragtede heden som den store uudtømmelige og gratis reserve til får og kreaturer, brændsel og andre livsnødvendigheder, var det første oplagte bud på en hedeopdyrker. Men inden hedebonden skred til opdyrkning, spurgte han sig selv, om det kunne betale sig. Det daglige liv var i sig selv krævende nok.