Pigen ved Dommerby hede

Pigen ved Dommerby Hede.

Du er min ven – og jeg er din igen
Om hundred år, kun sagnene består

Henne i den by, de kalder Dommerby, var en mand, der havde en Datter. De skulle så om sommeren hen i kærene for at gøre høet tørt. Den gangenstid det blev hen ved Middag, skulle de jo hjem at have middagsmad.
Men pigen blev så søvnig, og så bad hun om, om ikke hun måtte blive på engen, til de kom igen, - hun kunne ikke holde ud at gå hjem. Pigerne skulle jo så forfærdelig tidligt op om sommer5en dengang. - Så sagde hendes fader, at det kunne da egentlig godt lade sig gøre, - de kunne jo tage noget mad ud til hende, når de kom igen. Så kunne hun ligge og hvile sig imens.
Men den gang de så kom tilbage igen, da var pigen forsvundet, de kunne ikke finde hende nogen steder eller finde ud af, hvor hun var bleven af. Skønt de ledte længe, var hun intetsteds at finde.
En tre dage efter var de ude på engen igen, og så kom hun ned fra en stor høj med en lænke om hendes ene ben. Hendes fader gik da hen til hende og sagde: hvordan det kunne være, at hun kom sådan?
Jo, siger hun, for bjærgmanden havde taget hende, og han lå og holdt om den ene ende af lænken, for at hun skulle ikke løbe fra ham. Så siger hendes fader: Ja, han ville hugge lænken over med hans høle.
"Å nej, gjør det ikke," sagde hun, for så fik de hverken lykke eller velsignelse i, hvad de havde hjemme, men så længe hun levede, skulle de ingen nød komme til at lide.
Så varede det i en tre år, da så de en søndag morgen, som de kommer og vil til kirke, var der en sten løftet op uden for våbenhusdøren og lagt ned igjen. Nu ville de jo til at se, hvad der var dernede.
Der stod pigen, hun var sat ned i jorden og var død. Nu kunne de se, hvor deres barn var blevet af, og at hun havde været i bjærgmandens vold. Han havde alligevel fået hende slæbt i kirkegården. De blev formuende folk, men ak ja - hvad storhed var der alligevel ved det!