Taterkællingen 2. del

Taterkællingen, del 2

Morten var stoppet op, havde stirret på heksen og var rendt tilbage, alt hvad remmer og tøj kunne holde.

Han havde ikke sagt noget til nogen om kællingens snak. Men han havde blot set, hvad der var sket.

Deres gård, Mortens forældres, var den eneste af de mange udbyggergårde, der ikke var blevet ramt af ulykker. Mads Andersøn havde fået næsten hele høsten ødelagt af et voldsomt uvejr, der løb over egnen, dagen efter, at Mortens far havde fået sin første høst i hus.

Hos Jeppe Pedersøn var tre små børn døde af skarlagenfeber. Hos Martin Jakobsøn var den fine tyr gået i mosen, og selv om de havde fået den op i tide, var den dog død af feber kort efter.

Alle kunne tale om det uår, det havde været. Øllet ville ikke gære. Brødet mugnede alt for hurtigt. Der var vældige rotteplager. Der var syge dyr, og hønsene ville ikke lægge æg.

Folk mente, at det kom sig af kongens bestemmelser om, at Stavnsbåndet skulle ophæves. Bøndernes marker skulle ikke længere strimles op i uendelig mange små, men hver gård skulle ligge midt i de store samlede marker, der hørte til den.

De fattige kunne få jord helt ude på overdrevene. Og det var det, der ikke duede. Hvem sagde, at det var muligt for så fattige uvidende folk, at klare sig selv.

Vel var det førhen ilde med træhesten, og de ubehageligheder, der kom af hoveriet. Men var det ikke værre, mente gamle folk, som nu at sidde ude på overdrevene i sine hastigt opførte nygårde, ene med sin skæbne, ganske overladt til Vorherres vilje, og alfer og troldtøjs tilfældige spil.

Før reformen måtte herremanden dog sørge for, at man ikke døde af sult, for døde mænd kan ikke gøre hoveriarbejde. - Da havde man landsbyens tætte sammenhold at vende tilbage til hver dag. - Nu kunne man sidde alene med alle ulykkerne, ganske vist på egen gård, men hvad hjalp det, hvis der ikke var noget at spise.

Sådan sagde folk i landsbyen.

For ikke alle var glade for de nye reformer.

Det var nok dem, der var skyld i alle ulykkerne.

Morten havde tænkt meget over det. - Det var ikke reformernes skyld. - Han vidste bedre. Det var den gamle taterkællings forbandelser, der var skyld i det hele.

Alle de frygtelige ting var begyndt, efter at den gamle rakkerkælling havde udtalt sine forbandelser, den sommeraften på gården, hvor hun gik og rokkede det sårfyldte spædbarn på armen.

Og ulykkerne skyldtes, at folk ikke ville have taterkonens datter ind i deres lade for at føde sit barn.

Vil du høre næste del af historien, så tryk på billedet her: