Parykmanden

Parykmanden - det løjerlige gespenst ude på Lundø

Du er min ven
og jeg er din igen
Om hundred år
Kun sagnene består.

Her på Lundø, både i byen og ude på Lundø spids, kan det hænde sig, at man møder sære røde totter hår liggende på stranden eller hængende i de lave buske.
Så man ved nok, at håret er Parykmandens. Han er velsagtens ikke en mand, næ, snarere et løjerligt gespenst, der hører til de underjordiske. Det sære ved ham er, at han kan ikke lade være med at kigge pigerne op under skørterne.
   En pige, der hed Nikoline, kom nord fra og gik efter byen til. Det var sådan råvejrlig, og hun havde taget hendes skørt over hovedet, for det regnede. Lige på en gang kom der en og kiggede ind under skørtet, og det var Parykmanden, for det lange hår ralrede ned om ørerne af ham. Så forsvandt han med det samme. Sådan væk. Ligesom røg.
   Jo, det vidste man. Parykmanden foer omkring her ved fjordlandet, fiskerne kunne ikke ligge i ro for ham om aftenen, når de kom på stranden. De lå gerne og hyllede sejlene over sig, for det de skulle ikke fryse. Men han kunne ikke lade dem ligge i ro, han ville gå og rykke sejlene af dem. Der var en af fiskerne, der skyldte på, at det var de andre, der rykkede sejlene af ham, og han blev helt fornærmet og sagde: "Det er da skrækkeligt, at I ikke kan lade mig få en flig af sejlet, a tykker, det er stort nok."
 Men så blæste det af ham igen. "Så skulle da Fanden stå i det," råber han, "Kan i ikke lade sejlet blive på mig!"
  Men da han således nævnede det ord, fanden, - så kunne de ligge i ro, så kom sejlet ikke mere af dem den aften.
   Parykmanden er en skabning, der somme tider kan være så lang som en skibsmast, og undertiden så lille at man knap nok kan se ham. Han kan både skabe sig som et dyr og som et menneske, men når man gør nar ad ham, så vil han pisse på dem. Han kan flyve over almarken, og han kan komme og følge med flere og forvilde dem! Men så snart de kommer over en korsvej, så er de ham kvit, eller når de tager deres fyrtøj og slår ild. Man siger også, at vender man sin trøje eller sin hat omvendt med rygsiden frem, når man går, eller har man en lille sten af gnejs i lommen, så kan han intet gøre.
   Tidligere havde han mest sin færdsel fra møllen skråt over marken til den østerste gård heroppe. Min fader var en gang i lag med ham. Han var ude en aften og skyde ænder, og som han nu lå der på maven, da kom Parykmanden og tog ved hans ene ben og bøjede det helt op til hans ende. "Hvad er det?" siger han og ser sig om, og, huisss, så flyver ænderne. Min fader skød efter ham en anden aften. I førstningen lignede han en ræv, men så blev han så stor som en hest, og så lod min fader ham fare.
Han er jo ikke af den onde slags. Men drille, det vil han!

Ewald Tang Kristensen: Danske sagn, bd 5, side 42, nr 169