Myter om Havuhyrer

   Historien er fyldt med beretninger om søuhyrer, kæmpemæssige søslanger, havfruer, kraken og sirener, der lokkede de uforsigtige sømand til en våd skæbne.

   Ethvert samfund, der har levet ved kysterne, har deres egne beretninger, og Jules Vernes forfattede En Verdensomsejling Under Havet i 1861, der til dels baserede på rapporterede møder mellem et fransk flådefartøj og en kæmpeblæksprutte.

   Omgivet af hav, som Danmark er, har det aldrig skortet på fantastiske beretninger om søuhyrer.
Den skandinaviske udgave af dragen, er ikke et ildsprudende monster, men en kæmpestor søslange - Midgårdsormen, en af Lokes sønner, som hviler på bunden af verdenshavene. Indtil den ved Ragnarok stiger op til overfladen, for at deltage i gudernes og jætternes endelig opgør.

   "I slutningen af det 18. århundrede, fortæller historierne, at et dansk sejlskib løb ind i stille vejr ud for Vestafrikas kyst. Kaptajnen besluttede, at det var et godt tidspunkt, at få gjort ydersiden af skroget rent, og medlemmer af mandskabet blev hejst ned på planker med vand og skrubbebørster.

   Pludselig steg et kæmpemonster op fra dybet med to massive arme, greb to af sømændene fra deres arbejdspladser og trak dem ned under overfladen. En tredje arm snoede sig om endnu en sømand, men hans kammerater fik hugget den drabelige tentakel af. Den var spids i den ene ende og ca. 7,5 meter lang, dækket med enorme sugekopper."

   Kæmpeblæksprutten gemmer sig dybt nede i mørket, og er stadig den dag i dag et mysterium.
Forskerne fik for nylig fingre i en ung udgave af et eksemplar, som kan blive større end noget tidligere gæt, og dette bløddyr findes i variationer og udgaver, der har affødt et hav af legender.

   F.eks. var troen på havmænd og fruer udbredt indtil 1854, da danske Japetus Steenstrup, en specialist i bløddyr, konkluderede at "havfolk" i virkeligheden var store blæksprutter.

Sømunken

   Steenstrup påviste også, at det nok var halvdøde kæmpeblæksprutter, der lå til grund for myten om sømunken, et sagndyr i skikkelse af en munk, der levede i havene - ifølge gamle bestiarier, dvs. bøger om verdens levende undere. Med sin store kappe kunne blæksprutten godt minde om en kutteklædt munk, hvis man foldede fangarmene ind under kroppen.

   "I 1550 blev et sælsomt væsen, der lidt lignede en munk og som var 2,5 meter lang, fanget i danske farvande, og bragt foran kongen.

   Danmark havde lige været gennem den protestantiske reformation, og munke var ikke just populære, så kongen beordrede sit hof til at begrave det afskyelige dyr, før det satte gang i rygterne. Men Christian 3. fik dog lavet en tegning af dyret og sendte den til Conrad Gesner i Frankrig, så dyret kunne indgå i hans enorme værk om fisk, Libri de piscibus marinus, udgivet i 1554."

Kraken

   Så er der Kraken, det mytologiske søuhyre, beskrevet som alt fra et gigantisk blæksprutteagtigt uhyre til en drage med horn og pukler på ryggen. Herhjemme kender vi beskrivelsen, som den blev givet af den danske missionær Hans Egede i 1734:

   "Det var et udmådeligt stort uhyre, dets hoved ragede lige så højt op over havet som skibets stormast. Kroppen var lige så tyk som skibet, og 3-4 gange så lang. Det havde en lang spids snude og spyede vand som en hval. Det havde brede store lemmer og kroppen syntes dækket af skaller og huden var meget runken og ujævn."

   Skandinaviske farvande er ikke kendt for at huse store havdyr, men dette uhyre hører faktisk, ifølge legenderne, hjemme her. Der er historier om, hvordan "en kraken sad fast mellem store klipper på en norsk kyst i 1680, hvor den modbydelige stank af råd forpestede luften i månedsvis"

   Med vores moderne viden om, hvor store kæmpeblæksprutterne egentlig kan blive, har dette sømonster sikkert sin oprindelse, i ottearmede kæmper, der forvildede sig væk fra deres normale skjulte dybder.

   Efter New Zealands forskere fik fat i den gigantiske blæksprutte med næb og kløer, ser den gamle afbildning af et uhyre, der omslutter et skib, fra 1801, pludselig ikke så overtroisk ud. Blot én af dens tentakler, kunne, hvis blæksprutten stak den over vand, sagtens have affødt fortællinger om søslangen, der lurede ud for Sydafrikas kyst i midten af det 19. århundrede.

   Ifølge beretningerne huser også Øresund et søuhyre, men der findes kun meget sparsomme oplysninger om dette væsen. Den første løse beskrivelse stammer fra omkring 1640 - 90 år efter Kong Christian 3. og sømunken.

   Selv Sortedamssøen i København skulle være hjem for et monster, nemlig en søslange. blev rapporteret i 1928, men viste sig at være en hval - et marsvin, som en fisker havde sat ud i søen. Den levede en uges tid, og var et yndet emne for avisjournalister.

   I 1978 dukker "Sortedamssøens Skræk" op igen, da redaktøren af tidsskriftet Forteana beskriver "en mærkelig, mørk slangeagtig genstand på tykkelse med et lår, der bugtede sig af sted på bunden." Andre vidner har berettet om et ca. 3 meter langt, åleagtigt væsen, med et fladtrykt hoved. De fleste iagttagelser fandt sted i 70´erne og 80´erne, i det hjørne af søen, hvor folk plejer at fodre ænder og svaner, men der har været stille i søen de sidste mange år.