Om Jens Langknivs tilfangetagelse

Om Jens Langknivs tilfangetagelse.

   Paa den jydske Hede etsteds mellem Klode Mølle og Vejle opholdt sig engang en meget farlig Røver ved Navn Jens Laanngknyw. Han boede i en hule paa den bare Hede og Navnet "Laangknyw" havde han faaet, fordi han til Vaaben havde en alenlang Kniv, som var fastbunden til hans Belte med en flere Favn lang Line, som var ham til megen Nytte, fordi han hver Gang han havde slynget Kniven ud mod sit Offer igjen kunde trække den tilbage ved Linen.

   Hans Kone hed "Laanng Margreet” og var en slemme Hex og Taterkvind.

   Hun vidste at naar hun kund faa Samling paa 7 udøbte Drengebørns Hjærte kunde hun flyve, og hun havde allerede 6 og kunde flagre, men den syvende fik hun aldrig fat i.

   Saa til Jens Laanngknyw igjen.

Engang gik en "Bejjskræhme” over Heden hvor Røveren opholdt sig, han vidste at det var en farlig Sag at gaa over denne Hede, men han tænkte om han ikke nok kunde liste sig forbi ubemærket. Men her havde han gjort Regning uden Jens L., thi næppe var han kommet nogle Bøsseskud ind over Heden før "Gotten Kaael" rejste sig fra en af Højene og styrede sine Fjed hen imod ham. Vel var Kræmmeren "en Stød" fra ham men dog ikke længere end at han meget vel kunde skjelne hvem denne Person var, og paa Flugt var der ikke j at tænkte.

   Her vare gode Raad dyre, thi kom han imøde med Røveren da var Døden ham temmelig vis. Men imens Jens gik gjennem en Lavning benyttede Kræmmeren sig af den List at lægge sig ned paa Maven og jamre og skrige som om han var blevet uhyre syg. Kort efter kom Jens hen til Stedet hvor han laa og Kræmmeren sagde da under Pusten og Stønnen, om han ikke ville være saa barmhjærtig imod ham at bringe hans Kramkiste og andre Ejendele hen til nærmeste Kro, da han var bleven saa elendig, saa han ikke troede han kom fra det.

   Men skulle han være saa heldig at overvinde sygdommen, saa kunde han siden afhente det der, her kund han ellers blive Gjenstand for Plyndring.

   Jo Tak, hertil var Jens meget villig. Han tog Kramkisten jog vandrede med den ind over Heden, dog var han ikke kommet ret langt bort førinden Kræmmeren begyndte at løfte Hovedet og derefter rejse sig op og liste sig med lange og lydløse Fjed efter Røveren. I Haanden havde han en dygtig tyk Egekjæp, og da han havde naaet Jens uden at denne mærkede ham gav han ham bagfra med denne et saadant Slag over Skankerne at Benene gik i Kvas under ham og han gik bagover i Lyngen. Nu gik Kræmmeren om paa siden af ham og sagde: "Hvordan har du det lille Jens, nu begynder jeg at komme mig". Et rasende, hævntørstigt Blik var det Svar han fik.

   Kræmmeren var nu ikke sen til at faa hentet en Sognefoged som med en Del Mænd af Byen kjørte ud efter Jens Laanngknyw for at bringe ham i "æ Svottehwol" I (Tugthuset).

   Den kostede dem ikke liden Møje at overmande ham da han endnu kunde betjene sig af sin lange Kniv. Benene fik han ogsaa kurerede men for at faa Stivnakken til at bekjende blev man nødt til at brække dem igjen.

   De bleve saaledes brækkede itu tre Gange inden han blev tilsinds at ville bekjende sine Skarnsstreger, og blev han dømt til at lægges paa Stejle I og Hjul. Men forinden blev hans Tarmer skaaret ud af hans Side og Enden bundet om en Pæl. Og nu drev man ham til at løbe Spidsrod rundt om Pælen i saalænge der var en Tarm i ham. Da han havde Ende herpaa spurgte man ham om han havde prøvet noget værre svarede han:"Ja Tandpine har jeg prøvet og det var værre".

Evald Tang Kristensen: Jyske Folkeminder,  nr 393