Mordet på Casper Hodde

Mordet på Casper Hodde:

På heden ved Dejbjerg boede der for godt 150 år en flok fattige mennesker, som man kaldte for rakkere. Rakkere og natmænd og til fattige tiggere på heden kaldte man for kæltringer. Og det var sandelig ikke folk, pæne mennesker ville omgås. En dag i sommeren 1882 fandt man liget af en mand i bakkerne ved Dejbjerg. En rakker. Og pressen beskrev de grusomme forhold for rakkerne, så hele Danmark fik besked.

Men hvem var rakkerne?

På den store, vidtstrakte hede lå der ikke mange huse, men hist og her lå der fattige hytter, godt gemt i lavninger i landskabet, så de lå i læ for blæsten. I nogle af husene og de små hedegårde boede fattige hedebønder, der sled og slæbte for at holde sig i live.

Før heden blev opdyrket strakte de mægtige lyngklædte heder sig milemidt mod syd og mod vest.  Dette vældige øde var hjemsted for de sølle og udstødte mennesker som fik betegnelserne, natmænd, rakkere og kæltringer.

På billedet herunder sidder nogle gamle mænd på en fattiggård og arbejder med at flette tovværk. Det blev man sat til, hvis man var så fattig at man skulle bo på fattiggården. Man skulle arbejde så længe man kunne.

Men at være rakker var faktisk et arbejde. En rakker skulle flå selvdøde dyr, heste, hunde , kreaturer, katte. I mange hundrede år var det et arbejde almindelige bønder ikke ville beskæftige sig med.

Og en natmand var en, der tømte folks lokumsspande, det kaldte man skraldemænd, især i byerne.

Lige fra Middelalderen var både rakkeren og natmanden personer, der hjælp bødlen med hans ubehagelige arbejde. Derfor brød folk sig ikke om dem.

Og i mange hundrede år mente man, at arbejdet med at flå døde dyr, var noget ingen ordentlige mennesker ville gøre. Men det skulle jo gøres. Så derfor måtte man sende bud efter rakkeren eller natmanden.

Rakkerne og natmændene kunne ikke bo blandt pæne folk. Ingen ville have noget med dem at gøre. Derfor måtte de bo langt fra alle andre, i dårlige huse udenfor landsbyerne. De blev betragtet som nogen, man absolut ikke ville tale med. Men de fik god betaling, når de gjorde det beskidte arbejde.

Andre mennesker blev udstødt fra det almindelige samfund. Piger, der blev gravide og fik børn uden for ægteskab. Folk, der havde været i fængsel. Drukkenbolte og alkoholikere, der ikke kunne passe deres arbejde. Fattige og syge, der var nødt til at tigge for at leve.

Folk, der af en eller anden grund hellere ville være sammen med natmændene og rakkerne. Alle disse vandrede sammen i store flokke på hederne. Samlet kaldte man dem for kæltringerne.Kæltringerne vandrede rundt i store eller små flokke på hederne i hele Vestjylland.

I 1800 tallet, hvor videnskabsmænd var begyndt at interessere sig fjerne folkeslag, begyndte de lærde også at se på disse spændende folk på de danske heder. Og man forskede i, om de gjorde sære ting. En af skikkene, man beskrev, var brudelegen, at kaste kæp.

At kaste kæp

At kaste er en skik, som man blandt Danmarks foraskere mente var almindelig brugt blandt de omstrejfende mennesker på heden.

De mest pålidelige skriftlige Beretninger om at »kaste Kæp« findes bl.a hos Dorph. Skikken beskrives omtrent ens på begge Steder, men mest udførlig på det første Sted, hvor det hedder, at når Frieren har anmeldt for Anføreren, at han ønsker at tage en Hustru, kommer hele Stammen sammen, og den giftelystne træder frem i Midten »og kaster en hvid Stok (Stounes)« for Fødderne af den udvalgte Kvinde, som, hvis hun optog Stokken, betragtedes for hans Hustru. Hvis hun efter nogen Tids Forløb atter ønskede at skilles fra Manden, skulde dette også ske i en Forsamling, hvor hun så brød den samme Stok, hun før havde taget imod, og kastede den for hans Fødder.

Af Hensyn til de noget afvigende Efterretninger, der hidtil er bevaret om Kæp-kastning, skal her fremføres adskillige Prøver på Udførelsen af denne Skik, således som det er berettet af de ældste blandt Himmerlands nulevende Befolkning.

Her er en beskrivelse af, hvad skikken gik ud på:

"Til Ceremonien, der gerne skulde udføres ved en Korsvej, hørte Sang, Musik og Dans.

Ligesom gamle Folk har den Opfattelse, at Manden og Kvinden enten skulde bytte Stokke eller begge to kaste med disse, har man også berettet om, at de giftelystne, før Handlingen begyndte, skulde hoppe tre Gange over et Halmstrå og kysse hin-

anden lige så mange Gange. Når de kastede, skulde Kæppene ligge således, at Mandens faldt lige tværs over Kvindens; hvis dette ikke lykkedes, blev Vielsen udsat til en anden Gang.

Når det var vellykket, sagde Brudgommen:

»Førend jeg skal forlade dig, skal Fanden tage mig«.

Mens de kastede, stod den ældste Mand i Truppen, Anføreren, og svingede med en Stok og fremsagde følgende uhyggelige Formular: at Fanden skulde tage tre af hans Sideben og lave en Rist af og stege hans Sjæl i Helvede, hvis denne Forbindelse ikke holdt.

Når en af dem hævede Forbindelsen, sagde de: »Nu har han (hun) taget Kæppen til sig«.

Pludder Mads og Grydsted Ane sagde til hinanden, da de kastede Kæp sammen: »A tår din å do tår min, å Fanden tår mej, om a sviger dej.«

Citat fra Anton Gaardbos bog:

De himmerlandske rakkere, side 70 ff.

Man mener nu, at beskivelsen af skikken mestendels var en romantisk indstilling hos forskerne, der ønskede, at Danmark også havde et særpræget folkefærd med sære skikke, for i slutningen af 1800tallet var der ikke mange af kæltringerne, der kendte til denne skik.

Rakkeren Kasper Hodde

Casper Hodde var en ægte kæltring. Han havde været gift og havde aftjent sin værnepligt, men var stukket af fra kone og børn og hutlede sig igennem som en slags omløbende glarmester. Ane Marie mødte ham i 1857 og de to flakkede omkring i Vestjylland, hvor de levede af at stjæle og tigge, hvilket begge dele var forbudt. Både Casper og Ane Marie kom mindst en gang i spjældet derfor.

Der var intet romantisk over deres omflakkende liv, som foregik i den usleste nød og fattigdom. De boede hos rakkere rundt omkring eller overnattede i lader eller på den åbne hede. Ingen steder var de velkomne, - medmindre da de havde nogle dunke brændevin, de kunne dele med de andre rakkere.

Kasper hodde var soldat, men da han kom hjem efter værnepligten, stak han af fra det hele. Ingen ved hvorfor. Måske er han allerede der blevet alkoholiker, måske er han blevet straffet for noget, vi ikke ved.

Sikkert er det, at han ikke ville tilpasse sig fattiglovgivningen, som dengang mest tjente til at sørge for, at de utilpassede elementer som kæltringerne skulle isoleres fra det øvrige samfund.

Ane Mari Grønning

Var Ane Mari da en romatisk figur? - Næ! En kunstner , der levede samtidig, Achton Friis, skriver om Ane Marie:

Den ulykkelige Ann Mari, der sank så dybt i elendighed, som kun en kæltringkvinde kunne, var født i 1836 som datter af en kæltringpige. Om faderen ved man intet som helst, men det menes, at hun vistnok er kommen til verden i Dejbjerg Sogn. Det hele er karakteristisk og synes ikke at være nogen god start. Det sagdes, at hun havde arvet sit folks sletteste egenskaber; og kun med denne arv i eje blev hun ti år gammel bortliciteret til en husmand i Sønderås Huse for 1 Td. rug om året. Hun var lige til sit tyvende år en skikkelig pige. Først i tyveårs-alderen begynder hun at strejfe omkring, betle og stjæle. De dårlige egenskaber udvikledes hurtigt, efter at hun i 1858 blev kæreste med Casper Hodde, en kæltring fra Rind Sogn og en frygtelig bandit. Sammen med ham strejfede hun nu landet rundt, og sammen fik de gang på gang fængselsstraffe for tiggeri og tyveri. Slagsmål deltog de hyppigt i, og fuldskab hørte til dagens orden, når brændevin var til at få.

Gravid

Men hvad betyder det, at Ane Mari blev bortliciteret til en husmand?

Hun blev solgt næsten som en slave til den, der bød højest! Hun blev ansat som tjenestepige til den, der bød højest , men kunne ikke selv beholde lønnen. Lønnen blev givet til fattigkassen i sognet, som herefter havde pligt til at holde opsyn med, at hun fik mad og tøj og husly. Og i øvrigt havde det godt.

Ane Mari måtte klare sig uden løn.

Ane Mari opførte sig godt nok, mens hun var hos husmanden. Men så blev hun gravid som 19 årig og fødte et barn. Dette barn døde, da det var 1½ år gammelt og så begyndte hun at strejfe omkring, indtil hun mødte Casper. Siden gik det sølle. Sammen vandrer de rundt, stjæler og tigger og er hele tiden mere eller mindre fulde. Ind imellem kommer den ene eller den anden i fængsel, men kommer ud igen.

På denne vis holder de to elendige Mennesker sammen i fireogtyve År. Hver Gang Lovens Arm slipper dem løs, finder de hinanden igen med en mærkelig Trofasthed. Men en Sommerdag i 1882 kommer så deres sidste, fælles Vandring.

Den skæbnesvangre dag

Alkohol og brændevin gør nogle mennesker afhængige. Og Casper og Ane Mari var begge alkoholikere. Desuden havde Casper 5 år tidligere været i behandling for syfilis, og han var begyndt ofte at blive meget voldelig mod Ane Mari. Hun var indlagt med, hvad man kaldte skrammer, i 1878.

Man indlagde kun fattigfolk, hvis det var absolut nødvendigt, så hun har nok fået mange tæv.

Den 22. Juni var Casper sammen med nogle Dejbjerg Rakkere nede og fiske ved Stauning Fjord, mens Ann Mari opholdt sig hos Ingeborg Mæster, som boede i det før omtalte Hus i Bjørnemose. Ann Mari drak Brændevin, blev svirende og satte Huset „po fir glowend Pæl“. — Næste Formiddag hentede Casper hende, og de trak nordpå sammen over Heden. Ann Mari bar 3 Pund Ål, som Casper havde stanget, samt en Flaske Brændevin i sin Kurv.

De nåede det afsides, højtliggende Sted ude på Heden omtrent ved Middagstid. Her besluttede de sig til at holde Hvil ved Foden af en lille Høj og lagde sig ned i Lyngen. Men en Strid imellem dem, som vistnok er opstået af Skinsyge hos Casper mod en Ven af Ann Mari, Anders Rasmussen i Røgind, blusser pludselig op med stor Voldsomhed. Casper, som ofte har truet Ann Mari på Livet og mishandlet hende, sætter sig pludselig over Ende og giver sig til at hvæsse sin Kniv, idet han siger de forjættende Ord: „Imaaren inden Medde ska Do aa Anders et si Suel, saa møj ska I fo aa smaag a den hær Knyw!“

— „Når Casper loved en Ting, så stod han bagved!“ sagde Bonden. „Og det vidste Ann Mari. ”  —

Da Casper kort efter faldt i Søvn, tog hun sin lille Lærredspose, en „Flæske-pose“, ca. V2 Alen bred og 1 Alen lang; og heri lagde hun i det ene Hjørne en nævestor Sten. Så snoede hun Posen til en Tamp, greb med Hånden om den tomme Ende og svang Våbnet mod Caspers Hoved.

Stenen ramte ham i den ene Tinding, men han kom op på Knæene ved Slaget og vilde værge for sig. Det næste Slag ramte den anden Tinding, og nu sank han sammen i Lyngen. Så kom et tredje, dødbringende Slag midt i Panden, det knuste Hjærneskallen. Det viste sig senere ved Obduktionen, at også Brystkassen var knust •— —

„Men Ann Mari havde jo meget at hævne,” siger Fortælleren. „Og nu havde det stakkels forhutlede Menneske da endelig fået Fred for sin Plageånd. ”  

Da det var helt forbi, skar hun Lyngtorv af og dækkede Liget til med dem. Så tøvede hun lidt. Og før hun forlod sin gamle Ven, knælede hun ned på Stedet og bad en Bøn til Vorherre om, at han vilde være hans Sjæl nådig.

Så gik hun bort over Heden og vandrede hen til Røgind til Anders Rasmussen. Da hun hen på Dagen nåede derhen, var det første, hun sagde til Anders: „No er A bløwwen ow mæ Casper!“ — „Hwodden æ de gawwen te?“ spurgte Anders. — „A hår slawwen ham ihjæl”, sagde Ann Mari.

Anders lovede, at han ikke skulde fortælle det videre, og hun blev hos ham i 3—4 Dage. Så først vandrede hun alene ud over Heden ad Herning-Kanten til. —

Der gik en Uge, inden Casper blev funden. Nogle Folk, som arbejdede i Heden, så en Tøjflig stikke ud mellem Lyngtørvene. — Ann Mari blev dømt fra Livet; men Dommen ændredes til livsvarigt Tugthus. Hun indsattes i Kvindefængslet på Christianshavn i 1883, men blev benådet efter 14 Års Forløb på Grund af en uhelbredelig Sygdom.

Fandt man liget af Casper?

Jo, efter nogle dage fandt man liget af Casper.

I sommeren 1882 blev der bygget et nyt stuehus ved Dejbjerg fattiggård, og ved arbejdet deltog Kjeld Nielsen, som var i tømrerlære.

En dag fortalte man, at der var fundet et lig oppe i heden, og at det skulle føres til fattiggården. Da Kjeld den næste morgen kom ind i laden, lå liget der; det var bundet til en dør, hvorpå man havde kørt det til gården. Kjeld kom forbi liget, men blev så ræd, at han krøb ud ad en luge, da han ikke turde gå samme vej tilbage.

Senere kom læge Kampmann og to andre læger fra Ringkøbing; Caspers lig blev båret ud vest for gården og undersøgt, og så blev det lagt i en sort kiste, over hvilken man lagde en møgfjæl. Og der blev Casper liggende!

Det var sidst i juni, varmen var voldsom, og der blev snart en frygtelig stank. Resultatet blev, at kisten revnede, og Kjeld blev sat til at lægge et jernbånd om. Efter arbejdet blev han voldsomt syg, og stiftfysikus Holst konstaterede, at han havde tyfus. — ,,Men hvor har du fået det?” spurgte han. Kjeld fortalte nu om Casper og kisten. — ,,Hvad! det er jo seks uger siden, man fandt ham — er han ikke begravet?” råbte Holst. — — Nej, han lå da uden for porten.

Det kan nok være, at Holst blev gal. Han ringede til politiet i Skjernbro og forlangte at få Casper jordet straks. Imidlertid var dette lettere sagt end

gjort, thi ingen ville bære kisten. Endelig fik man fat i nogle kjæltringer, som hver fik to kroner for at transportere Casper til kirkegården, og om

den tur siges — men der siges jo så meget — altså, der siges, at der var det største ligfølge, der er set i Dejbjerg. Følget bestod af — fluer!!! Den sølle

Kjeld lå syg i ni uger, inden han kom sig.

Kort efter sin Frigivelse havnede Ann Mari hos et lignende Vrag som hun selv, Søren Hampen, der boede i en Rønne ved Landevejen mellem Sunds og Herning. I „Den jydske Hede“ giver Mylius-Erichsen en gribende og uhyggelig realistisk Skildring af sit Besøg hos Parret og af den elendige Tilværelse, de førte. Det mærkeligste ved denne er den gamle Kjeltringkvindes stadige Dvælen ved sit 14-årige Fængselsophold. Aldrig i sit Liv har hun haft det så dejligt, og hun længtes bestandig tilbage bag Fængslets Mure.

Ann Mari døde i 1901, 64 År gammel. Hun blev begravet på Sunds Kirkegård. Degnen vilde, som han plejede, have sunget en Salme over Liget, men det satte Præsten sig på det bestemteste imod. Kun et Par Sognerådsmedlemmer overværede pligtskyldigt Begravelsen. Af Kranse var der naturligvis ingen.

Billeder:

1.Tegning Kirsten Borger

2. Dalgaard: en fremmed spørger om vej

3. Mænd på fattiggården fletter tovværk

4. Dalsgaard: Natmandsbryllup

5. Kasper Hodde: Tegning, Kirsten Borger

6. Dalgaard: En hedegård

7. Brendekilde: Udslidt

8. Foto af Ane Mari Grønning

9. Litografi Kirsten Borger

Copyrigt Kirsten Borger