Efter at have taget nogle solide slurke af brændevinsdunken, satte den gamle kone sig hen til de andre ved bålet. Lidt efter kom den store skæggede mand og den unge kvinde tilbage. Morten havde slet ikke set, at de var forsvundet.
Morten kunne ikke rigtig høre, hvad de snakkede om derhenne ved bålet, og han skulle lige til at snige sig væk, da han spidsede ører.
»Den nye gård, der ligger lige før overdrevet omme på den anden side af landsbyen, har den ikke noget, vi kan bruge? Der har vi jo ikke været.«
Det var den store sortskæggede, der talte.
»Ja, de sidder jo nok og spiser fedt flæsk hver dag - det siges jo, at de er de eneste, der har heldet med sig.«
Morten stivnede. Det var hans gård, de talte om.
»Lad os gå derhen i nat og se, hvad vi kan finde. Den ligger jo langt uden for byen. Ikke en sjæl vil høre os, heller ikke, hvis de råber op.«
»Der kan vi jo også komme væk i en fart.«
Det var en anden mand, der talte, og alle i flokken slog en skraldlatter op. Undtagen den gamle kone.
Morten ville ikke høre mere. De ville komme og røve på hans gård. De ville tage alle deres ting, og hans far og mor ville ikke få hjælp fra nogen, fordi gården lå så langt ude.
Under de høje råb og hyl og vældige latterbrøl listede han sig bort fra busken. Han ville hjem. NU.
De må advares derhjemme, allesammen.
Han kom længere og længere væk fra flokken og bålet. Tilsidst turde han løbe, da han var langt nok væk. Han løb og løb.
Styrtede afsted.
Der var vel en times gang hjem i almindeligt tempo. Morten syntes, det var uendeligt langt.
Han piskede afsted. Bagom alle husene i landsbyen, om ad markskellet ved Mads Olesøn.
Han snublede flere gange, løb ind i et brombærkrat, men han lagde slet ikke mærke til alle de rifter, han fik.
Nu kunne han se gården. Der brændte lys inde i stuen, de to stuevinduer lyste ensomt ud i mørket. Alt andet var sort. Morten styrtede afsted som hypnotiseret af de to oplyste vinduer, de to firkanter syntes hans eneste redning.
Han sansede ikke at gå om på den anden side af huset, om til døren, han løb vaklende hen og hamrede på stuevinduet.
»DE KOMMER - DE KOMMER - FAR.«
Inde i stuen sprang faderen forskrækket op, hvad var det dog med drengen.
»FAR.«
Faderen løb ud og om til drengen, der stod vildt hulkende og hamrende på vinduerne.
»Far, far, de kommer. Jeg hørte selv de snakkede om det. Vores gård er den eneste, der ligger så langt væk, at vi ikke kan råbe om hjælp, når de kommer.«
løftede Morten op og bar ham ind. Morten var trods sine ti år ganske lille og spinkel.
»Så, så, fortæl os nu roligt, hvad der er sket, hvem er det, der kommer.«
Morten fortalte. Om forbandelserne og alle ulykkerne på de andre gårde. Om hvordan taterne, rakkerne havde siddet og grinet og råbt til hinanden, at de ville komme til Mortens gård og røve, hvad der var at røve.
»Vi må holde vagt, far. Vi må. De kommer og tager vores ting. Alle de ting, som vi har. Det må de ikke.«
Faderen sad med dybe furer i panden og nikkede til Morten.
»Ja, hvis det er sandt, så må vi holde vagt i nat.«
Du kan læse om Taterkællingen 4. del på følgende steder:
Kontaktoplysninger
Kirsten Borger
Ørslevklostervej 272
7840 Højslev
Tlf: 51 18 24 87
kirstenborger@gmail.com