Pigen og Bjergmanden

Ewald Tang Kristensen: Danske sagn, bd 1, side 251, nr 877

Pigen og Bjergmanden
Henne i en by, de kalder Dommerby, var en mand, der havde en Datter, og så skulle de om sommeren hen i kjærene at gjøre hø tør. Den gangenstid det blev hen ved Middag, skulle de jo hjem at have middagsmad.
Men pigen blev så søvnig, og så bad hun om, om hun måtte ikke blive i engen, til de kom igjen, hun kunne ikke holde ud at gå hjem. Så siger hendes fader, at det kunne da endelig blive godt, de kunne jo tage noget mad ud til hende, når de kom igjen, og så kunne hun ligge og hvile sig imens. Den gang de så kom igjen, var pigen henne, de kunne ikke finde hende nogen steder eller opdage, hvor hun var bleven af.
En tre dage efter var de ude på engen igjen, og så kom hun ned fra en stor høj med en lænke om hendes ene ben. Hendes fader gik da hen til hende og sagde: hvordan det kunne være, at hun kom sådan? Jo, siger hun, for bjærgmanden havde taget hende, og han lå og holdt om den ene ende af lænken, for at hun skulle ikke løbe fra ham. Så siger hendes fader: Ja, han ville hugge lænken over med hans høle. "Å nej, gjør det ikke," sagde hun, for så fik de hverken lykke eller velsignelse i, hvad de havde hjemme, men så længe hun levede, skulle de ingen nød komme til at lide.
Så varede det i en tre år, da så de en søndag morgen, som de kommer og vil til kirke, var der en sten løftet op uden for våbenhusdøren og lagt ned igjen. Nu ville de jo til at se, hvad der var dernede. Så stod pigen der, hun var sat ned i jorden og var død. Nu kunne de se, hvor deres barn var blevet af, og at hun havde været i bjærgmandens vold. Han havde alligevel fået hende slæbt i kirkegården. De blev formuende folk, men hvad storhed var der ved det alligevel.