Taterne

Taterne

De mærkeligste af alle indvandrere i Norden var i det 16de århundrede taterne. Der hviler et hemmelighedsfuldt slør over dette ulykkelige folks skæbne. End ikke 500 års granskning har været i stand til fuldt ud, at klare de vigtigste spørgsmål om dette folkeslag. Det er endnu kun en sandsynlig gisning, at de engang i den tidlige Middelalder er udvandre fra Forindien, og har flakket over Persien og måske Egypten mod Europa.

Af Hans Anckarstjerna

De viste sig første gang året 1417 i det vestlige Europa. Straks vakte de opmærksomhed ved deres mørke hudfarve, deres blik og uforståelige tungemål, deres blanding af pragt og usselhed, som udmærkede deres optog. De var anført af en såkaldt konge eller hertug og greve, således rykkede de frem i forsamlinger på indtil 300 mennesker.

Deres anfører og nogle Riddere var til Hest iført strålende klæder og ’’Flitterstads’’. Mænd, Kvinder og Børn til fods med gyldne Ørenringe, men ellers var de halvnøgne og meget snavsede. Alle overnattede de under åben himmel, og levede af almisser. Selv kaldte de sig Secani, og fik derfor det tyske navn ’’Zigeunere’’.

Siden benævnedes de i Norden ’’Tatere’’ efter deres lighed med de røveriske Tatarer. Men i begyndelsen hædredes de i Mellem Europa med navnet ’’Egyptere’’, på fransk Égyptiens, Engelsk ’’Gypsies’’ Hollandsk ’’Egiptenaers, Græsk ’’Gyphtoi’’, efter deres foregivne hjemland Egypten.

Sagen er nemlig denne, at de udgav sig for værende Egyptiske Pilgrimme, der havde aflagt det løfte til Gud, at de i 7 år ville drage hjemløse omkring til bod for deres fædrene synder. Der i sin tid, da Josef og Marie flygtede til Egypten, nægtede Jesus barnet en drik af Nilens vand, og derfor havde Herren siden hjemsøgt deres efterkommere med Saracenernes og Tyrkernes sværd som straf, denne ville først ophøre, når denne bod var fuldbragt. Fablen var ypperligt lavet, og ganske i tidens ånd, hvor den fandt tiltro. Denne gav dem kejseren og pavens er beskæmmelses brev, og de var villige til at yde dem hjælp hvor de rejste frem.

Godt nok savnedes både penge og fødevarer, hvor de havde været gæster, og de ældre kvinder gav sig af med at spå, de unge piger var vilde med dans og let på tråden, man var nu engang vant til meget fra Pilgrimme.

Først da de 7 år havde været forbi længe, begyndte flokken at vende hjem til Egypten, men de var tiltaget i mængde, så man blev mistænksom og lidt efter lidt blev den oprindelige velvilje vendt til had og forfølgelse. Se således stod sagerne, da Taterne i det 16. århundrede brød ind over Skandinaviens grænser. Første gang vi høre om dem i Danmark var året 1505, men der havde været en bande tilbage fra 1417, hvor de havde slået lejr udenfor Hamborgs porte, men denne bande syntes ikke at være trængt videre mod Nord. Først i 1505 har man et brev til kong Hans, fra hans søstersøn ’’den Skotske kong Jacob IV.’’, hvor denne anbefaler på ejendommelig måde anbefaler en bande sin morbroders velvilje.

Disse Teaterfolk blev anført af ’’grev Antonius Gagino fra Lille Egypten’’, og havde under sin omflakken ’’som de sagde var pålagt dem af kirken’’, de opholdt sig nogle måneder i Skotland, hvor de havde opført sig fredeligt. Nu ønskede de at rejse til Danmark, og havde i den anledning udbedt sig kong Jacobs anbefalings skrivelse.

Han gav dem denne i overbevisning, at hans morbroder vidste bedre besked om dette folk end han. ’’Egypten lå jo nærmere ved kong Hans Rige’’, hvor i også en mængde af dette folk opholdt sig. Man kan deraf udlede, at Teater dengang virkelig har været ganske almindelige i Danmark, hvis ikke brevskriverens øvrige forvirrede begreber afkræftede dette vidnesbyrd. Måske forvekslede han disse Teater med de norske Finner? Kun ét fremgår klart af brevet, at Jacob IV., hellere end gerne villa af med dem og lade dem rejse til Danmark. Da hans anbefalings skrivelse nu findes i Danmark, må jeg nok tro, at selve banden har gæstet vort land? Deres næste besøg skete mig bekendt året 1511, da Teater høvdingen ’’Junker Jørgen fra Egypten’’, ankom til Sønderjylland, og her fik hertug Frederiks lejdebrev. Året efter ’’1512’’ kom de første gang til Sverige, her var de i kort tid enden de besøgte Norge. Man kan dermed sige Isen var brudt, og det med eller mod magthavernes vilje, men flok på flok trængte de ind i de nordiske riger.

Deres optræden og behandling i Skandinavien viser i mindre træk ganske den samme udvikling, som deres færd og kår har været undergiven i det samlede Europa. Først en vis hensynsfuld hed, derefter en frygtløs udvisning af landet, og til slut en kamp på liv og død.

Ved Reformationens indførsel i norden måtte kongerne vise medfølende for Teater og deres foregivne Pilgrimsfart. Samme år som Lutherdommen blev fastslået som Danmarks og Norges kirkelærer, året 1536, udstedes også den første udvisnings ordre af Teater. Det skete i lighed med den tyske Rigs forvisning af året 1530, de fik en frist på 3 måneder til at forsvinde ud af Danmark. Men denne udvisning flugte de ikke! De blev i landet, byttede bare deres bøn om almisser med et snildere bedrageri og stjal som de tidligere havde gjort.

Christian III., sendte et nyt brev året 1554, i et harmfuldt sprog der bevidnede en tirrende modstand. Kongen har bemærket, at skønt disse Tater fortsat drager omkring og stjæler og bedrager, så understår mange både adelige at trodse hans forbud i at understøtte dem. De som fortsat gør det, skal straffes hvis de huser dette fredløse folk. Hvem der møder en Teater skal frit straffe han på livet og beholde deres gods og ejendele. Den lensmand, der ikke pågriber Tater i sit Len, skal selv erstatte al deres forvoldte skade. Det var unægtelig hårde vilkår for disse ulykkelige Tater, i Danmark var Ulve og Ræve langt bedre stillet.

Alligevel kunne midlerne ikke fordrive dem. Det var et folk, hvis evner i århundrede var blevet udviklet under dårlig behandling. De hang ved som Burrer, hjemløse som trækfugle, de var sky og uimodtagelige for mild og hård påvirkning, sultne som Ulve, lydløse og klartseende som Katten i mørket, sådan var de, og kunne glæde sig som børn, mår de havde en kort ro i en endeløs jagt som ingen landsknægt havde drømt om. De forsvandt altså ikke, gemte sig alle vejne, men blev dog i Danmark. Hvor skulle de egentlig rejse hen? Tog de til Frankrig blev de dømt til Galej slaver, i Tyskland var de fredløse, i Nederlandene havde de deres liv forbrudt. Så det eneste, der opnåedes med Christian III., befaling var derfor kun, at de blev splittet i mindre hobe og planløst, blev jaget fra den ene ende af landet til den anden, de var forfulgt hvor de end dukkede op, men de forsvandt hver gang de skulle pågribes, så var de nærmest sporløse som børn af mørket.

Hvor frygtløs kampen var fra regeringens side, ja, det ses bedst i at 7 år efter Frederik II., udstedte et ganske lignende brev med de samme trusler, samme fordømmelse og resultat. Det håbløse i dette foretagende lader sig ligesom forfølge efter brevenes retning. Først var Jylland den mest befængte landsdel, i året 1570 rettedes kongens brev mod Fyn, hvor der udtrykkeligt siges der skulle være en ret stor hob af Tater, så i året 1574, blev der udstedt en befaling til man særligt skulle gøre jagt på dem på Sjælland. Men endnu i året 1578 optræder der en større bande ved Turebyholm, man lader afbrænde en bondegård i Dalby og uhindret videre til Holbæk. I året 1584 omtales, at der var hobe på over 100 der strejfede om i Norge. Taterne jages altså fra landsdel til landsdel uden de virkelig blev fortrængt. Det ser ud til der ved slutningen af Frederik II’s regeringstid er indtrådt om ikke en blidere stemning mod Teaterne, så dog en vis praktisk anerkendelse af, at de nu engang var i landet, og som mennesker vel kunne bruges til noget. Der var en umiskendelig tilbøjelighed til at stille dem i klasse med tiggere og løsgængere i de sidste 2 breve som Frederik II., lod udgå om dem.

Det første var fra 1574 hvor han befaler Peder Oxe at udsende folk til at fange dem, der fandtes på Sjælland. De skulle føres til København og tvinges i arbejde på Holmens smedje, eller arbejde på en Galaj der var under bygning. Noget mildere er brevet af 1584, hvor Taterne for første gang højtideligt skulle udvises af Norge. Der står i dette brev, at såfremt de vender tilbage, skal Lensmanden lade dem smede i jern og her skulle de arbejde gennem et år, og derpå løslades og udvises igen. I intet brev er der længere tale om at dræbe dem som fredløse, man ville bare forhindre deres omstrejfen, men erkendte dog, at de er Mennesker.

Dette begyndende omslag fik imidlertid en ganske brat ende ved Frederik II’s., død. Allerede året efter skred formynderregeringen på ny til voldsomme forholds regler og påbød igen den gamle livsstraf. I en forordning af 1589, der omfattede både Danmark og Norge, blev det nu befalet Lensmænd at fange alle Tatere i Lenet, man skulle fratage dem alt deres ejendom, dræbe deres anfører uden nåde ligesom hele følget. Mænd, Kvinder hvis de ikke omgående forlod landet efter de var udvist. Fogederne skulle under deres gårdes fortabelse angive, hvor Taterne fandtes, og hårde straffe ventede enhver der husede dem, selv om det kun var for èn nat, og den Færgemand eller Skipper, der understod sig i at tage dem ombord.

Ja, det var det 16de århundredes sidste ord til Taterne. En kamp på liv og død var erklæret på ny, og dette århundrede igennem vedblev dødsstraffen endnu at true enhver Tater, der faldt i øvrighedens hænder. Ved siden af denne verdslige form af forfølgelse, gik der en gejstlig, der efter datidens opfattelse måtte ramme Taterne langt hårdere ’’ikke blot for tiden’’ men i al evighed. Som jeg tidligere har skrevet, optrådte Taterne som kristne Pilgrimme. Også efter dette opspind havde tabt sin bedårende magt, vedblev de med stor opfindsomhed, hvor de end kom hen, at slutte sig til Landets kirkelære.

I Syden påkaldte de Jomfru Maria og Helgener, i Norden bandede de paven og overværede prædikener. I året 1595 var der således endnu Tatere tilstede i kirken, da biskop Jacob Madsen visiterede Stubberup på Fyn. Mens deres spådomme og trolddoms kunster bragte dem snart i vand ære. Og da de overalt var udstødt af det borgerlige samfund, gjorde kirken det næsten vigtigere skridt, den udstødte dem også fra samfundet med Gud. Hvordan kunne den andet? Alt hvad man vidste om dem, var kun deres groveste hedenskab. Deres barnedåb havde intet at sige, den blev gentaget optil 4- 5 gange i håbet om flere faddergaver. Så nogen virkelig religiøs tro, ligegyldigt hvilken, har end ikke de nyeste venligt stemte granskere været i stand til af finde hos dette forunderlige folk. Alt hos dem stod i skærende modsætning til de folkeslag, blandt hvilke de nødtvunget måtte leve. Umuligheden af religiøs forståelse mellem dem og de kristne er tydeligt udtrykt i ordet ’’debel eller devel’’ djævlen som i deres sprog var betegnelsen for den gode ånd. Kirken udstødte dem altså! Det første skridt blev gjort i Sverige året 1560, hvor det i de Stockholmske kirke artikler hed: ’’Med Tatere må en præst ikke befatte sig, hverken begrave deres lig eller kristne deres børn’’.

I Danmark og Norge gennemførtes det samme snart efter. De fyldigste beretninger herom har vi fra Fyn, hvor bispen befalede sine præster i året 1578 således: ’’ Mår Tatere kommer i Landet, da skal ingen præst vie dem i ægteskab, ikke heller give dem Sakramente, men lade dem dø, som var de Tyrkere, og de skulle begraves udenfor Kirkegården som Hedninger. Ville de have deres børn døbt, måtte de selv gøre det og ingen præst måtte deltage.

Det var derfor naturligt, at kirkens optræden forøgede Taternes ugunstige stilling. Tidligere havde de hyppigt vakt medlidenhed. Nu forandredes denne til gru og rædsel for disse djævlens børn, for hvem kun pinen ventede dem. Hvert eneste bånd var overskåret mellem dem og samfundet. Vi træffer derfor heller ikke senere noget tilfælde, hvor en Tater er blevet optaget i det borgerlige samfund. De tidligste forsøg skulle ganske vidst heller ikke friste nogen af parterne. Et enkelt eksempel på disse beretninger er bevaret. Det var en Tater i Norge, ’’før udvisnings ordren udstedtes’’ han blev tvunget til at være Trommeslager ved Bergen hus. Hans far var blevet dræbt af Fogeden på Vesterålen, og selv løb han bort nordpå efter sin hustru. Han blev imidlertid fanget og fik på ny lov til at gå løs omkring, men da han så sit snit til det, dirkede han låsen op for en dødsdømt fange, flygtede med denne. Begge blev de pågrebet og henrettet.

Men hvad der nu kan forundre, er den forbavsende sejhed, hvormed Taterne holdt ud i den ulige kamp mod samfundet. Overalt var de taberne og de forfulgte, ved århundredets slutning var de uforsagte og lige så talrige, som dengang udvisningen begyndte. Jeg har således fortalt, hvorledes de i året 1595 vovede sig under visitation ind i Stubberup kirke og den 10 januar 1583 havde kong Andreas Holst dristighed nok til i et storslået optog med 120 mand og 24 Heste, at vise sig ved højlys dag i Ejdersted, hvor de huserede i 5 dage før de forsvandt. Året 1595 optrådte en større bande lidt nord for Mariager Fjord, skønt 4 af deres høvedsmænd blev sat i jern, så lykkedes det til sidst for dem at undslippe. Statens og kirkens forenede magt kunne ikke tilintetgøre dem.

Men hvad modstanden ikke kunne, det har siden tilslutningen magtet. Taterfolket i Norden er nu efter 400 års kamp enten helt bukket under, som i Danmark, eller på vejen hertil. I Norge og Sverige modtog de befolkningens udstrakte hånd, som de laveste Lag. Men da Taterne efter lang ventetid gav efter, blev de optaget som Landstrygere. Vi kommer nu til Natmændene i Jylland, i Norge kender vi ’’Fanterne’’, som er en blandings rest af de urene der var tilbage

Man har hidtil betragtet de i det 16de århundrede indvandrede Tatere fra den øvrige befolknings synspunkt. Så lad mig nu hvor vanskeligt det end falder, forsøge at trænge ind i Taternes eget synspunkt på forholdene, og på den måde at nå til en bedre forståelse. Hvad var deres liv, andet end en række skiftende forhold, der ligesom hos Dyret prægede deres sjæl og en tilsvarende række af stærke uforbundne indtryk? Deres evige vandringer gennem Skovtykninger over Fjelde i Månelys, deres natlige plyndringer, sult og kulde i dage og nætter, deres jubel omkring lejer bålet når byttet blev slagtet og sulten blev stillet. Deres kamp med fægtestave mellem berusede mænd. Hvad var det, eller kunne det være andet end blot en sum af billeder som er ætset ind i sjælen uden virkelig udvikling? Dog vil man tage meget forkert om man bliver stående derved. Disse brogede billeder var båret og forbundet af mere end den blotte livstråd. Hele to hovedlinier lader sig påvise i Taternes bevidsthed, som på engang fremkaldte og sammen knyttede deres øvrige tankesæt.

Det var deres kærlighed til naturen og deres troskab mod stammen. Selv i deres velmagts dage havde de aldrig villet sove under tag. De ønskede at strejfe om i det fri uden mål i et inderligt samliv med naturen, det var deres dybeste ønske og trang. De var hensunket, parret med Europæisk rastløshed. Deres troskab mod stammen ytrede sig udadtil i den fortsatte kamp mod deres undertrykkere. Deres bedrageri, indbrud og uhyggelige volds gerninger, var for dem ikke nogen forbrydelse, det var bedrifter og deres sande berømmelige færd om det rette og sande. Men indad til i deres eget samfund åbenbarede de troskab i rene ædle former. Ikke kun hang deres mødre ved deres børn men en kærlighed, intet offer var for stort, men også forholdene mellem mand og hustru var præget deraf. Deres forfølgere havde kun øje for de unge kvinders letfærdige dans, og mærkede først senere, at de var blevet bestjålet af de gamle medlemmer. Mellem Taterne var ægteskabet helligt. Ve den Tater mand eller kvinde der svigtede sig ægtefælle. Udstødelsen af folket var en uundgåelig straf. Endnu den dag i dag, er de engelske Taters hud lige så mørkebrun, som de for 400 år siden, hvor de kom til landet. Det er et umiskendeligt bevis om deres kvinder ikke har ladet sig lokke af den hvide befolkning. Og smukkere endnu viste sig deres troskab mellem de gamle. Man har således mange eksempler på, at alderstegnene på ægtefælder har båret hinanden år ud og ind på de endeløse vandringer, også når forsørgeren døde, så overtog stammen pligten. På dette punkt, antog deres selv opofrelse yndigste smukke former.

Fra alle lande og ikke mindst fra Norden meldes der om, hvorledes de gamle for at lette deres følge for byrden, frivilligt er gået i Døden. De iførte sig højtids klæder, steg ned i graven og lod jord kaste på sig, andre roede som i nord landene i det 18de århundrede ud på en Fjeld Sø, tog en sten om halsen og styrtede sig ud over båden, mens den forsamlede stamme istemte deres vilde tungsindige sang.

Dscha tele!

O polopen baro wele.

Det betyder: ’’Gå ned, gå ned. Eller Verden bliver stor, der må gøres plads for den yngre slægt’’. Uvedkommende der så det, har berettet med afsky, at nu havde Taterne også levende begravet en af deres egne. Men Taterne selv vidste bedre, hvad der var sket. Den ene havde ofret sig for de mange, helt frit og frivilligt, og det var Taterfolket værdigt. Taterne dannede en egen bestanddel af livet i Norden i det 16’de århundrede, ikke blot i og for sig, men først og fremmest ved deres forbindelse med det øvrige. Deres snigende lydløse tilværelse udgjorde en hemmelighedsfuld bestanddel i datidens brogede blanding, der hørte til natsiden af deres liv. Ved hjælp af dem forstår man lettere slægternes rædsel ved at færdes ude, når mørket faldt på, den uhygge, der lammede alle, når man om natten hørte usædvanlig larm, eller man mente at skimte lys i skoven.

Man skulle faktisk tro, at Taternes sjældne forekomst måtte begrænse denne frygt? Men de lånte navn og afgav fristende eksempler for en mængde lyssky omstrejfende væsner ’’kæltringen, Kringle drivere, Natravne’’, som forud var datidens landeplage. På samme måde gik det med Taternes trolddom og Djævelskab. De var også for få til med egne midler, at kunne vække større opsigt, og således fik de først rigtig betydning med synlig håndgribelig udtryk for overtro og djævlefrygt , der i forvejen fyldte tiden.