Talemåder om fanden

Talemåder om uvæsen og om fanden.

741
Det barn, der er blevet født om natten og i det skjulte sat ud af moderen, bliver hundrede år efter til en »glumso«, som er et frygteligt spøgelse at møde, især for den, der har en pengepung eller en tobakspung af svineblære på sig, fordi glumsæn da kløver ham fra neden og opefter.

763
Hvor Gud har sit hus, har også djævelen sin bolig; helst bor han over prædikestolen.

764
På de kirketårne, hvor der er en vægter, som udråber nattens timer, er der altid en side, hvorfra han ikke vover at råbe, fordi det siges, at han trygt kan råbe ud til de tre sider, men hvis han råber fra den fjerde, kommer fanden og kaster ham ud.

765
Når der er legestue i en gård til langt ud på natten, kommer fanden til og omskaber sig i skikkelse af en stang eller et læssetræ, og han stiller sig da uden for et vindue for at se efter, om der er noget for ham at gøre derinde. Undertiden går han også ind i stuen som gæst, og i så fald tager han gerne plads ved trekort-bordet og opfører sig meget anstændigt. Men det kan sommetider ske, at en af kortspillerne taber et kort under bordet, hvorved han kommer til at opdage hestefoden.

766
Hvis en ung pige er meget forfængelig og spejler sig og pynter sig om aftenen, da står fanden tæt bag ved hende. Og den pige, der har givet en karl sit ja-ord og siden bryder det, passer fanden godt på, når brudeskaren kører til kirken.

767
Kirketyvene hører til fandens folk. Når de gør indbrud om natten, lyser han sådan op for dem i kirken, at de endog kan se en nål, selv om den ligger på gulvet.

768
Den, der aflægger falsk vidnesbyrd hører fanden til. Derfor var det også skik ved birketinget i gamle dage, at der altid blev åbnet et vindue i tingstuen, når nogen skulle aflægge ed, for at fanden uhindret kunne komme ind og hente den, der aflagde falsk ed.

769
Man må ikke male fandens billede på væggen, for så kommer han selv.

770
For at få at vide, om en afdød mand har haft med fanden at gøre behøver man blot ved begravelsen at kigge gennem seletøjet på en af de heste, der er spændt for ligvognen; hvis han nemlig har haft med den onde at gøre, vil man se en sort hund sidde bag på vognen.

771
Når man er gået baglæns rundt om kirken tre gange og for hver gang har fløjtet ind gennem nøglehullet på kirkedøren, så kommer fanden ved den tredie gang, og kommer han ikke straks, kan man råbe ham ud.

772
Til beskyttelse imod fanden og imod alskens trolddom er det gavnligt altid at have et stykke af kirken på sig. Derfor ser man ofte, at der er pillet noget kalk af muren inde i kirken.

773
Den, der bliver overfaldet af fanden og har sit fyrtøj på sig, kan forjage ham blot ved at slå ild.

774
Når bonden kører hjem fra købstaden om natten, kan det undertiden ske, at han ikke kan komme frem ad vejen med sin vogn, fordi der kører en stor sort karet lige foran ham, som forsvinder, hver gang han vil køre udenom, men den er der igen, når han kommer ind i sporet. Når dette sker, skal han blot stå af vognen og gå frem foran til hestene og kigge gennem halskoblet på den nærmer hest, så forsvinder det hele.

775
Hvis smeden lader sin hammer ligge på ambolten efter fyraften, eller hvis snedkeren lader høvlen ligge på høvlebænken, kommer fanden om natten og bruger værktøjet, så folk, der bor i huset ofte kan høre det.

776
Når bonden kører hen ad vejen ved nattetid, mærker han undertiden, at der er nogen, som har sat sig op bag på vognen. Når dette sker, standser han vognen, står af, tager hovedstolen af den nærmer hest og lægger det nærmer baghjul op i vognen, idet han siger: »Stå af og løb under!« Når han så kører, må djævelskabet stå af og løbe under vognen i stedet for det manglende hjul.

I Italien har man en legende om, hvordan den hellige Boni-facius på vejen hjem til sin hytte blev overfaldet af fanden, som splintrede det ene hjul på hans vogn. Men den hellige mand bandt fanden under vognen i hjulets sted og kørte videre.

777
I gamle dage har der været mennesker, som for at vinde rigdom, anseelse og andre verdslige goder har indgået en pagt med fanden, og de har med deres eget blod fraskrevet sig både deres Gud og Frelser og deres dåbspagt, hvorved de med sjæl og legeme har overgivet sig til den onde.

778
Der skal efter sigende findes en mærkelig gammel bog, ved hjælp af hvilken man efter forgodtbefindende kan læse fanden til sig og fra sig. Almuen kalder den Cypriani Bog, og det skal være i kraft af den, at visse præster og kloge mænd kan få magt over fanden. Men der er den ejendommelighed ved denne bog, at hvis man først har fået den i eje, kan man hverken sælge den, grave den ned i jorden eller brænde den, uden at den kommer tilbage igen af sig selv, og hvis ejermanden ikke slipper af med den inden sin død, vil hans syndige sjæl være hjemfaldet til den onde. Den eneste måde, hvorpå han kan slippe af med den, er at en anden vil modtage den som foræring, vel vidende, hvad det er for en bog.
På Island har de også en slags Cypriani Bog, som kaldes Rødskind. Et eksemplar af den skal efter sigende være opbevaret på Stiftsbiblioteket i Reykjavik.

779
I gamle dage var der præster og kloge mænd, der forstod sig på at drive djævelen ud af de besatte. I året 1547 har Peder Palladius skrevet en udførlig redegørelse for, hvordan man skulle bære sig ad med det, og hvordan man skulle forholde sig i en sådan situation. Om sådanne kloge mænd hed det almindeligvis, at de kunne mere end deres fadervor, og det samme sagde man om dem på Island.

Just Mathias Thiele: Danmarks folkesagn bd III