Istiden

Istiden

Jorden er fuld af jord
Herlige skønne jord
Dyrene tisser på den
Mennesker grisser på den
Det er vor gode gamle jord.

Det er godt at vi kan se jorden igen. Her hvor vi står. Det er ikke mere end 12. - 13.000 tusind år siden at denne herlige plet var dækket af is! Is, så langt øjet rækker. Ikke bare lidt vintersne. Men is!
Det var istid – i store dele af Danmark. Igennem tusinder af år var der forskellige istider, hvor isen smeltede ind imellem, men denne var den seneste. Ligesom midten af Grønland er dækket af is, var landet her dækket af store områder af is. Isen lå i et tykt lag, og man skulle tro alting stod stille.
Men det gjorde det ikke. Nogle steder smeltede lidt af isen ned ved jorden og der dannedes små og store underjorddiske søer og floder. Nogle steder knækkede kæmpe stykker af isen af og bevægede sig som gletsjere eller Isbræer – langsomt, ganske vist, måske kun ½ meter om året, men isen gled hen over jorden og skrabede store stykker af bjergene, af grundfjeldet. Isen bevægede sig ikke lige hurtigt over det hele og de store stykker sten blev væltet hulter til bulter inde i isen.
Vejret var hundekoldt under istiden, men det begyndt at blive varmere og isen smeltede.
Vil du vide mere om istiden, så tryk på mig her:

- Der kom store floder af smeltevand ud under isen, is-stykker knækkede af og sank ned i mudderet. Nogle af disse stykker var længe om at smelte og dannede særlige huller. Men til sidst smeltede isen,- hullerne kalder vi død-is-huller, og nu er de tit fyldt med vand. Det kaldes død-is-søer.
Flyndersø her er en død-is-sø.
Sagnet fortæller, at en af mine gamle fætre boede her dengang. Han have en dejlig hule under jorden, hvor der var lunt og godt. Han mærkede intet til kulden og isen. Men han var godt træt af mørket.
Han ønskede sig lys, så han kunne nyde sin hule.
Han lavede en god ild i hulen af tørv og troldeprutter, - tørven brændte stille, prutterne blussede op. Han vidste ikke, at oven over ham smeltede isen hurtigt over det varme sted. Sten og klipper, der lå i isen, sank ned. Jo varmere, des hurtigere sank de.
Han elskede lyset, når fjerten fik flammerne til at blusse. Men da han havde sendt den største troldefjert ud i hulen, brast loftet. Tunge sten og klipper fra isen væltede ned i hovedet af ham, og smeltevandet fyldte hulen. – Han måtte op og drive med smeltevandet . Han drev ud under isen, til han kom ud på de brede smeltevands-sletter, hvor sand og grus, sumpe og moser nu er. Her opdagede han lyset fra solen. Herligt!
Her – i mosehullerne – er han nu. – Han elsker det.
Han fjerter med stor fornøjelse. Kommer du til en mose, hvor der er sære lugte, hengemt og skimmelt - så ved du, at her har min fætter været!