Hyrderim fra forskellige egne

Hyrderim fra forskellige egne.

Fra Evald Tang Kristensen: Af gamle folks fortællinger.

Hyrdeversenes store udbredelse vidner om deres ælde.

Hjordedrengens hjertesuk. 1-8.

62. Dawen æ lonng, å træskun æ tonng,
mælldmaderen æ smo, a a hii fa londt a go,
tit for a ow en hæsselståk,
alder kan a bestell nåk,
tiile åp å silde i seng,
hier skuld da Fanden tien få dræng.
Peder Johansen, Mos Sø.

63. A sier te æ soel, mi maww den er hoel,
a sier te æ måån, a er færæ ve å dåån.
a føler i mi barm, mi meldmad er arm,
a føler i mi lomm, der er ikke en kromm,
a føler i mi tååsk, der er et unn Ååsk,
a sier te æ rennd, a er færæ ve å grennd.
C. Schade Mors

64. Solen søkke,
å a foe nakke,
min mælmajer æ slaag,
å vi fo sjællen kaag,
dawen æ lonng,
tiile åp a sille i sang,
nej, skam sku tien den mand få dreng.
P. Birkelund, Århus.

65. I Wånng der er æ daww lånng,
di hår hunger å had å lidt mad,
di skjær æ meldmadder små,
å byer wos tit å gå,
gid ingen tien i Wanng for dreng.
T. Kristensen, Rønslunde.

66. Dawen di æ lonng,
træskon di æ tonng,
meldmajeren di æ smo
a let smør åpo.
Tille åp a silde i seng,
gid Fanden skuld tien di Mollerup mænd få hjoordreng.
S.P.Jensen Vole

67. Å endda, mæ sølle dreng
a ska tiile å mi seng
ud a fløt æ væjer,
di ajar hår ed bæjer.
A so te æ suel
Mi maww dænd wa huel
a so te æ nøj,
dær wa låndt te æ bøj,
æ daww di æ Iånng,
å æ træsko ær tånng,
æ mældmarrer æ smo,
å æ måldtirrer æ fo,
a hwær så sååi di, te a sku go.
Borbjærg. M. Meller, Sir.

68. Æ daww æ lånng,
Å æ træskor æ tånng,
Æ målldtirrer æ fo,
å æ mælldmarrer æ smo,
æ flæsk å æ kød hænger høt i æ råånd,
æ wåst å æ smør gor tøndele te håånd,
æ tåsk gor i den blanke haw,
hwilling dem for vi engen aw,
æ mjælk de gor hen i kander å kruus,
honger å suldt ær hær i huus,
tejle åp å silde i sæng,
gi skarn skuld tejen hær længer få dræng,
a skal ha skjænd å æ kown å håk å æ mand,
no slænger a mi træskur, a så løwer a aldt hwa a kan.
E.T.K.

69. Æ agger æ lonng,
å æ træskur æ tonng,
æ mælldmadder æ smo,
å æ medassøwwn æ fo,
å ålldsamel jawer di o,
en ska strææv å go,
tejle åp å silde i sæng,
te Fanden sku tejen i Tokhiwt få dræng.
Gadbjærg.

70. Gulderos´ a Guldravn
de er æ køer djer navn,
Spanglilli å Spanglet
de er æ kvier djer ret,
Silkitop å Gulderop
å lille røø rønn
di æder ålld wå hawer åp
å skiider i wå grønn.
E. T. K.

71. Prins Pråel, generåel,
mester håwwkåel,
Styrmand å Stawn,
Burmand å Bawn,
de er alld wå høwders navn.
E.T.K.

72. Vi skal til naer
vi skal ad æ kjaer,
vi skal til øst,
vi skal til høst.
vi skal til sønder,
hen og se til æ bønder,
vi skal til vest,
og vi skal til hest.
E.T.K.

73. De rejner, å de suser,
de sier så gråt i sky,
Gu naa vi arme jøwre,
vi hår så låndt te by!
vo skræjer han serrer så gåt i ly,
gid skam sku tæjj ham
å sæt ham urren æ bøj.
Æl buu i æ klåww,
æ pigger i æ ståww,
æ drenger i æ boosgrof,
der ka di læg dem å såww.
Sønderjylland

74. Den gang jeg var en lille karl,
da skuld´ jeg feje en flæk
og ut æ far og pas den spæde lam,
jeg satt´ mig på en lille knold
og bad mig Gud i vold,
ti det bør hver at gøre.
Ulven var mig altid gram,
den kom og snap en lam,
jeg gav mig til at skrige,
jeg råbte til den næste by,
så det klang højt i sky,
for ulven skuld´ mig høre.
Rasmus med sin røde hår
med sin fork imellem sin lår,
konen med sin rage
de slog til ulven, den fik ska´m,
den mått til at såpp´ æ lam hastelig tilbage.
Kr. H. Møller, Ringgive,

75. Kom bos, kom bos, kom besend te bøj,
wo hjoor han legger i Elkjær døj;
di løwt ham op mæ lasmestonng,
di fulle ham hjem mæ piver o tromm,
di løwt ham i seng mæ tissel o tvonn,
di ga ham hvidwall o grød i hans lomm.
Mette Sofie Engelsøn, Vinding højskole.

76. Når fårene skulde hjem om aftenen, råbtes der og
gøres endnu:
Pus hjem, pus hjem!
Til høvederne råbtes:
Håp, håww!
E. T. K.

77.Fårene råbes hjem ved følgende tilråb:
Hus-hjem, hus-hjem! kom b-æ-æ!
Går de går til skade, siges: Suk, suk ! haj dæ, gråbejen!
E. T. K.

78. . Når man vil have kreaturerne til at bisse,
siger man:
Firr, firr, stik i firr galop,
halen i det vilde vejr,
bræmsen i det tykke læjr,
firr, firr, stik i firr galop.
N. P. Pedersen, Mollerup ved Laven.

79. Hyrdedrengen lægger sin kasket på jorden, går så i retning af solen, så langt hans skygge når, indtil den lige kan røre kasketten, og måler da hvor mange fod. Er der 6-7, ved han, at han skal drive hjem.
H. F. Feilberg.

81 A tjente nede i Grønhøj for fårehyrde og havde nu altid hørt, at når et får blev henne for mig, så havde bjergmanden taget det. Så blev der også et henne, og
a troede jo det om bjergmanden og tænkte, at når a nu drev stille hjem om aftenen og ikke så mig tilbage, så skulde det nok komme igen. A gjorde det også, og så
kom det rendende lige så stærkt, som det kunde.
Havredal.

82. Kongen og dronningen færdedes ad den gamle landevej ved Dover. Så gik byhyrden tæt ved vejen, for den slags folk er jo gerne nysgjerrige. Så siger dronningen til kongen: »Ham der går henne, han ligner dig så meget.” Ja, det troede han nu ikke. Jo, hun blev ved at påstå det, og så blev han kaldt derhen og kongen så på ham. Jo, så indrømmede kongede det også. Så fortæller de nu hyrden, i hvad anledning han var bleven kaldt derhen, og kongen spørger ham om, hvad han nu ønskede sig, for det vilde han opfylde.
Det syntes hyrden var ret godt. Så han ønskede sig at han måtte få det Jongyde hyrdekald. Det måtte have været godt den gang. Så gjorde kongen også anstalter
for, at han fik det.
Søren Jørgensen, Alken.

83. Det var en gang Frederik den Fjerde gjorde en rejse om i Jylland og så kom han med vejen fra Linå efter Skanderborg. På Tulstrup mark stod hyrden ved vejen og så på dem. Da giver kongens adjudant sig så hjertelig til at le, idet de nu drag forbi ham. Så vilde kongen have at vide, hvad han lo ad. Ja, det vilde han da ikke sige. Men det måtte jo ud, te hjorden var kongen så lig i ansigtet. Der bliver da kaldt ad ham, kongen vllde se, om det sædede, for han havde jo ikke gavet, at hyrden stod der. Så tykte kongen ved at se på ham, at det var slet ikke løgn, han lignede ham også, og derfor måtte han begære et ønske af ham, det ønske skulde ikke blive ham nægtet. Ja, så bad ban da, om kongen vilde ikke sørge for, han fik det Jongyde (J: Javngyde) hyrdekald, for det var meget bedre end det Tulstrup kald.
Søren Sørensen, Mellerup.

84. I Rold var deres hyrdekald bedre end deres præstekald.
Jens Kristensen, Ersted.