Sang for Kvindevalgretten.
Forfatter Jeppe Aakjær
Mel.: Langt højere Bjærge saa vide paa Jord.
Der skrider i Lyset et frelsende Tog,
det kalder ved Smaamandens Døre,
paa Lovgiver-Porten det rungende slog,
selv døveste Drog maa det høre.
Det sender sit Bud til hvert eneste Hjem,
og Hænderne vinker, hvor Toget gaar frem.
De Mørkets Dæmoner, som Natten har dulgt,
bortglider paa Flagermusvinger
og Frihedens Alfer, som Toget har fulgt,
de søndrede Lænker hensvinger.
Og Manden slaar Følge med Sindet i Brand,
men Kvinden hun tøver med Øjet i Vand.
Thi hvor skal hun tage det villende Mod,
som Guderne nægted de Svage!
Vemodig hun løfter sin hildede Fod
og stirrer mod Vuggen tilbage.
Dog Maalet har luet, og Længslen er vakt,
en Dag vil den vokse til flammende Magt.
Forlænge hun sad under Formynder-Arm
og leged med Pynt og med Dukker,
forlænge – som Fugl i sin gitrede Karm –
hun nipped til Smiger og Sukker;
men snart vil hun vaagne af Smigeren mæt,
da gnider hun Øjet og kræver sin Ret.
Den gudskabte Ret, som hos tænkende Mænd
staar adlet blandt Jordlivets Goder,
den skulde du nægte din kjæreste Ven,
din Hustru, din Søster, din Moder!
Nej, delte de Byrder i Felt som i Lejr,
hvor skjændigt at nægte dem Part i vor Sejr.
Hvor Mændene brydes med Klinge og Kno,
der skulde hun tyssende træde,
hvor Skæbnerne trampes med sømslagne Sko,
der skulde hun Saarene væde;
det Ømhedens Sind, som er Himlenes Skænk,
med hende da smykked vor Lovgiver-Bænk
Befrielsens Mærke staar tegnet i Sky’n
omkring i de fødende Lande,
og Luften er svanger med Torden og Lyn,
og Kravene stiger som Brande.
Agnete, vær vaagen, det ringer mod Dag,
snart Havmanden slipper sit kvælende Tag.
Jeppe Aakjær.
Du kan læse om Sang om kvinders valgret af Jeppe Aakjær på følgende steder:
Kontaktoplysninger
Kirsten Borger
Ørslevklostervej 272
7840 Højslev
Tlf: 51 18 24 87
kirstenborger@gmail.com