Koen, kusine Sonatines omtale.

Koen

Før - var der mange andre,

der mærkede vinden digte!

Det kan den osse nu,

når man ser det

–  så er det i sigte …

Der er mange digtere, der har skrevet om dyr. Der er også en, Jean-Charles, der skrev en bog, der hedder ” koen har fire hjørner”. Der skriver ham om ting, børn har sagt.

Om koen skriver han:

Koen er et pattedyr, hvis ben når helt ned til jorden. Koen er ikke en okse, og den lægger ikke æg, som hønsene. I dens hoved vokser der cirka to øjne. Koen har lange æselører, og ved af vokser der to krumninger ud af hovedet. Der er også noget bag ved ryggen. Det er halen med en stump til at jage fluerne væk.

Det indvendige spiser man, og af det udvendige laver skomageren læder. Man kalder ikke koens unge ko, derfor kalder man den kalv.

Koen spiser ikke meget, men når den spiser, spiser den to gange og på den måde får den nok. Når den er sulten, brøler den, og når den ikke siger noget, er det fordi den er fuld af græs indvendig.

Under koen er der mælken. Den er indrettet sådan, at man kan malke den. Inden bondekonen malker den, vasker hun yveret, hænderne og spanden. For at undgå at bakterierne kommer ind, må man lukke stalddøren.

Koen hud tjener hovedsagelig til at holde hele koen sammen.

Koen får en kalv hvert år, takket være tyren, der er en ko uden yver. Og når kalven bliver fed, så spiser man den.