Jeppe, hans kones nr 14

Jeppe, hans kones nr. 14 - et sagn fra Agger

Der boede en gammel kone i en fiskerhytte tæt ved vandet. Hytten var tæt ved at vælte i den stride blæst fra havet, men konen ville ikke flytte, selv om mange rådede hende til det.

”Næ, nej, jeg skal ikke flytte.” sa’ hun. ”Den her hytte har så mange minder om Jeppe, hans kones nr. 14.”

Men når folk spurgte til, hvad det betød, lukkede hendes mund så stramt til, at der ikke kom så meget som en hvisken ud derfra.

Derfor har ingen mennesker kendt til denne historie. Men så kom troldefamilien.

Troldemor Tildebritt og hele hendes familie,  troldefar Tombert og alle troldeungerne er taget  på besøg i Agger hos deres fætre og kusiner, der er strandtrolde.

De hørte om den gamle kone og blev nysgerrige:

”Jen ska’ et’ glem’ Jeppe, hans kones nr. 14.”

Hvad var det om Jeppe?

Troldene er blevet vildt nysgerrige. De vil gerne høre historien.

Og her er den.

Når det blæser meget eller stormer, kommer der hvidt skum på bølgerne ude på havet.

De folk, der boede her i gamle dage, var alle sammen fiskere. Det var meget farligt at være fisker i gamle dage, hvor man skulle sejle ud fra kysten i små både. Der var mange, der satte livet til. Fiskere har gennem århundreder mistet livet på dette sted.

Den 21. nov. 1893 var en katastrofal dag for de små fiskersamfund på den jyske vestkyst. 48 fiskere mistede livet fra Harboøre i syd til Klitmøller i nord. Deraf var 13 fra Agger, og man kan på Agger kirkegård se mindestenen for de omkomne. Den 20. november var det herligt stille vejr, hvorfor så godt som alle fiskere tog på havet. Ved firetiden om morgenen den 21. begyndte det at blæse kraftigt op, og der blev hård sø. Mange mandskaber forulykkede i brændingen, kun et stenkast fra stranden.

Jo, der var 13 fiskere, der døde den dag. Man kan se deres grave på kirkegården.

Men dette skete længe før. Mange, mange år.

Et sted ude i Vesterhavet, der hvor det gamle Agger nu ligger begravet, boede en mand som hed Jeppe. Han havde godt ry på sig for sin arbejdsomheds skyld. Andet fik han til gengæld ikke ud af det. Jo han fik selvfølgelig en flok børn. Konen hed Sidsel. Hun blev i daglig tale kaldt Jeppes Kone – så var det nemt at skelne hende fra alle de andre Sidseler i Agger. Hun var altid tyk og hun bragte sit afkom til verden så præcist at man kunne stille klokken efter det.

Den nat da Jeppes Kone skulle nedkomme med nummer 14, blæste det op til en gruelig storm. Havet tordnede mod klitterne. Sand og skum piskede.

Det var et Herrens vejr. Jordemoderen var til alt held kommet før blæsten, og der skete det mærkelige at fra det øjeblik, Jeppes Kone krængede den ny aggerbo fra sig, løjede stormen pludselig af. Det var i dagbrækningen.

Da de havde drukket en dram og takket Gud for hans velsignelse, begav Jeppe sig afsted til Vestervig. Han skulle melde fødslen for præsten så alt kunne gå kristeligt til.

Lige netop den stormvejrsnat havde Jeppe haft andet at tænke på. Ellers er det noget, der siger sig selv, at aggerboerne bøjede knæ i sådan et vejr og bad om beskærmelse for dem, der var på havet. Naturligvis bad ingen om, at fremmede skibe skulle strande. Det ville være en barbarisk bøn. På den anden side er det nu engang naturens orden, at den slags vejr fører strandinger med sig. Og så kunne skibene lige så godt strande i Agger som andre steder. Derfor bad aggerboerne ikke kun om beskærmelse. De bad også inderligt om at et og andet skib, som alligevel skulle slås ind mod kysten, måtte blive slået ind mod kysten ud for Agger. Den nat Jeppes Kone fødte Nummer 14, hørte Gud bønnerne. Og dét i et vejr, hvor mennesker ikke kunne råbe hinanden op.

Jeppe var knap og nap kommet i vej mod Vestervig, før han fik øje på strandingen. Den lå med knækkede master og agterstavnen helt oppe i klitterne. Det var et skønt syn. Men det var en frygtelig situation, også for Jeppe: nu måtte han vælge mellem kristenpligt og timelig attrå! Skulle Nummer 14 indtegnes i Guds bog straks – eller kunne det vente til Jeppe havde sikret sin husstand nogle af de gode gaver, der altid så godt som altid fulgte med en stranding? Umiddelbart forekom valget ikke svært. Jeppe styrtede afsted mod havet. Men Gud talte til ham hele tiden, mens han løb. Gud sagde, det var den gale retning. Og så turde Jeppe ikke fortsætte. Han snurrede rundt og løb mod Vestervig. Men hans tanker var helt andre steder, da han med tungen ud af halsen svingede ind i præstegården.

Men hvad ville han dog på stranden?

Jo, når et skib strandede og gik i stykker i bølgerne, flød der tit mange ting ind på stranden. Kasser med værdifulde ting, guld og sølv, træ og porcelæn. Og fiskerne havde lov til at få det, når det blev skyllet op på stranden.

Men Jeppe måtte jo til præsten for at få barnet skrevet op i kirkebogen.

Jeppe løb som en rasende. Men hans tanker var ved strandingen:

For at få meddelelsen om den glædelige begivenhed overstået i en fart, løb Jeppe til et åbentstående vindue. Indenfor sad præsten fordybet i sine hellige gøremål. Jeppe tog huen mellem hænderne og fremførte sit ærinde.

- Min kone er sgu strandet i nat!

- Jamen godmorgen kære sognebarn. Hvad er det dog han melder?

- Han melder sgu at hun ligger og hugger med agterstavnen langt oppe i klitterne!

- Jamen…

- Og hele besætningen klamrer sig til hende!

- Jamen kære…

- Masterne er for længst revet af. Der stritter kun et par små stumper i vejret!

- Jamen, jamen…

Om det nu skyldtes præstens dødblege ansigt eller det var fordi Jeppes vejrtrækning var begyndt at komme i ro, er ikke til at sige. Men det gik da op for ham at han havde sagt noget vrøvl. Det undskyldte han meget.

Det gik op for Jeppe, at han havde sagt noget vrøvl. Det undskyldte han meget.

- Om forladelse. Det var sandelig en stor fristelse. Om forladelse endda. Men jeg rev mig løs – for jeg skulle jo melde til Guds bog, at min kone har fået en skonnert i nat!

- En skonnert?

- Nej ikke en skonnert sgu da. En lille, begribeligvis!

- Ja begribeligvis! gentog præsten. Begribeligvis! Og hvad er så det for en lille én?

- Forstår sig: Jeg så mest agterenden. Men jeg mener bestemt, det er en hollænder!

Sådan omtrent melder sagnet om den morgen da Jeppes Nummer 14 blev indskrevet i kirkebogen i Vestervig. Hvad der egentlig blev ført til protokols, står hen i det uvisse – Jeppe var allerede på vej tilbage til strandingen da detaljerne skulle specificeres.

Men det gjorde såmænd hverken fra eller til, for Nummer 14 fik ikke megen brug for udskrifter af kirkebogen. Han var formentlig blandt de 25 karle som “bleve dræbte ved det græselig mord som skede ved Vesterhaff den 3. oct. 1657″ i en batalje med svenskerne. De “bleff begraffuen” tre dage senere, den 6. oktober. Og blandt dem var en ung mand, hvis herkomst næppe har været fyldestgørende nedfældet. I al fald betegnes han som “Jeppes Kones søn”.

Hvoraf vi kan drage den lære at ægtemænd bør give ordentlig besked når de anmelder et barns fødsel. Ikke mindst hvis der har været hollændere i nabolaget.

I 1657 var Danmark i krig med svenskerne. Det var nogle store søslag ved Vesterhavet, hvor mange danske søfolk druknede. Danmark tabte krigen.

De druknede søfolk er der ikke sat mindesten for.