Om et drab i Junget

Om et drab i Junget

Af Skivebogen 1909 (retskrivningen fra Skivebogen 1909 er bevaret med undtagelse af å)
Fra Tinghøjen.
Af Jakob Lykke.

NÅR man ad Skive—Sallingsund Landevej Syd fra nærmer sig Vejen mellem Jebjerg og Oddense, vil man en 5000 Alen til Højre kunne få Øje på en gammel Kæmpehøj. Stor er den ikke, men til Gengæld er den i historisk Henseende uden Tvivl den mærkeligste af alle Sallinglands Høje.
Her, på Bostrup Tinghøj , holdtes nemlig en gang i Middelalderens Tid det fælles Sysselting for Sallingland. Til Hverdag, når Tinget samledes, lejrede man sig vel på Højen selv eller på den flade Hede omkring dens Fod. Ved særlige Lejligheder tyede man til den nærliggende Lyby Kirke, således hin alvorlige Stund i Året 1375, da Egnens ypperste Mænd på dette Sted drøftede de onde Tider, ”Rov o g Brand, Kornets Ufrugtsommelighed, Fjendernes Grumhed, Braddød, Guds forkommende Vrede, Fædød og Fiskenes Formindskelse´", og som bedste Middel mod det altsammen, „svore med oprakte Hænder imod Himmelen, at de skulde stadelig o g aldeles uden Svig og Skalkhed lægge Vind på at forsvare — Kirkens Personers Friheder (!) og det, som dem tilhørte".
Imidlertid forsvinder Sysseltinget i Løbet af Middelalderen. o g tilbage bliver i det 15. og 16. Århundrede de 4 Herredsting, hvert med sit særskilte Mødested. H i n d b o r g Herred har sikkert haft sin Samlings­ plads ved Tinghøjen Syd for Oddense Kirke, R ø d d i n g Herred sin ved to Høje i Vejby lidt Syd for Ejstrup Skel, H a r r e og N ø r r e Herred henholdsvis ved Tinghøjen i Durup lige Nord for „Tremarkskellet´* og ved en nu forsvunden Høj på Junget Mark.
Da kom der, 13. Marts 1688, et kgl. Rescript, som sammenlagde de 4 Herreder til een Jurisdiktion o g atter gjorde Bostrup Tinghøj til Midtpunktet for Sallinglands offentlige Liv. Fra selvsamme År tager den ældste bevarede af de sallinglandske Tingbøger sin Begyndelse. Som man må vente, er den meget medtaget af Fugt og Ælde, især på de første og sidste Blade. Tidens Tand har bortgnavet de fleste Sidetal o g mangt et Bogstav hist og her. Overgangen fra een Sag til en anden er kun betegnet ved en lille Tankestreg. Bogstaveringen er gammeldags og meget uregelmæssig, Tegnsætningen så mangelfuld, at vi for Forståelsens Skyld må underkaste den en grundig Revision. Men alle disse Ejendommeligheder deler den Salling Herreders Tingbog med næsten alt, hvad skriftligt Forfædrene har efterladt sig til en oplyst Efterslægts Undersøgelse og Kritik. Og det forhindrer os ikke i et Øjeblik at betragte de smuldrende Blade med Interesse for de Minder, der ved dem er blevne opbevarede for kommende Tider.
Nedenfor skal da meddeles et Far Sager fra Tingbogen af 1688, mulig som en begyndelse, der kan fortsættes ad Åre.* Vor Kildes Oprindelse gør os på Forhånd fortrolige med, at vi kan komme til at mødes med Skyggerne i Datidens Liv, og vi begynder da med Et drab i Nordsalling.
*) Stilling Herreders Tingbog 1688—92. Landsarkivet.
*) Tegnsætningen og Brugen af store og små Bogstaver er bragt i Overensstemmelse med tidens Skik og Brug (1909). Og forlæseligheden skyld er sproget oversat til danske. Nederst i artiklen kan den oprindelige Bogstavering ses.

1. Et Drab i Nordsalling.
Mandagen den 21. May Anno 1688.
„Ved Herredsfogedens Sted, Jens Christensen Sall af Risumgård, S. Christensen, Knud Danielsen Hoff af Stouby, Tinghører o. s. v. (Denne sidste havde før 1688 været Herredsfoged i Nørre Herred. Som sådan forekommer han i Hekseprocessen, i Thise 1686. („Skive Folkeblad", December 1908).

Morten Nielsen af Ågård, som Eftermålsmand for hans Moder, Magdalene Mortensdatter, sin egen og Medarvingers Vegne, beviste sammen med Christen Pedersen af Junged og Knud Christensen af Skouffue, som vidnede med Ed og opragte Fingre efter Ioven, at de i Dag otte Dage indstævnede Peder Pedersen Ullerup, forige Skolemester på Jungedgård, i Junged Præstegård, hvor han havde sinbopæl. De talte med Christopher Christensen i Junged Præstegård, så han også stævnede ham til Jens Smids i Junged, hvor han sidst er blevet set, og de talte med Jens Smids selv og bad, de vilde lade Peder Pedersen det vide. Han indstævnes her til Tinget i Dag for Syn, Vidner, Sigtelse og Klage, og skal fra i Dag om 14 Dage for Vidner og Treugers Dagen for Dom, vedrørende Niels Christensen af lille Torum Mark, og ligeledes indstævnedes efterskrevne Vidne-Personer og Synsmænd.
Nu fremkom Synsmænd Peder Andersen af Junged, Mads Pedersen, Søren Jensen sammesteds og Peder Nielsen af Møgeltorum og vidste med højeste Ed og opragte Fingre, at de nu sidst afvigte Tirsdag otte Dage mødte synet Niels Christensen af lille Torum, som lå død på Jungedgård mark. Da så de på hans bare legeme halvandet fingersbredt neden for hans R.. i det tykke af hans højre Lår, et Hul, som de syntes var stukket, og lige der imod på Siden i Låret var også et Hul noget mindre, og de så også, at hans Klæder foran var blodige.
Endnu for Retten fremkom --- Jens Smidt af Jungedgård, som bevidnede ---, at i Dag for fjorten Dage siden var Peder Pedersen Ullerup, forige Skolemester på Jungedgård, i hans Hus omkring ved Middags Tide. Flere andre bevidnede det samme, deriblandt Ladefogden på Jungedgård og skolemester Christopher Christensen sammesteds. En del af dem var til Smedie, og nogle havde tidligere været til Smdie ( „være til Smedje" må her vistnok forstås med Henblik på den gi. Skik, at Smeden fik Hjælp til Arbejdet af Kunden selv eller det af samme udsendte Bud. (Samlign. Feilberg: „Dansk Bondeliv" I, 185.) og de andre havde andet at bestille. Der de havde siddet noget og snakket sammen, gik P. P. U. ud. Siden hørte eller så han intet til ham, før der kom Folk og sagde; at Niels Christensen lå død i Mosen. Christen Jonsen ved Leddet i Junged kom uden for Vinduerne til Døren og sagde: „Hvem er det, der ligger og svømmer i Mosen?" Siden så og hørte han intet til ham, før imod Aften han skulle ride til Stouby for Fruen (Mette Sehested til Jungetgård, Enke efter Steen Bille) da red han til Skerris og vilde tage en vidjekvist i hans Hånd, hvilket han også fik, da han blev opmærksom på forskrevne P. P., at han stod med en dragen Kårde i hans Hånd og straks forstak sig igen. Men han spurgte ham ad og sagde:
„P. P., nu har I gjordt det vel!" hvortil han svarede: „Nu har jeg givet ham det, de vilde have givet mig!" —
Herefter vidnede Jens Pedersen af Eskier, at han så Niels Christensen stod ved Smeden, og han talte selv med ham, da han gik ud og vilde se, om hans Hest stod, og da så han ikke andet, end han gik, som om han ville gå til Jungedgård. Og da han kom ind til Jens Smids igen, da var P. P. Skolemester gået, og videre ved han ikke i den Sag, før senere, ca en halv Times Tid, derefter, hvor han hørte en uden Vinduerne sige, at N. C. af lille Torum lå død i Mosen, og Skolemesteren vist skulle have givet ham så meget, som han selv førhen havde givet Skolemesteren — o g hvem det var, der sagde dette, ved han ikke.
Morten Nielsen af Ågård sigtede denne P. P. for hans afdøde Faders dødssår og Død (dvs mord) og indgav klage over ham for samme Gerning. Af denne grund og lovens paragraffer kan denne sag forfølges.
-------------
Hermed har vi fået Hovedtrækkene i denne sørgelige Sag. Hvad Skolemesteren er for en Mand, hvor gammel han er, hvorfor han ikke længere har sin Bestilling o. s. v., derom melder Akterne intet lige så lidt som Præstearkivet. (Under Hekseprocessen i Thise 2 År i Forvejen repræsenterer han Kancelliråd Sten Bilde som Fuldmægtig.)
Ejheller får man at vide, hvad Udestående Drabsmanden har haft med den dræbte Bonde. Men om selve Begivenheden har Tingbogen under 28. Maj bl. a. følgende:
,,Og Christen Christensen af Junged kom og vidnede med Ed o. s. v., at det var rigtigt at han gik på sin grund og så, at Niels Christensen af lille Torum lå i Mosen på Jungedgårds Mark, og at ahn ikke kunne se mere af ham end Skulderne, fordi det andet af hans Legeme var i Vandet. Så kom hans Datter og trak ham op og lagde ham på jorden. Men lidt før Datteren kom til ham, så han, at Skolemesteren P. P. kom gående fra Jungedgårds Markled, og han havde noget i Hånden, om det var Kårde eller andet, vidste han ikke, og da gik han op imod Præstegården, men hvor han blev af, det ved han ikke".
„Christen Jonsen af Junged fremkom og vandt o. s. v., at han gik fra Jungedgård og ville til Junged By hjem efter en Kalkebørste og en Murske. Da så han, at P. P., forrige Skolemester på Jungedgård, løb fra den vester Ende af Mosen og lige til Kirken. Hvor han blev af siden, ved han ikke. Så gik hand op ved Siden ad Mosen, og da såe hand, at N. C. lå i Mosen og var død, og så gik han op imod Kirken og råbte og sagde: „Hvordan vil det nu gå? Nu har de taget livet af N. C., som ligger død i Mosen". Imidlertid kom hans Datter, Anne Nielsdatter, fra Jungedgård, som var der med hendes Faders Vogn, og slog hendes Hænder sammen og sagde: „Nu har de taget Livet af min Fader, som de længe har prøvet på". Videre ved han ikke derom.
„På samme måde vidnede Niels Jensen af Junget, at han så, at N. C. stod i Mosen i Vandet, men før han så N. C. i Mosen, da så han en Karl med sorte Klæder imellem Christen Jonsens og hans Faders, Jens Smids, gik syd på imellem Digerne, og han ved ikke andet end at det var forrige Skolemester på Jungedgård, P. P."
Den 11. Juni er Sagen atter for.
Morten Nielsen satte i Rette tilligemed Hosbonden Velbyrdige Fru Mette Sehested, Salling, Hr. Canceli-Råd Velbyrdige Steen Bildes til Jungedgård, hendes Fuldmægtige og foresatte, at efter som P. P. er rømmet fra Gerningen og Skaden er bevist, bør P. P. have sit liv forbrudt, dvs. dømmes til døden.
— — P. P. U. blev tre Gange tydeligt påråbt (dvs. indstævnet), men hverken han eller nogen andre er på hans Vegne er fremkommen her for at forsvare sagen.".
Sagen udsattes yderligere i 14 Dage. Men heller ikke d. 25. Juni var den anklagede mødt, hvorfor man besluttede at vente endnu i 4 Uger.
Mandagen d. 23. Juli faldt Dommen:
„Eftersom o. s. v., da kan tiltalte P. P. ikke andet end at dømmes for mordet på Niels Christensen, som blev dræbt. Som morder bør P.P derfor bøde med sit Liv, og, fordi han er undveget, skal han miste sin Fred og enhver kan med Magt pågribe ham, hvor han kan opsøges eller forefindes, således at han kan udstå sin idømte Straf, og hans ejendele skal herefter fordeles således: Halvdelen til den Dræbtes nærmeste Arvinger og den anden halvdel til hans Herskab".
Om det er lykkedes den dødsdømte helt at undslippe, vides ikke. Hverken Tingbogen eller Landstingets Justitsprotokol for den nærmest følgende Tid indeholder noget om hans videre Skæbne.