Pluddermads

Billedet er malet af L.A.Ring i 1892 og hedder Foraar i Hals.

PludderMads

Her er fortællingen om PludderMads.

Måske skal du ud og prøve en af ruterne med trolderuteappen. Ruten hedder PludderMads, Rakkerruter og Hedeture ved Flyndersø.

Troldene har set dette billede og tror, at det har noget med PludderMads at gøre. De har set billedet i Den store Gamle Troldebog, som du kan læse om her:

Du kan høre et lille hørespil om PludderMads her

PludderMads er en virkelig person, der hed Mads Christoffersen.

Han blev født i Resen sogn ved Skive i 1780 og døde i fattighuset i Resen sogn i 1856. han levede hele sit liv som omvandrende rakker og natmand og var indbegrebet af det, som befolkningen kaldte en kjæltring.

Sølle fordrukken og uden fast arbejde. Men han valgte selv det frie liv, for var der brændevin nok, og uøvrigt kvindfolk til at hjælpe ham med tøj og mad, så kunne man passe sig selv på heden uden at anstrenge sig. Han kom vidt omkring og havde ikke mindre end 7 kærester.

Her er udsnit af Anton Gaardbos bog om Himmerlands rakkere, hvor PludderMads er omtalt:

Af alle Himmerlands hjemløse Rakkere var Pludder Mads den mest populære, og han har også i Modsætning til de fleste andre været kendt i alle Egne af Landsdelen.

I Madses Tid, i Slutningen af det 18. og Begyndelsen af det 19. Århundrede, gik Rakkerne jo endnu i større Selskaber, „Komplotter", på indtil en Snes Personer. Den „villeste", o: Anføreren for en sådan Trup, kom Folk ret naturligt til at bide Mærke i frem for i nogen af de andre i Selskabet, og Mads havde netop efter alle samstemmende Udsagn en sådan Førerstilling under sin rastløse Omflakken.

Hvor mange År, Mads har færdedes her, vides ikke, men 1830 oplyser han i et Forhør ved Helium-Hindsted Herreders Ret, at han da havde strejfet der i 19 År, så det er rimeligt nok, at han i denne Årrække har vundet sig et udstrakt Bekendtskab.

Han var vist født i Resen Sogn, og Kirkebogen der oplyser, at: 1780 Dom. 18 p. trinit. hafde Chrestopher Nat-Mand og Hustru, Johane, en Søn i Kirke, forhen hiemdøbt og kaldet Madtz, båren af Jens Natmands Datter, Ingeborre, Faddere gamle Jens Natmand, Jens Pedersen og Niels Nielsen, Pigefadder Marie Christensdatter.

Natmandsfolkene var jo som Regel punktlige med at få Børnene døbte, og man tør vel derfor nok gå ud fra, at Mads er født samme År, han er døbt. Vi øjner iøvrigt den samme Fordom mod Natmandsfolket ved denne Dåb, som ved de fleste andre i hine Tider.

Natmandens Datter må bære Natmandsbarnet til Dåben.

Ifølge de Oplysninger, der fremkom ved Forhør ved Helium-Hindsted Herreders Ret 1830, var Mads født af Forældrene Christoffer Christoffersen og Else Jensdatter; det må derfor formodes, at Moderen har heddet Else Johanne, og hun var vel nok Datter af den som Fadder nævnte gamle Jens Natmand. I Øster Hornum gik hun under Navnet „Else Pilehytte", og dette Navn blev der på Egnen et Skældsord, som man i Trætte anvendte mod Kvinder.

Faderen, Christoffer Christoffersen, var omvandrende Natmand, og Mads oplyser om ham, at han aldrig i sine Dage havde fast Bopæl.

Mads kaldte sig skorstensfejer.

Mads var vel ikke synderlig mere adstadig end Faderen, thi vel siger han, at han i 16 År har tjent Rakkeren i Vinde og forrettet Skorstensfejerarbejde, men dette Tjenesteforhold har sikkert været noget løst og har vel bestået i, at han havde Tilhold der, når han hvilede ud efter sin Omflakken eller lå i Vinterhvile.

Ovenfor er omtalt, at Mads indtog en Førerstilling indenfor sit Samfund, og man kunde derfor være tilbøjelig til at formode, at han var udstyret med legemlige Fortrin i Henseende til Størrelse eller Styrke, da sådanne Folk vel som Regel udkåres til Anførere i mere primitive Samfund; men Mads synes tvært imod at have haft et lidet tiltalende og højst ubetydeligt Ydre.

Da han havde været på Session, og man spurgte ham om, hvad han blev, svarede han: „A bløw Nol".

 „Ja, hvad er det?"

 „Det er ét, det er ét, det er Satan .... et nøj."

Nej, det var sandt nok, Mads blev ikke taget til noget ved Sessionen, thi han var Undermåler og blev derfor kasseret, som der oplyses i en Dom af 1835, og af Domsakter fra 1830 erfares, at han kun var 58, 1 /:Tomme høj. (ca 150 cm).

Af disse Domsakter såvel som af en fra 1837 fremgår det endvidere, at han var middel af Lemmer, havde to krumme Fingre, blå Øjne, bleg Ansigtsfarve, var skaldet og havde brunt Kindskæg, og hertil kan føjes, at han 1830 havde en eller anden Brystsvaghed. Gamle Folk, der have kendt ham, ville mindes, at han var en lille tyk Mand, og „han var sgu i jenner Skjæg og Tobak i hele Ansigtet", fortalte en gammel Kone. Somme har set ham med en høj, bredskygget Hat, andre med en fedtet Hue på Hovedet, og dertil var han iført en kort Trøje. En gammel Kone i Skelund beskrev ham således:

Han var en stakken, tyk „Morris", han lignede godt nok de andre Skidt, han var kommen af, lasket og led.

Vi se således, at der ikke var noget høvdingeagtigt over hans Ydre, men han har vel til Gengæld været udrustet med en særlig god Forstand.

Folk, der fører en vagabonderende og betlende Tilværelse, får som Regel en vis Smidighed i Talen for ad den Vej at ægge Gavmildheden hos de Mennesker, de hjemsøger, og Mads gør i den Henseende ingen Undtagelse. En Gang kom han til Haverslevgård, just som Kokkepigen var i Færd med at bage Pandekager.

 „Å, Herregud, bette Jomfru, varm Pandkag er min Livret," sagde Mads, og Pigen gav ham så en lige af Panden. I det samme hørte han, at Fruen kom, og han vilde så stikke den varme Pandekage ind under Vesten, men da han ingen Skjorte havde på, brændte han sig og stod derfor og gned sig på Brystet, da Fruen lukkede Døren op. Jeg synes, han skultrer sig," sagde Fruen, hvortil Mads, der ikke vilde røbe, at han alt havde fået én Pandekage, han håbede også at få en af Fruen, snarrådigt svarede: „Ja, de er de her Bier (Lus), der synger, bitte Madam," og så bjergede han en Pandekage til.

Han kunde også lave andre Regnestykker. Da han således i 1832 skulde hjælpe en Mand i Års at drive nogle Stude fra Røde Mølle ved Kyø til Skeelsminde ved Ålborg, fik han for sin Ulejlighed inden Afrejsen 3 Mark og en god Frokost, men da de kom til Eibykrat, kastede han sig ned på Jorden og lod, som om han havde heftige Koliksmerter. Røgteren, som også var med, prøvede at kurere ham med et Par gode Rap af Kæppen, men Mads vilde ikke videre.

Konfirmeret blev han da.

I „Jydsk Almueliv" er anført, at Mads blev konfirmeret i Skive Kirke, og det er rigtigt, men han var da en temmelig gammel Konfirmand, thi i Følge Konfirmationsattesten i Viborg Tugthusarkiv blev han konfirmeret 1. Søndag efter Påske 1805, altså 25 År gammel.

En Dag under Konfirmationsforberedelsen vilde Præsten vide, om Mads kunde huske, hvor mange Kurve Mad, der blev samlet sammen efter Bespisningen af de 5000 Mennesker i Ørkenen. Mads erindrede det ikke, og Præsten oplyste da, at der blev 12 Kurve tilovers. „Ja, men det kommer da an på, Får, hvor stur æ Kurre var," indvendte Mads.

Ligesom alle andre Landstrygere var Mads hengiven til Brændevin og Tobak. I „Jysk Almueliv"  fortælles, at han nok mente, at han og hans Kæreste kunde fortære en Flaske Brændevin strax på Stedet, og samme Steds berettes der om, at han satte så stor Pris på Tobaksudkradsning, at han blandede den sammen med Fødevarerne, han tiltiggede sig.

Hans Døbenavn var, som nævnt, Mads Christoffersen, og således kaldes han i Retsakterne, men af Befolkningen på Himmerland kaldtes han med forskellige Øgenavne som „Pludder Mads tf , „Rakker Mads a , „Mads Snalder", „Skrummel Mads" og „Mads Klundt".

I Retsakterne nævnes han „af Vinde ved Skive", og han siger også selv under et Forhør ved Hellum Hindsted Herreders Ret 1830, at han var født i Vinde By, men han var, som ovenfor omtalt, hjemmehørende i Resen, hvor han var døbt, og hvortil han gentagende Gange blev hjemsendt, og Beretningen om, at han var fra Vinde, har næppe andet Grundlag, end at han i en længere Årrække havde Tjeneste eller Tilhold hos Natmanden Hans Mortensen i Vinde. I Forhøret 1830 oplyser han, at han foruden i Himmerland havde strejfet om i Han Herred, Kjær Herred, Fjends Herred og Salling, og derfor har Dommeren i Helium-Hindsted Herreder vistnok også Ret, når han i Præmisserne til Dommen over Mads udtaler, at i Betragtning af hans ørkesløse Vandring, „det Omfang, hvori han har ført et omstrejfende Levned, forenet med Betleri, og hans øvrige Vandel" , blev Straffen o. s. v.

"Jeg har så godt som een kone."

I 1830 blev Pludder Mads tillige med sin Kæreste, Ane Christensdatter eller „Grydsted Ane", et Par af deres Børn samt Andreas Olesen eller „Sold Andreas" og dennes Kvinde, Sidsel Jørgensdatter, m. fl., hvem Mads på dette Tidspunkt var Anfører for, anholdt og straffet (ved Helium Hindsted H. Ret) for forskellige Forhold.

Mads havde ikke alene gået omkring som Skorstensfejer, men havde også udført andre Natmandsbestillinger som at flå Hunde og Katte, og Kæresten havde stedse betlet. Folk har fortalt, at Mads sagde om sig selv, at han aldrig stjal, „men kun tog noget en Person ved Navn Jakob, og 1814 blev hendes Datter med Pludder Mads, Else Elisabeth Madsdatter, døbt i Vilsted Kirke. Navnet på hendes andet Barn med Mads kendes ikke. Så forlod hun Mads i Tiden 1814—20 og slog sig sammen med Anders Hansted, også kaldet Anders Fonne eller „Lire Anders', med hvem hun havde en Datter, Ingeborg Andersdatter, f. i Veggerby Sogn 21. Februar 1821, men hendes Moder angav da en Christen Carlsen fra Randers som Barnefader, så hun har måske stået i Forhold til begge på samme Tid. Senere træffe vi hende i Følge med Anders Hansted, hvis rette Navn var Anders Axelsen, og sammen med ham blev hun 1830 dømt ved Lindenborg Birketing for Løsgængeri og Betleri. Foruden sine to ovenfor nævnte Døtre havde hun da også en Søsterdatter, Sidsel Marie, med sig.

Om sin Barndom fortalte hun i Retten, at hun stedse havde gået omkring og tigget indtil sit 15. År sammen med Forældrene og siden på egen Hånd; hun havde aldrig haft Tjeneste, fast Ophold eller Understøttelse, og hun var ikke konfirmeret, skønt hun nu var 46 År gammel, hvilket formodentlig hænger sammen med, at hun ikke tidligere var falden i Rettens Hænder. Som Fader til Datteren Ingeborg angav hun nu Anders Axelsen, som var anholdt tilligemed hende. Med Hensyn til — udtales det videre i Dommen — at hun sin hele Levetid har været Løsgængerske og Betlerske, kunde hun vistnok fortjene den i Forordn. af 21. Aug. 1829 fastsatte højeste Straf, men ses der hen til, at hun af Forældrene er anvist den Næringsvej, hun har brugt, og at hun så at sige ikke har kendt nogen anden, samt at hun hører til Rakker- eller natmandsfamilierne, der med få Undtagelser alle betle, og at det ikke er oplyst, at hun har foretaget noget, der kunde karakterisere hende som farlig Løsgængerske fandt Retten, at 3 Gange 5 Dages Vand og Brød vilde være en passende Straf.

Mads' anden Kvinde, Karen Jensdatter, også kaldet „Skrat Karen" eller „Vårst Karen", skulde efter hans Udsagn være en Husmandsdatter fra Gunderup Sogn; det er muligt, at Mads taler sandt, thi gamle Folk har meddelt, at hun skal have været Kokkepige i Nørholm Præstegård. Mads lærte hende at holde af Brændevin, men det har ikke af Landsdelens Retsprotokoller kunnet ses, at hun har været tiltalt eller straffet.

Befolkningen har moret sig over, at hun og Mads vare så ængstelige for at være ude i Tordenvejr, at de løb om Kap for at komme i Hus.

I Følge Buderup Kirkebog blev Mads' og Karens Søn, Frederik, født der 1819. Forældrene kaldes: Skorstensfejer Mads Christoffersen af Skive og Hustru, Karen Jensdatter Wårst. Denne Frederik, der døde ung, var en Tid i Pleje i Gunderup Sogn, og Mads gav ham den faderlige Formaning, at han skulde skikke sig vel, så han kunde blive i Byen, hvilket kunde tyde på, at Mads ikke betragtede sin egen omflakkende Tilværelse som attråværdig. Fra „Himmerlands Rakkere" I., 112, vides, at Drengen som 12 År gammel endnu ikke kunde læse.

Karen Jensdatter døde i Bislev Sogn, hvorom Kirkebogen indeholder følgende Notits: „Karen Jensdatter, omløbende Natmandskvinde, 36 År, døde 23. December 1822, begravet 1. Jan. 1823; død i Ilsø, hvor hun syg blev indbåren og strax forløst, efterladende sig 2 Børn. Hendes foregivne Mand var Rakker Mads". Det Dødsfald blandt en af Mads' Kvinder, som omtales i „Jydsk Almueliv" og som skal have fundet Sted i Fandrup, kan således ikke vedrøre Karen Jensdatter. Da Mads tortalte Folk om Karens Død, sagde han: „Hun er i Guds Rige i Ilsig Lade."

Ane Christensdatter eller „Grydsted Ane", som Mads omtaler som sin tredie Kvinde, var Datter af en Husmand i Grydsted i Voxlev Sogn, kaldet „Prins Christian". Hun var ved Anholdelsen 1830 i en Alder af 45 — 48 År. Det var egentlig ikke så underligt, at hendes moralske Begreber kun vare lidt udviklede; thi 10 År gammel jog Forældrene hende ud at tigge, og hun havde aldrig tjent eller haft fast Opholdssted, men havde stedse været Løsgængerske og Betlerske, uden at hun dog tidligere var bleven straffet derfor. 20 År gammel var hun kommen i Kast med Omløberen Rasmus Nielsen, som døde i Ålborg Fattighus 1829. Ham fulgte hun et Par Dage, hvorefter han igen forlod hende, efter at hun var bleven frugtsommelig med Datteren Dortea Kirstine Rasmusdatter, som 1830 angives at være 11 År gammel og født i Veggerby Sogn. Der er dog noget urigtigt i disse Angivelser, thi hvis Ane kun var 20 År, da hun o. 1819 slog Følge med Rasmus, kunde hun jo ikke være 45—48 År i 1830. I et andet Forhør har hun da også oplyst, at hun løb med Rakker Rasmus; men hertil kan yderligere føjes, at hun omkring 1814 levede i naturligt Ægteskab med Rakkeren KrykHans, og at hun i den Periode blev „lokket" af en AFtægtsmand Anders Jensen og fødte en Søn, Mads, i Ejstrup Krat (St. Brøndum Sogn), hvilken 1830 angaves at være 16 År gammel. Kryk-Hans forklarer i et Forhør ved Års-Slet Herreders Ret 1830, at han havde levet sammen med Ane, men at hun for 13 År siden (altså o. 1817) havde forladt ham og derefter gået med hans Halvbroder „Pludder Mads ft , men selv forklarer hun samme År, at hun kun i 7 År havde gået med Mads, så det er vanskeligt at holde Rede på hendes Forbindelser. Hun angiver at være bleven konfirmeret i Nibe, 16 År gammel, men hendes. Søn, Mads, var ikke konfirmeret.

I Følge Bislev Kirkebog havde Pludder Mads og Grydsted Ane en Datter, Sidsel Marie Madsdatter, som var født den 14. Juli 1824 og døbt 18. Juli s. A., Da . der anføres, at Moderen løb bort med Barnet inden Fremstillingen i Kirken, må det altså være blevet hjemmedøbt.

Gamle Folk berette, at Mads og Ane også havde en Søn, der som Barn opholdt sig i Grydsted for at søge Skole, men da Forældrene en Gang kom til Skolen, fik Drengen Lov at tage en lille Udflugt med dem, og han fik derved Smag for Landløberiet og fortsatte dermed, indtil han endte i Tugthuset, hvor han lærte at væve. En af Mads* Døtre lignede ikke sine Stammesøskende. Hun tog nemlig fast Tjeneste i Hule Mølle og giftede sig senere i Almuestand.

Efter Mads' eget Udsagn var han ikke gift med Ane, men „levede med hende som med en Hustru".

Vi kende endnu Navnet på en fjerde af „Pludder Mads'" Kvinder, nemlig Dortea Kirstine Rasmusdatter eller „Lamme-Dorret", som hun almindeligvis kaldtes. Befolkningen på Himmerland har kendt hendes Navn, men har ellers intet Træk fortalt om hende, og hun har vist ikke vandret på Himmerland, fordi hun var Krøbling og måtte gå ved en Krykke og en Stok, så hun næppe har kunnet vove sig så langt bort fra sin Hjemstedskommune, der, så vidt vides, var Resen Sogn ved Skive.

Michael Ancher: Bonatzi og glade Elsie

I Jydsk Almueliv" berettes derimod adskilligt om Mads og hende. Således fortælles i Nr. 704, at Mads var blind, hvilket han — om det passer — må være bleven på sine gamle Dage. Han måtte derfor lade sig lede af Dorte, hvilket skete på den Måde, at han tog fat i hendes Skørt. Når de så kom ind et Sted, tiggede Dorte en Dram til den stakkels Mads, men som oftest holdt hun kun på Skrømt Glasset hen imod den blindes Mund, hvorefter hun selv sneg sig til at tømme Glasset.

Ved Salling Herreders Politiretsdom af 13. Juli 1835 og Højesteretsdom af 30. Oktober s. A. var Mads for Betleri bleven dømt til 18 Måneders Ophold i Viborg Tugthus, og 1837 .fik han ved samme Herreders Ret en Dom på 3 År i Tugthuset, ligeledes for Betleri, og Dorte fik 30 Dages Fængsel på Vand og Brød for samme Forseelse. I Forhørene erklærede hun, at hun var nødsaget til at betle, såfremt hun skulde opholde Livet; thi hun fik ikke tilstrækkeligt Underhold af Fattigvæsenet. Hendes Understøttelse udgjorde 3 Skpr. Rug og 3 Skpr. Byg samt 1 Rdlr. og 2 Mark Kvartalet; men da hun var en Krøbling på 50 År og dertil havde Slagtilfælde, kunde hun ikke klare sig med denne Hjælp. Mads klagede også over, at han led Nød; hans Understøttelse var som Dorthes med Undtagelse af, at han kun fik 1 Rdlr. i Penge, men Sagen var nok, at de begge vare drikfældige, og da de vare uforskammede i Tale og Adfærd, når de vare fulde, stillede Befolkningen sig vel modvillig overfor dem, så de f. Ex. efter deres eget Udsagn almindeligvis måtte betale den Mælk, de havde Brug for, hvad Fattigfolk ellers aldrig gjorde på hin Tid.

Mads havde ellers lidt Fortjeneste med at lave Hægter, men i den nærmeste Tid forud for Dommen havde hans Fortjeneste derved kun udgjort 4 Skilling. Af Fattigvæsenet fik de også udleveret Lærred til Linned, men det var Blårgarnslærred, hvad der ikke behagede dem. Dorte bortbyttede sit og fik noget finere til en Særk; men Mads, der ikke kunde tåle den grove Skjorte på sin Krop, gjorde den i Penge og måtte ved sin Anholdelse forsynes med en Skjorte af Arrestinventariet.

I Forhørene vilde de nok vedgå, at de opholdt sig sammen på Dortes Bopæl i et Kammer, hvor de delte Seng og således levede i Skørlevned; men de henviste dog i så Henseende til deres fremrykkede Alder 1 ). Sognefoged J. Nielsen i Resen oplyser i et Brev, at Mads og Dorte boede i det såkaldte Rakkerhus, men at de, så vidt vides, ikke levede sammen i deres sidste Dage. Måske er Mads bleven træt af Dortes Ondskab, thi hun pryglede ham med Krykkerne, og en Gang, da de gik til Skive, skubbede hun ham ned af Gangbrædtet over en Bæk, så han faldt i Vandet og — blind, som han var — ikke kunde hjælpe sig selv op.

Mads kom til at gå på Omgang blandt Beboerne i Resen Sogn, og Dorte, der havde Ophold i Rakkerhuset, døde vist der 1856.

Mads er af enkelte gamle Folk på Himmerland blevet betegnet som den værste Rakker, man har kendt i denne Landsdel, og muligt har han heller ikke været nogen helt „sød Sjæl", men han har dog fra anden Side haft Ord for at være af et godt Gemyt, og han har sikkert været ligefrem skikkelig i Sammenligning med Sold Andreas, Anders Nørager og flere andre af de Landstrygere, der i første Halvdel af det 19. Århundrede gjorde Egnen mellem Viborg og Ålborg så usikker.

Der har da heller ikke, hverken mundtligt eller skriftligt, været berettet om Mads, at han nogensinde har udøvet eller deltaget i Voldsomheder, og vi vide, at han fik et godt Skudsmål fra sit Ophold i Hobro Arrest 1830, ligesom Sognefogden i Ræbild i et Brev til Herredskontoret i Hellum-Hindsted H. samme År udtaler, at „Uskikkelighed har man aldrig hørt om denne Mand".

Af sit Følge var Mads — som det fremgår af Forhørsakter — afholdt og agtet, og et særligt Bevis herpå have vi i den Omstændighed, at da Sold Andreas efter Anholdelsen i Ræbild så Lejlighed til at undvige fra sine Bevogtere, tog han først en bevæget Afsked med Mads og sagde tilsidst til ham: „Nu ser jeg Dig ikke mere, der har Du min Kniv, den vil jeg give Dig" — Kniven var Rakkernes „Kårde", den Ejendel, de nødigst skilte sig ved.

Når ovenstående sammenholdes med de mange Træk om „Pludder Mads", der ere meddelte i „Himmerlands Rakkere I., vil man antagelig kunne danne sig et temmelig troværdigt Billede af denne gamle Rakkerfører.