Taterkællingen 3. del

Taterkællingen, del 3

Morten havde spurgt sin far om, hvorfor man havde ladet pigen føde sit barn ude på heden. Faderen havde gryntet lidt og sagt, at det ikke var godt at lade sådan en unge blive født på en ny gård. Det var jo ikke til at vide, om det bragte ulykke.

Alle var jo usikre på alt det nye, der var sket i de sidste par år, så det var bedst ikke at tage nogen chancer.

Men hun kunne jo bare have ligget ude i laden, havde Morten sagt.

»Hun kom ikke her forbi - og du skal ikke blande dig i ting, du ikke forstår.«

Faderen havde viftet ham væk og var gået hen for at tærske kornet.

Siden havde Morten tænkt over det, hver gang en ny ulykke væltede ind over en af bønderne på de nye gårde.

Det måtte være den gamle kones skyld.

Og nu havde han set hende. - Hun var kommet gående sammen med en flok pjaltede højtskrålende kvinder og mænd, gennem landsbyen, på vej over mod lysningen i skoven, hvor de kunne slå lejr.

Morten havde været ved smeden sammen med sin far for at købe nogle søm. 5 søm skulle de bruge.

5 søm, tænkte Morten, ligesom der var 5 kvinder i flokken, og det var 5 måneder siden taterkonen havde været hos dem.

Kjæltringer! sagde Mads Olesøn. - Rakkerpak! kaldte Sidsel Andersdatter dem. - Skøjere! sagde gamle Kirsten Hjulspor.

De havde alle stået henne ved smeden og kigget surt efter de fremmede.

Morten havde fået lov til at smutte hen for at se på, at de slog lejr. Han havde gemt sig i skovbrynet og ligget og kigget på dem i flere timer. - De vidste ikke, at han var der. Han lå gemt bag en busk kun få meter fra den gamle kone.

Først havde de grinet og råbt og smidt deres ting på jorden. Så havde de ladet en lerdunk gå på omgang og alle havde taget en slurk. Og pludselig havde en af mændene væltet den yngste af kvinderne om i græsset, mens hun hvinede højt.

Hun nåede lige at smide den tøjbylt fra sig, som hun havde båret på. - Hun skreg højt af latter, og hun og manden trillede rundt på jorden.

Morten stirrede på bylten. - Den gav et vældigt vræl fra sig, og den bevægede sig. Den spjættede og rullede. Inde midt i alle tøj stykkerne lå et lille bitte ansigt og kiggede på ham.

Det var den lille unge, konen havde haft med. Ungen med sårene. - Den gamle kælling vraltede hen og samlede bylt og barn op, mens hun bandede stygt.

»Satans pak, smide rundt med ungen, som om det var en gammel sæk.«

Den gamle kone rokkede lidt frem og tilbage med barnet indtil det holdt op med at græde. Så gav hun det noget mælk fra en kande, efter at hun først havde hældt en skvat brændevin i. Hun tyggede lidt brød, som hun puttede ind i munden på barnet.

Morten kunne ikke få øjnene fra den lille. Sårene var væk. I stedet var der en utrolig bunke skidt. Morten var ikke vant til at være ren, men han havde alligevel aldrig set så snavset et barn.

Den lille lå hele tiden og stirrede lige over på Morten, lige ind i øjnene på ham. Og med ét brød de begge ud i et mægtigt grin, som fik den lille til at pludre og grynte.

»Hm, hvad er du så glad for?« sagde den gamle.

Morten turde næsten ikke trække vejret, sæt nu hun opdagede ham. Hele tiden så den lille over på ham. Han kunne godt lide det lille snavsede ansigt.

Det var mærkeligt, at den gamle heks kunne være så sød ved det lille barn... hun der var skyld i så mange ulykker.