Trolden i Bruddal høje

Trolden og bruden

TROLDEN OG BRUDEN
Mens Kirken i Højslev blev bygget, boede der en Trold i, de såkaldte Brudedale nord for Højslev, der brød det ned om Natten som Folket i deres Ansigt Sved havde opført om Dagen.
Der blev da sat Vagt ved Kirken, og den Nat kom Trolden igjen for at fortsætte sit Ødelæggelses-værk, og da man spurgte om Grunden til hans Fremfærd, svarede han, at Kirken var bygget på hans Ejendom og der vilde han ikke tåle den. Dog blev de ved at snakke frem og tilbage med Trolden indtil han gav dem Lov til at bygge den på to Betingelser. Den første var at de skulde lade hans Hue indhugge i en Sten og Stenen indmures på Kirketårnets nordre Side.
Det skete, og den Dag i Dag kan man se denne Hue i Stenen. Den anden Betingelse var, at den første Mø, der kom til at stå Brud i Kirken, skulde tilhøre ham, og skønt det ikke var så lille en Fordring gik de dog ind på den. Det varede et Års Tid inden en Mø blev viet i Kirken, og hun var fra det nordre af Sognen. Og da de havde været i Kirken og vilde køre til Hjemmet kom hen til Kusken, og bad ham at holde, da Bruden tilhørte ham og ingen anden. »Og vil du ikke med det gode afsætte hende, så skal vi »snoppes« om hende«, lagde han til, henvendt til Brudgommen.
Kusken gav nu Hestene af Pisken og jog afsted i fuld Firspring, men alligevel indhentede Trolden dem og rev et Hjul ud af Vognen så at de væltede og nu tog han Bruden og bogstavelig slæbte hende over Marken hen i de store Dale, der deraf endnu bære Navnet Brudedalene, hvor Trolden havde sin Bo. Dog kunde Bruden ikke aldeles komme i hans Vold forinden han fik Brudesmykket af hendes Hoved og dette kunde han ikke selv udføre, men fik en Fårehyrde til det under Løfte om Belønning derfor.

En Dag i Skumringen mange År efter, gik en gammel Kone, der var Jordemoder i Højslev, uden for sit Hus og plantede Kål; men bestandig krøb der en stor Skrubtudse for ved hende så ingen Steder kunde sætte Spade for Dyret. Konen gå da og små-skjænder på Tudsen og sige: »Å, kryb dog din Vej, du Tykmave; det kunde såmænd være Almisse at hjælpe dig, når du skal lægge din Mave, Stakkel«, og som Konen sagde dette forsvandt Dyret.
Men om Natten da Jordemoderen lå i sin bedste Søvn kaldte Trolden fra Brudedalene hende op, og sagde at hun måtte endelig følge med ham, da hans Kone var i Barnsnød. Tillige fortalte han hende, at hun halv vejs havde lovet hende det i Går; thi Tudsen var Bjærgmanden Kone, der havde påtaget sig en sådan Skikkelse. Jordemoderen fulgte da med ham, og han førte hende nu ind i en Hule hvor det var så mørkt at hun ingen Ting kunde se. Men Trolden tog frem en Æske med Salve og smurte dermed hendes Øjne, og nu blev det så lyst som Dagen, han førte hende derpå ind til sin syge Kone, som hun også forløste, og som var den Brud, han havde bortslæbt fra Vejen, og hvis de ikke ere døde, leve de endnu.

 Fra Jeppe Aakjær: Danske Sagn