Taterkællingen 6. del

Taterkællingen 6. del

Han så ned på den gamle kone, der lå på gulvet. Faderen bøjede sig ned over hende.

»Da har du vel ikke slået hende ihjel,« sagde han.

Den gamle kone drejede rundt med en stille jamren.

»Hæ, næ lidt lever jeg endnu. Jeg ville såmænd bare sove lidt i laden. Den lille fyr der skal jo ikke dø af kulde.«

Hun slog lidt ud mod den ene hånd, ned mod den højt vrælende tøjbylt på jorden. Så jamrede hun meget højt og lukkede øjnene.

Morten styrtede ind efter sin mor, der kom med ud i laden.

»Jamen, jøsses Morten, hvad er der dog sket!«

Sammen bar de den gamle kone over i moderens seng. Morten bar den lille dreng, forsigtigt. Barnet holdt straks op med at græde, da Morten tog ham op.

Inde i den varme stue slog den gamle kone øjnene op.

»Ahrr,« jamrede hun, »det var ikke den modtagelse jeg ventede.«

Hun lå lidt stille med lukkede øjne. Så så hun hen på Mortens mor.

»Jeg havde tænkt, at jeg ville spørge, om I ville tage jer af knægten. I er gode folk. - I har før behandlet os pænt.«

»Jeg skal nok passe ham,« sagde Morten. Faderen og moderen så hen på ham. Han stod med drengen på armen og var grimet af tårer på begge kinder. Den lille grinede højt op til ham.

»Ja, det vil du nok,« sagde den gamle. »Da kan jeg dø i fred. Jeg har fået svullenskab i maven og kan ikke spise. Jeg har ikke mange dage endnu. Jeg vil så nødig om den lille skal vokse op hos det usle rakkerpak, jeg følges med.«

Hun tav og så hen på Morten med sine sorte øjne. Morten så kun drengen.

Faderen og moderen så på hinanden. Det var ikke nemt at tage en rakkerunge til sig. Familien ville blive ugleset i resten af sognet. - De så over på Morten og tilbage på hinanden igen. Moderen nikkede.

»Men dog kan jeg ikke forstå, hvorfor jeg skulle have prygl derude i laden. Den knægt har gode armkræfter.« Den gamle gnækkede lidt og forsøgte at grine, men endte med en jamren.

»Ja, Morten var nede ved skovbrynet, da I slog lejr.«

Faderen svarede, mens han gik over til Morten.

»Han hørte, at I talte om at røve vores gård. Så vi tænkte, at vi hellere måtte holde vagt i nat.«

Han så på Morten.

»Knægten var svært forskrækket, så jeg troede ham jo på ordet.«

»Ja, ja, det er jo Sorte Beppo med høvlen, han skal altid skvaldre. - Næh, de har det kun i munden de drog, dertil kender de fangekældrene i Viborg-hus for godt. De røver ingenting.«

Den gamle tater kælling lukkede øjnene og trak vejret tungt. Moderen gik over til Morten og trak de lasede pjalter væk fra den lilles ansigt og væk fra kroppen. Der sad kager af snavs allevegne.

»Vi må vist hellere få dig vasket lidt, hvis du skal blive i familien,« sagde hun. Den lille hvinede af fryd.

Kort efter blev barnet rent og i rene klude lagt ind i Mortens seng. Morten krøb ned til ham, og den lille puttede sig veltilfreds ind til ham og begyndte at sutte på Mortens finger. Snart faldt de i søvn.

Den nat var Morten lykkelig.

Næste morgen var taterkællingen forsvundet. Det samme var de øvrige tatere ved skovbrynet. Man sagde, de var gået sydpå for vinteren.

Ugen efter fandt man i et nabosogn liget af en gammel taterkone, der sad op ad et træ i skoven. Det så ud, som om hun smilede.

Hun blev kulet ned på heden, da hun var af rakkerslægt.