Hyrderne

Hyrderne.

I mange hundrede år vogtede hyrder deres dyr på hederne og i engene. Først fra midten af 1800tallet begyndte man for alvor at bygge indhegnede folde til dyrene. Der var i århundreder i vornedtiden og under stavnsbåndet, hvor landsbyens folk havde travlt med at tjene for herremanden, ofte ansat en hyrde til at vogte landsbyens dyr. Det gjalt både kvæg og får. Det var et ensomt arbejde, hvor hyrden skulle være alene hele dagen, og hvor han, eller hun, skulle have nøje kendskab til de enkelte dyr.

Folkemindesamleren Evald Tang Kristensen indsamlede gamle folks erindringer om hyrdelivet. Her er et udpluk.

Fra Evald Tang Kristensen: Folkeminder og gamle folks erindringer fra Jylland.

40. Byhyrden havde alle folks høveder og får at drive med, og så havde han et horn at brøle i om morgenen for at give folk tegn til, at de skulle lukke kreaturerne ud. Når han kom tilbage med dem om aftenen, skulle hver jo komme og hente sine. Han måtte drive hele byen rundt, og det er et sandt ord, hvad det gamle rim siger:
Hjorden såre er et slot
Farend hver mands daer æ lot.
Peder A Bjerregård, Brandstrup

41. Byhyrden blæste tre gange i sit horn, og så skulle de komme med deres høveder. Midt i Rostrup gade står en gammel eg fra hovtiden, og ved den holdtes der stævne. Der fik de skurer på stævnestokken, når der var gjort forseelser. Deraf kommer den talemåde: Det er ikke godt at få for mange skurer ( på æ horn). De havde også en oldermand der. Ja den eg kan fortælle noget. Den skulle have været fældet for nogle år siden, men a sagde: ” er I nu blevet så fattige i Rostrup, te I kan ikke få hjulsnav på en anden måde?” Så lod de den stå. ” Hvem der ikke vil ta tuden var, de kan driv efter,” siger ordsproget..

44. Vor byhyrde var et godt sølle skind. Han begyndte at tude i hans lud fra den nordre ende af byen, hvor han boede, og sønden ud og blev ved at drive med kræet, og dem, der fik ikke deres ud til ham i tide, de skulde selv drive ud med det til samlingspladsen, hvis de da ikke nåede ham undervejs. Først blæste han i hans luj, og så sang han bag efter:
Svend Jørgensen tuder i hans buen,
— Her er vinter i vor by. —
æ hjordkuen vender hend rov imod.
— Kryb der i ly!
Hyrdekonen skulde have bjaarhjælper fra hver gård skiftevis, altså hver dag en ny. Hun hed Gal-Marie, og så råbte hun for hvert sted, hun kom forbi: »His om å mød, his om å mød! a sæjer de, ja gjor a så, a slipper skidt å taer mog, a sæjer de, ja gjor a så, ja gjor a så.« Min fader var også med, og han rendte så stærkt han kunde og gjorde sig al mulig flid, men hun råbte det alligevel, og så blev han så gal på hende for de ord. Hendes mand passede kræene, og hun passede fårene. Hun sad på ét sted og bandt på en hose, og så viste hun med drengene. De vilde meget hellere med ham end med hende.

Povl Madsen, Gadbjærg.

45. Så havde vi en anden hjorde her, de kaldte Kræsten Hjorde, han kom efter Gal-Maries mand. Hans kone var så fin og så nipper, og så holdt hun hendes mand så pæn, når han kom i kirken, te der var så næsten ingen, der var pænere. Han havde sådan et par kjonne hvide hoser på og knæbugser og var så stadselig. Så var der en, der hed Rasmus Nim i Tofthøj, en hæsselige træjring, han sætter efter at få alt det skidt, han kan få, på hans træsko, og så sætter han sig bag ved hyrden i stolen og giver ham en skiden stribe ned ad hoserne. Det agtede hyrden ikke til. Da han gik af kirken, gik han med den her skidne endda lige fald. Hun bier helt forskrækket for det og siger til hendes nabokone, at hun skulde komme hen og se det syn, der var på fløde. Da var det en hegs, der havde lagt det reb, for at alle byens høveder skulde gå over, og så vilde han komme og tage det og binde på hendes kjærne. Men nu var den kone bleven æbag med hendes høveder den dag og havde fundet rebet, og så fik hun fløden i stedet for.
Jens Kristensen, Ersted.

44. Vor byhyrde var et godt sølle skind. Han begyndte at tude i hans lud fra den nordre ende af byen, hvor han boede, og sønden ud og blev ved at drive med kræet, og dem, der fik ikke deres ud til ham i tide, de skulde selv drive ud med det til samlingspladsen, hvis de da ikke nåede ham undervejs. Forst blæste han i hans luj, og så sang han bag efter:
Svend Jørgensen tuder i hans huen,
— Her er vinter i vor by. — æ hjordkuen vender hend rov imod.
— Kryb der i ly!
Hyrdekonen skulde have hjaarhjælper fra hver gård skiftevis, altså hver dag en ny. Hun hed Gal-Marie, og så råbte hun for hvert sted, hun kom forbi: »His om å mød, his om å mød! a sæjer de, ja gj5r a så, a slipper skidt å taer mog, a sæjer de, ja gjor a så, ja gjor a så.« Min fader var også med, og han rendte så stærkt han kunde og gjorde sig al mulig flid, men hun råbte det alligevel, og så blev han så gal på hende for de ord. Hendes mand passede kræene, og hun passede fårene. Hun sad på ét sted og bandt på en hose, og så viste hun med drengene. De vilde meget hellere med ham end med hende.
Povl Madsen, Gadbjærg.
45. Så havde vi en anden hjorde her, de kaldte Kræsten Hjorde, han kom efter Gal-Maries mand. Hans kone var så fin og så nipper, og så holdt hun hendes mand så pæn, når han kom i kirken, te der var så næsten ingen, der var pænere. Han havde sådan et par kjonne hvide hoser på og knæbugser og var så stadselig. Så var der en, der hed Rasmus Nim i Tofthoj, en hæsselige træjring, han sætter efter at få alt det skidt, han kan få, på hans træsko, og så sætter han sig bag ved hyrden i stolen og giver ham en skiden stribe ned ad hoserne. Det agtede hyrden ikke til. Da han gik af kirken, gik han med den her skidne stribe ned ad benene. Det var der nogle knægte, der havde godt af, og de listede sig hen og vilde lyde ved væggen, når hyrden kom ind, og høre, hvad hun vilde sige til ham. Hun fik jo snart den skidne hose at se. »Men Kræjsten, men Kræjsten!« siger hun, »hvor har du nu været? du er Dowlen kløve dine krumme ben ad, et svin og bliver et svin i alle dine dage. A flyr dig så net og så pæn til kirken, som a kan, og så sviner du dig sådan til. Det kan jo ikke nytte, hvor pæn a danner dig.« Det gjorde Rasmus hver søndag, når han kunde komme ad med det
Den samme hyrde havde et horn muret ind i væggen, det var jo tavlmur, og da han lå ved væggen i sengen, så kunde han ligge der og pisse ud. Så havde han også en pjalt at stoppe i hullet, for at der ikke skulde komme kuld ind til ham. Alt dette her om det horn havde Rasmus Nim også fået snøvset op, og fik at vide, hvad han brugte det til, og så skulde her også laves kunster. En aften får han kluden pilket ud med en pind og så putter han en lille frø ind og sætter kluden for igjen. Så var den kommen under dynen, da hjordekonen og hendes mand kommer ad sengen, men Rasmus og nogle flere de lå der ude og lydede efter, hvad det vilde blive til. Så siger konen lige med et: »Kræjsten! hwa er ´et dæ krøwler imeld wås?« — »De véd a gestej et, å, de æ gestej en pajj.« Så tog han den og kylte op på gulvet.
Povl Madsen, Gadbjærg.

46. Hver dag skulde en gårdmand fly en knægt med hjaer, som det kaldtes, og det gik på omgang. Det var snakken, at de skulde med hjaer den og den dag. I forårstiden var det uheldigt for knægten, da havde han snart mere, end han kunde regjere, for da gik hjorden og var beskjæftiget med hele tiden at bære lam hjem. Han gik med hans lammetjald. Sådan kaldtes et gammelt stykke forklæde eller sådant noget, han gik og bar dem i. Når han så kom til det sted, hvor fåret hørte hjemme, fik han to æg for et vædderlam, og tre for et ålam, det var en vis ret. Se, da var det ikke let for drengene at styre hele hjorden i den tid, a kan huske, a var kjed af den tur.
Knud jørgensen Nørbeg.

56. De hjådder, der blev fæstet fast, de skulde møde Prejers dag, og så blev de i tjenesten til november. Fra Prejers dag vilde husfolkene af med deres børn. Så kom
de til at gå i skole, mens de var hos hushonden, fra Prejers dag, indtil kreaturerne kom på græs. De var ikke hos ham i julen, for de blev ikke fæstede inden efter jul.
Thomas Nørgård, Næsborg.

57: Per Kjær var hjorde her i Kjelst i flere år og blæste i en Iud. Han begyndte ved Øster-Kjelst og blev ved at drive fårene helt om til Borg kær, langs omkring
med hedekanten.
Mette Nielsdatter, Kjelst.

58. En hyrdepige kunde gå i marken med to store rugmeldmader og dertil blot have et halvt hårdkogt æg.
Så spiste hun det til den sidste bid.
Fovlum, himmerland. Kristian Kristensen Norge, Gjøtrup.

59. På Ribe-Egnen kaldes den kreaturpasser, der Syvsoverdag får høvederne sidst ud om morgenen, for syvsover.
Den, der far dem sidst ind om middagen, er græstyv, og sidst ud om eftermiddagen, tallerkenslikker. Den, der får dem sidst ind om aftenen, kaldes natravn.
P. K. Madsen, Staby.

60. Den, der sidst kom ind med kvæget St. Hans aften, blev til en natravn. Den, der næste morgen kom sidst ud med det, blev til en kærnestav, som hegsene kærnede med. Den, der kom sidst ud med kvæget pintsemorgen, blev pintsevædder.
Bjergby ved Hjørring. Jørg. Hansen.

61. Man må ikke komme sidst op pintsemorgen, så kaldes man korive, lusekonge, svinehoved, pintsegris. Den, som sidst får høvederne ud den morgen, kaldes svinehoved.
P. K. Madsen, Staby.